Kommentar: Her er tre bud på den nemme serie-toer

Man taler altid om 'den svære toer', men lige nu ser vi i serielandskabet tre eksempler på, at toere ikke nødvendigvis behøver stå i skyggen af deres veldrejede forgængere.

'"Den svære toer" er den notoriske kreative blokade ovenpå det mesterlige påhit, som alle forfattere gruer for. Men indenfor serieverdenen er der i øjeblikket tre eksempler på det modsatte.

Nogle serier skal lige finde ud af, hvilket ben de skal stå på, inden de bliver rigtig gode.

Det accepterer vi som regel, når blot kvaliteten overordnet set er høj nok.

Hvem husker eksempelvis ikke de kiksede sekvenser i ’Sex and the Citys’ første sæson, hvor Carrie Bradshaw henvendte sig direkte til kameraet? Det fandt man hurtigt ud af ikke fungerede, og så var der ikke mere af den slags i sæson to.

Et andet eksempel er Allan Balls uovertrufne bedemandsdrama ’Six Feet Under’, som i første sæson led under, at karaktererne brugte lang tid på at se kitchede reklamer for balsameringsvæske og andre morbide produkter.

Fortællingen gik i stå, og seerne gabte. Så ud med det og op på hesten igen med sæson to, som bød på fremragende storylines og exceptionelt skuespil uden besynderlige metaafbrydelser udi bedemandsudstyr.

Zombie-succes var svær at komme efter

Værre er det, når alt spiller i en series første sæson, og det så viser sig, at der ikke er mere dramaturgisk krudt i bøssen, når en længe ventet anden sæson omsider rammer skærmen.

Frank Darabonts ’The Walking Dead’ fra 2010 leverede en første sæson, der virkelig hev tæppet væk under folk. Horrorserien var både spændende og uhyggelig, og den visuelle skildring af USA efter zombieapokalypsen var ambitiøs og rig på kunstnerisk vision.

Desværre gik ’The Walking Dead’ fuldstændig i stå i anden sæson, og havde AMC ikke reageret prompte ved at skifte Darabont ud, kunne selskabet meget vel have mistet et af dets største hits til dato.

'Heroes' mistede pusten

Samme tendens så vi i J.J. Abrams og Damon Lindeloffs populære serie ’Lost’ fra 2004, der efter en vidunderligt sær sæson et, som i den grad legede med genrer og plotmæssig vidensdistribution, totalt mistede pusten og brugte hele sin anden sæson på at vade rundt i et væld af halve storylines og uklare karakterer.

NBCs ret fantastiske ’Heroes’ fra 2006 kæmpede med samme problem i sin anden sæson, og modsat ’Lost’ formåede serien aldrig at komme tilbage på ret kurs.

I oktober vendte tre serier tilbage til sendefladen, som havde det tilfælles, at de skulle bevise, at deres anmelderroste første sæsoner ikke bare havde været heldige skud i tågen.

The Leftovers

’The Leftovers’ er måske den af de tre aktuelle serier, som nemmest kunne være faldet til gulvet i sin anden sæson.

Damon Lindelofs mystery-serie om familien Garvey, der sammen med resten af verden forsøger at komme mentalt til hægterne oven på en uforklarlig hændelse, hvor to procent af verdens befolkning forsvandt ud i den blå luft, kæmpede i første sæson med at holde tungen lige i munden.

Præcis som i ’Lost’ får seerne sjældent de svar, de søger, og det er enormt frustrerende. Til gengæld har ’The Leftovers’ et skæbnenærvær i sin grundfortælling, som virkelig kan noget. Verden efter hændelsen er præget af en dyb tristesse, og derfor har flere af karaktererne en sært opgivende psykologi, som man kunne frygte ville trætte seerne i længden.

Heldigvis var folkene bag ’The Leftovers’ på forkant med den faldgrube, og serien har simpelthen fået et face lift i pausen mellem første og anden sæson. ’The Leftovers’ har fået et nyt score og en ny og mindre dyster introsekvens, der giver hele universet en ny aura.

Intense personligheder

Desuden er fortællingen rykket nærmere på seriens interessante hovedfigurer; Justin Therouxs totalt genkendelige og elskelige good guy Kevin Garvey er en fantastisk figur med et utal af hemmeligheder, han ikke engang selv kender.

På samme måde er Kevins kæreste Nora (Carrrie Coon) et interessant bekendtskab. Hun mistede to børn og en ægtemand under hændelsen, og det voldsomme tab kommer til udtryk i en intens, nervøs og utilregnelig personlighed, hvor grænsen mellem facade og oprigtighed altid er uklar. Kevins teenagedatter Jill (Margeret Qualley) fuldender ’The Leftovers’ stærke karakter-kerne, og hendes udvikling fra hård, desillusioneret, ung pige i sæson et til aktivt, håbefuldt medlem af den lille ny familie her i sæson to har været en uventet men kærkommen en af slagsen.

