Kommentar: Mangler Oscar-festen ligestilling?

Der er millioner på spil, når de store skuespillerinder klæder sig på til den røde løber til Oscaruddelingen søndag nat. Men er det bare endnu et tegn på den manglende ligestilling i Hollywood?

Moden har aldrig haft en større plads i Hollywood, og det på trods af at kjolerne altid har været en vigtig del af begivenheden, skriver modeekspert og vært på DRK, Chris Pedersen.

Der udspillede sig en pinagtig situation på den røde løber før uddelingen af den seneste Bafta-pris, da det amerikanske webmedie Buzzfed bestemte sig for at undersøge, hvordan de mandlige filmstjerner ville reagere, hvis de blev stillet samme spørgsmål som den kvindelige.

"Øh, hvad mener du,” svarede sangeren Nick Cave undrende, da han blev spurgt om designernavnet bag sit tøj, Eddie Redmayne var tydeligt pinligt berørt, da han lystrede reporteren og drejede rundt for kameraet, hvilket Michael Keaton takkede blankt nej til.

Måske fordi reporteren lige havde spurgt Keaton, om han bar spanx under sit jakkesæt.

Audrey Hepburn måtte finde kjolen i Paris

Situationen er tankevækkende, fordi den på mange måder afspejler en konflikt, der har været under opsejling i flere år til prisuddelinger som SAG, Bafta og Oscar-uddelingen, der som sagt er den vigtigste. Moden har nemlig aldrig haft en større plads i Hollywood, og det på trods af at kjolerne altid har været en vigtig del af begivenheden.

Da Marlene Dietrich i 1951 overrakte en af priserne iklædt en kreation fra Christian Dior bemærkede Oscar-komiteens daværende chef Charles Brackett, at det var ærgerligt, at der ikke var en pris for glamour, for så var Marlene Dietrich løbet af sted med den, og dagen efter rapporterede avisen Hollywood Examiner, at Marlene Dietrich havde stjålet al opmærksomheden.

To år senere overtalte den modeglade Audrey Hepburn sit filmstudie til at lade hende rejse til Paris for at købe tre kjoler til brug i hendes næste film Sabrina. Hun endte hos modedesigneren Hubert de Givenchy, som egentlig ikke gad at ekspedere den i Europa ukendte skuespillerinde, men hun forlod butikken tre enkle kreationer, der alle blev brugt i filmen, og da hun i marts 1954 modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle i 'Prinsessen holder fridag', var hun iklædt en hvid Givenchy-kreation.

To millioner dollar og en Dior-kjole oveni

I 1956 fik skuespillerinden skrevet ind i sin kontrakt, at Givenchy skulle skabe hendes kostumer til alle sine film med en nutidig handling, ligesom hun bar hans kreationer til alle de Oscar-uddelinger hun senere deltog i.

Først i 1997 bliver moden dog for alvor en hardcore valuta på den røde løber, da Nicole Kidman efter sigende modtager 2 millioner dollar for at iklæde sig Christian Dior-kjole fra John Gallianos første haute couture-kollektion for det franske modehus.

Allerede i 1989 havde chefredaktøren på amerikansk Vogue, Anna Wintour, vakt opsigt, da hun udskiftede supermodellerne på forsiden med den amerikanske sangerinde Madonna, året efter var Julia Roberts på forsiden, men Kidmans kjole markerede, at skuespillerinderne for alvor var blevet til modebranchens vigtigste reklamesøjler, og i løbet af de seneste år er beløbene kun blevet vildere.

Gennembrud på den røde løber

12 millioner dollar modtog Nicole Kidman efter sigende i 2004, da hun medvirkede i Chanels reklamefilm og dukkede op på den røde løber iklædt Chanel Couture, og for '12 years as a Slave'-skuespillerinden Lupita Nyong'o var den røde løber en direkte vej til et lukrativt job som ansigt først for det italienske modehus Miu Miu og dernæst for kosmetik-giganten Lancôme, der også tæller Oscar-vinderne Julia Roberts, Kate Winslet og Penelope Cruz iblandt deres ansigter, og som efter sigende betaler op imod otte-cifrede lønninger til deres ambassadører.

I takt med at lønningerne i Hollywood er faldet, er der ikke noget at sige til, at skuespillerinderne kæmper for at lande de store kontrakter, og listen af denne type samarbejder er lang.

Natalie Portman, Jenifer Lawrence, Charlize Theron og Marion Cottilard arbejder alle for Christian Dior, Tilda Swinton og Charlotte Rampling lægger ansigt tilmakeupkoncernen Nars, Louis Vuitton har kastet kærligheden på Michelle Williams og Jennifer Connelly, Amy Adams har optrådt for det italienske modehus MaxMara, mens Isabelle Huppert og Julia Roberts har optrådt i kampagner for det franske modehus Givenchy.

500.000 dollar for at bære et smykke

Det betyder, at skuespillerindernes garderober bliver gransket nøje. Ikke kun af modepressen, men også af agenter, art directors og mode- og smykkedesignere, som leder efter deres nye kampagnemodeller, men alligevel lader det til, at ikke alle skuespillerinderne er helt parate til at blive behandlet ligeså overfladisk som deres modelkollegaer, der er vant til at blive vendt og drejet for deres udseende alene.

Heller ikke selvom de ifølge New York Times, ofte modtager op i mod 500.000 dollar alene for at bære eksempeltvist smykker fra de største juvelerer.

”No I’m not doing that!”

“Gør I også det ved mændene?,” spurgte Cate Blanchett, da kameraet panorerede hele op og ned ad hendes Givenchy Couture kjole til SAG Awards i 2014, også selvom hun i 2013 havde underskrevet en kontrakt på 10 millioner dollar for at lægge ansigt til Giorgio Armanis dufte, og helt pinligt blev det til Sag Awards i 2015, da E! Network for fjerde år i træk havde stillet en lille kasse op på den røde løber, som de kvindelige stjerner blev bedt om at stikke hånden ned i for at vise manicure og smykker frem.

Jennifer Aniston takkede nej, det samme gjorde Reese Witherspoon og så Julianne Moore, som kvitterede med et ”No I’m not doing that!”. Det var en lille markering, men dog en løftet pegefinger om, at der trods alt er grænser for, hvor langt skuespillerinderne har lyst til at gå i kampen om de lukrative modekontrakter.

Alligevel skal man ikke forvente en mangel på designerkjole, når stjernerne stråler på tv-skærmene verden over natten til søndag. Ligestilling eller ej, så er moden nemlig en af skuespillerindernes stærkeste valutaer, og det kan godt være, at de håber at tage hjem med en gylden statuette, men den reelle kamp handler om modens millioner.

Facebook
Twitter