Kommentar: Fem film der ændrede virkeligheden

HBO-dokumentaren 'The Jinx' er på alles læber, men det er langt fra den eneste film, som har haft afgørende betydning i virkelighedens verden.

Dokumentarserien 'The Life and Death of Robert Durst sluttede i sidste uge med et spektakulært sidste afsnit, hvor Robert Durst angiveligt indrømmer en række mord for første gang nogensinde. På billedet ses netop Robert Durst i retten den 10 december sidste år. Foto: Scanpix (Foto: Mike Segar © Scanpix)

HBO-dokumentaren 'The Jinx' sluttede i sidste uge med et banebrydende afsnit, der betød, at milliardærsønnen Robert Durst for lidt over en uge siden blev anholdt og sigtet for flere drab -deriblandt mordet på sin egen kone.

Allerede nu står det klart, at de mange afsløringer i 'The Jinx', kommer til at spille en vigtig rolle i retssagen mod Robert Durst, og dermed står dokumentaren tilbage som en milepæl, der formentlig ender med at sende en mand bag tremmer for mord.

Men 'The Jinx' er bestemt ikke den eneste dokumentar, der har haft konsekvenser efterfølgende. Filmhistorien har flere eksempler på både fiktion og dokumentarer, der ændrede virkeligheden.

The Thin Blue Line (1988)

Errol Morris’ fremragende dokumentar fra slut 1988 er vel antitesen til 'The Jinx'. Hvor HBO-serien måske ender med at få en mand dømt, sandsynliggjorde 'The Thin Blue Line' en dødsdømt mands uskyldighed. Blandt andet viste filmen, at et vigtigt vidne aldrig var blevet afhørt. Konsekvensen blev, af staten Texas genåbnede sagen og frikendte Randall Dale Adams fuldstændig.

Gimme Shelter (1970)

​Nogle gange er dokumentarer ubevidst endt som bevismateriale. Det var tilfældet med Rolling Stones-dokumentaren 'Gimme Shelter', hvor én af fotograferne til en koncert tilfældigt filmen en rocker stikke en sort mand ihjel. Optagelserne blev brugt i retssagen, som dog endte med, at juryen dømte det til at være selvforsvar.

The Act Of Killing (2012)

Herhjemme har Joshua Oppenheimers prisvindende dokumentar 'The Act of Killing' og efterfølgeren 'The Look of Silence' også haft kæmpe betydning for omverdenens syn på folkemordene i 1960’ernes Indonesien.

Selvom mange andre lande har historiske perioder, de bestemt ikke er stolte af, har det været en del af helingsprocessen for fx Tyskland at tale om og så vid mulig retsforfølge de ansvarlige.

Desværre er gerningsmændene bag de mere end 500.000 dræbte indonesere, der blev mistænkt for at være kommunister i midten af 60’erne, stadig på fri fod. Til gengæld har filmene på grund af massivt pres både fra omverdenen og befolkningen tvunget den indonesiske regering til modvilligt at måtte tage stilling til og konfrontere deres blodige fortid.

Norma Rae (1979)

Nogle film har en mere inspirerende effekt på omverdenen. Som den amerikanske 1970’er-film Norma Rae, der var en filmatisering af bogen om en kvinde, der er med til at starte en fagforening på den tekstilfabrik, hvor hun arbejder. Sally Field vandt en Oscar for sin rolle som Norma Rae, og filmen var nomineret til den Gyldne Palme på Cannes-festivalen i 1979.

Norma Rae var med til at ændre synet på fagforeninger i USA, hvor de ellers i mange år havde haft et lidt blakket ry. Men filmen, der fortalte om den lille kvindes kvaler mod store stærke pengemænd, fik tilmeldingerne til fagforeningerne til at stige.

The Birth of a Nation (1915)

Alle ovenstående film har på den ene eller anden måde haft en retfærdig konsekvens i virkeligheden. Skyldige er blevet konfronteret eller tiltalt, uskyldige frikendt og den lille mand på gulvet har fået hjælp mod Goliath. Men film kan også bruges til det modsatte, og det er D. W. Griffiths filmiske mesterværk 'The Birth of a Nation' et skræmmende eksempel på.

Det episke drama følger to familier fra henholdsvis Nord- og Sydstaternes kamp. Men det, der blev filmens omdrejningspunkt, var dens portrættering af sorte som en flok vilde, liderlige banditter og Ku Klux Klan som de heltemodige redningsmænd.

Filmen var en gigantisk kommerciel succes og fik Ku Klux Klans medlemskab til at eksplodere. Et grusomt eksempel på, hvordan film også kan bruges som racistisk socialaktivisme.

Dokumentarfilmen 'The Jinx' kan forøvrigt stadig ses på HBO Nordic, og traileren til serien kan du finde herunder:

Facebook
Twitter