Fargo

Med afsæt i Cohen-brødrenes eminente thriller-komedie ’Fargo’ fra 1996 begik Noah Hawley sidste år en tv-serie med samme titel. Den handlede om, hvordan den enigmatiske og livsfarlige Lorne Malvo (Billy Bob Thornton) slog vejen forbi byen Bemidji og skabte kaos i det lille samfund.

Forsikringsmanden Lester Nygaard (Martin Freeman) var en af dem, der fik sit liv omlagt af mødet med Malvo, og Hawleys lilleby-historie var ganske enkelt fremragende. Og så var den smuk. Man taler ofte om, at en serie er filmisk, og at det er en god ting.

’Fargos’ første sæson var om noget filmisk i sit look, og sæson to fortsætte i samme stil. Cohen-brødrene er executive producers på serien, og den ganske særlige tekstur, som præger deres film, gennemsyrer også serien. Hvert et billede, hver en figur, hvert et kostume og hver eneste kulisse er så gennemført Cohensk, at man næsten tror, det er løgn.

Kirsten Dunst kører gangster ned

Plottet i sæson to foregår ligesom i etteren i området omkring byen Fargo og kredser om frisøren Peggy Blumquist (Kirsten Dunst), der ved et uheld kommer til at køre den tysk-amerikanske gangster Rye Gerhardt ned, efter at denne netop har dræbt tre mennesker på en cafe.

Peggy kører hjem til sin mand Ed (Jesse Plemons) med Rye liggende på kølerhjelmen, og de to beslutter at skaffe liget af vejen ved hjælp af en farsmaskine i Eds slagterbutik.

Så er vi ligesom i gang, og i sæson to fanger Hawley igen den ganske særlige blanding mellem sort humor og velsmurt kriminalfortælling, som er et af brødrenes varemærker.

Politimanden, der skal finde hoved og hale i Rye Gerhardts forsvinden, hedder Lou Solverson (Patrick Wilson), og han er noget så sjældent som en ægte god fyr.

Det bliver spændende at se, om han kan stå distancen mod tysker-familiens udspekulerede matriark Floyd Gerhardt (Jean Smart). Anden sæson synes i endnu højere grad end etteren at dyrke den langsomme, afdæmpede fortællestil fra ’Fargo’-filmen, hvor absurde og morbide hemmeligheder hele tiden lurer lige under den ufarlige, sne-isolerede Minnesota-virkelighed.

The Knick

Steven Soderberghs ’The Knick’ handler om personale og patienter på og omkring det legendariske hospital The Knickerbocker i New York City i starten af 1900-tallet.

Det var en periode, hvor den moderne lægevidenskab så småt tog form, og hvor naturvidenskaben i det hele taget var helt ung og uprøvet. Kirurgi var en blodig affære, og det kostede mange liv at udvikle og raffinere en lang række af indgreb, procedurer og teknikker, som vi i dag tager for givet. Soderbergs serie fokuserer på den visionære kirurg John Thackery (Clive Owen), som hører til blandt de allerdygtigste på sit felt.

Thackery arbejder dag og nat, han er rasende arrogant, og hans ambitionsniveau er tårnhøjt. Og så er han på kokain stort set hele tiden, hvilket gør ham skarp men utilregnelig.

En historietime indsmurt i blod

’The Knick’ er et helt nyt bud på hospitalsdramaet, og Soderbergs historiske greb er særligt effektfuldt her, fordi man i dag forbinder lægegerningen med noget poleret og velsmurt. I ’The Knick’ fortæller Soderbergh historien om de ofre, det krævede at nå derhen, og hans serie ender med at handle om meget mere end videnskab.

’The Knick’ tematiserer blandt andet etik, religion, racisme, overtro og afhængighed, og så fortæller den på raffineret vis det moderne Amerikas historie.

Soderbergs kamera er helt specielt, og serien fortælles i hovedreglen med meget få nærbilleder, hvilket giver et koldt og distanceret udtryk, som passer perfekt til seriens tematik.

Alligevel er der stor ømhed omkring karaktererne, og det umulige forhold mellem Thackery og den milde sygeplejerske Lucy (Eve Hewson) er en nuanceret og dybt rørende kærlighedshistorie.

Kabelnetværk holdt hovedet koldt

’The Knick’ er i udpræget grad et intellektuelt værk. Den er svær at følge med i, og serien byder hverken på overfladisk action eller lette grin.

Det høje kunstneriske niveau kunne sagtens have lagt serien i graven før tid, og første sæson var ikke nogen udpræget succes rent seermæssigt. Heldigvis holdt folkene hos kabelnetværket Cinemax hovedet koldt, og gav Soderbergh en chance til.

Resultatet er en fortræffelig anden sæson, som på fornem vis åbner universet op og udvider det uden på nogen måde at gå på kompromis med Soderberghs visionære billedemageri og fortællegreb.

Facebook
Twitter