”Himmelråbende banal” og ”en stærk fortælling”.
Anmelderne har vidt forskellige meninger om instruktør Thomas Vinterbergs nye film ’Kollektivet’, der blandt andre har Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen på rollelisten.
Filmen, der har premiere i de danske biografer i dag, handler om parret Anne og Erik, der laver et bofællesskab i midten af 1970’erne.
Her får du 6 udvalgte anmelderes dom over ’Kollektivet’:
Berlingske: Vinterberg skærer ind til benet
- Man kan indvende, at Thomas Vinterberg kommer for let uden om datidens sammenblanding af det politiske og det private, hvor promiskuitet blev fejret som en nedbrydning af »ejendomsretten« over mennesker. - Jeg mener, at han skærer ind til benet og når frem til indsigter, der er lige så aktuelle i dag som for 40 år siden, skriver anmelder Kristian Lindberg og giver fem ud af seks stjerner.
Politiken: Stærk fortælling om svær kærlighed
- Trine Dyrholm kan rumme et eksistentielt jordskælv i sine store og blå og dirrende øjne. Og Ulrich Thomsen kan udstille det svimlende pres over livets uoverskuelighed, når han skeler let med sine.
- ’Kollektivet’ er ikke en dom over kollektiveksperimentet, men en stærk fortælling om, at kærligheden er svær at få til at lade sig gøre uanset hvad. Og så hylder den smukt nok ideen om, at sorgen over at miste hinanden uanset hvad er et kollektivt ærinde, skriver anmelder Katrine Hornstrup Yde og giver fem hjerter.
Ekstra Bladet: Himmelråbende banal
- Som kærlighedsdrama er 'Kollektivet' himmelråbende banal og som tids- eller miljøskildring er den alt for løs i koderne til på nogen måde at virke relevant eller rørende.
- Hvis det ikke havde været for endnu en pragtpræstation fra Dyrholm, der igen viser sin formidable beherskelse af den sigende detalje, havde det slet ikke været til at bære, men selv hun kan altså ikke gøre en film alene, skriver anmelder Henrik Queitsch, og kvitterer med tre stjerner.
Soundvenue: Ikke engang personlig
- Der er noget sært konstrueret over ’Kollektivet’. Som om mødet med det private har fået instruktøren til at slå blikket væk i skam. Og pludselig føles den ikke engang personlig.
- Vinterberg finder ikke balancen mellem den kærligt karikerede pastiche og det smertelige drama. Derfor gør ’Kollektivet’ aldrig ondt. Dens drama bliver aldrig forløst. Dens generationsportræt forbliver et flosset fantombillede, skriver anmelder Jesper Olsen og giver tre stjerner.
Jyllands-Posten: Komedien og dramaet spiller ikke sammen
- ’Kollektivet’ er ikke en satire, hvilket formentlig også havde været for let. Som bevist for snart mange år siden med ’Festen’, så formår Vinterberg, når han er bedst, at kombinere det muntre med det ubærligt dystre.
- Desværre spiller komedien og dramaet ikke så godt sammen i dette tilfælde, skriver anmelder Katrine Sommer Boysen og disker op med tre stjerner.
Filmland på P1: Vinterbergs protest er altid velkommen
- Det er svært at se den indlysende balance mellem hyldesten til de frie tanker i 70’er-kollektivet og den kuldslåede kærlighedshistorie.
- Men det er også i den vaklende balance ’Kollektivet’ bliver udfordrende og kompleks. Og som altid er Vinterbergs velformulerede protest mod vor tids kontrollerende bånd velkomne, skriver anmelder Per Juul Carslen, der som den eneste giver filmen fire stjerner.