Komedie om buttet pige skuffer anmelder: Det burde for fanden ikke være svært

’I Feel Pretty’ skulle sætte kvindekroppen fri… men gør det modsatte.

Komikeren Amy Schumer spillere hovedrollen i 'I Feel Pretty'. (Foto: Mark SchŠfer © Motion Picture Artwork © 2017 STX Financing)

Et eller andet løber bare løbsk i ’I Feel Pretty’. Det skulle havde været en film, der sætter kvindekroppen fri og brænder alle de tåbelige idéaler om åleslanke taljer og dellefrie arealer på det store heksebål.

I stedet får den sat en smældfed streg under kvindekroppens store betydning for status, selvværd og seksualitet.

Det lyder ellers smågenialt ved første ørekast. Her har vi Renee, en lettere overvægtig kvinde, der så gerne vil være slank og smækker, og som kaster sig ud i det store fitnesstrip for at nå de forjættede mål.

Desværre kan kondicyklen i centret ikke holde til Renees vægt. Hun ryger i gulvet, slår knolden og vågner op med den faste overbevisning, at hun er blevet uimodståeligt lækker. Og så svanser Renee rundt med enorm selvtillid – uanset at ingen i hendes omgivelser kan se forskellen.

Klinger skingert

Det er skidegodt tænkt – en småkraftig og på ingen måde idealrigtig kvinde, der fyrer den af, som om hun ejer hele verden, sådan som superslanke, langbenede modeller har haft patent på.

Det ligner en krystalklar modfortælling, hvor verden vendes så grundigt på hovedet, at den står meget tydeligere for os. Og komikeren Amy Schumer, der spiller Renee, får serveret nogle kosteligt komiske scener, som da hun vågner i centeret og går amok over sit eget ’nye’ udseende.

Men knap er vi blevet præsenteret for billedet af en skøn og selvsikker kvinde, der giver fa’en i idealerne, før det modbillede begynder at klinge skingert.

’I Feel Pretty’ viser os jo ikke bare en lettere overvægtig kvinde, der fyrer den af med stor selvtillid – den bliver ved og VED med at vise os, hvor sjovt det er, at en lettere overvægtig kvinde fyrer den af med stor selvtillid.

Ikke specielt overvægtig

Sommerhatten af for Amy Schumer, der lystigt fremviser hver en delle på sin krop – som i øvrigt ikke er specielt overvægtig.

Men hun gør det også så lystigt og så insisterende, at det bliver tydeligere og tydeligere for os, at der er noget galt ved, at hun gør det. Den buttede krop er stadig ’forkert’.

Det bliver tydeligt, da hun helt ud af det blå vælger at stille op i en bikinikonkurrence og går bersærk à la strippershow på scenen.

Modellen Emily Ratajkowski og Amy Schumer star i en scene i filmen. (Foto: Mark SchŠfer © Motion Picture Artwork © 2017 STX Financing)

Så er Renee definitivt ikke længere en lettere overvægtig kvinde med stor selvtillid. Hun er enten lettere tosset. Eller også er hun en af de store klichéer i amerikanske komedier, den fede kone, der tror hun er lækker.

Eller også er hun simpelthen komikeren Amy Schumer på aldeles slap line.

Smuk idé, men...

Alle tre forklaringer underminerer idéen om en buttet pige, der går til angreb på modebladenes absurde forestilling om et perfekt kvindeliv. Og efterhånden som ’I Feel Pretty’ skrider frem, og de sjove scener bliver færre og færre og mere og mere anstrengte, bliver det tydeligt, at filmens koncept sparker sig selv eftertrykkelig i skridtet.

Amy Schumer er skidehamrende skæg, når hun virkelig spidder en scene. Men hun fylder også næsten hele filmen, så meget at gode bifigurer som kæresten Ethan og hendes to buttede veninder, Vivian og Jane, bliver næsten kvalt.

Og uanset at Schumer er virkelig virkelig sjov, når hun er sjov, kan hun kun finde ud af at overspille hysterisk i hver en scene. Også det smadrer langsomt fornemmelsen af at en buttet kvinde med selvtillid bør være det mest naturlige i verden.

Det er en smuk idé med en amerikansk film, der virkelig smadrer modeidealernes idioti og viser, at livet kan være fyldt med seksualitet og charme uanset uperfekte kropsmål. Det burde for fanden ikke være svært. Men det lykkes desværre ’I Feel Pretty’ at understrege, at Hollywood har utrolig svært ved at smide idéen om at buttede kvinder også kan være attråværdige, sexede og uimodståelige.

Det er der måske en subtil pointe i et eller andet sted. Men det havde nu været dejligt med en film, der viser at deller med selvtillid er netop … naturlige.

Facebook
Twitter