Kommentar: Spionen med de mange ansigter

DRs nye serie- og filmkommentator har kigget nærmere på, hvordan seks skuespillere har givet James Bond-figuren liv på det store lærred gennem seks årtier.

Alle seks udgaver af James Bond er nu en del af Madame Tussauds i London. Her er tre af dem ved at blive pudset af inden udstillingen åbner den 16 oktober 2015. Foto: Scanpix (Foto: Madame Tussauds HO © Scanpix)

I en tid hvor filmmarkedet i den grad dikteres af et stadig stigende antal effektbårne blockbuster-franchises, kunne man godt frygte, at Ian Flemings rustikke James Bond ville have svært ved at finde sit ståsted.

Det ville give mening, hvis en old school brite med hang til afdankede scorereplikker, outdatede drinks, klassiske kvinder og hvide smokings langsomt men sikkert led druknedøden i et endeløst af superhelte og special effects.

Men sådan forholder det sig ikke. 007-franchiset lever i bedste velgående, og især efter rebootet med ’Casino Royale’ i 2006 har skiftende instruktører formået at give filmserien en form og et udtryk, der virkelig er fænget an hos en ny generation af biografgængere.

En usympatisk helt

Forfatteren Ian Fleming, der skabte den nu verdenskendte agent i 1952 har udtalt, at han aldrig har opfattet James Bond som hverken god eller ond. For som Fleming anfører ”Hvem er egentlig det?” Bonds laster er da også talrige; han drikker for meget, han har problemer med nærhed, han er både voldelig, hedonistisk og egoistisk, og så kan Bond ikke lide homoseksuelle.

Det er faktisk svært at pege direkte på klassiske heltedyder hos James Bond-figuren bortset fra et udpræget mod og en underligt diffus form for patriotisme. Ikke desto mindre vil ingen tøve et sekund med at kalde James Bond for en helt.

Tænker man lidt nærmere over det, bunder en væsentlig del af Bonds charme netop i hans anarkistiske frækhed og i den impulsive og fandenivoldske del af hans psykologi, som i virkeligheden står i skarp modsætning til gentleman-motivet. James Bond er en sammensat figur, der indeholder mange modsatrettede karaktertræk, som forskellige skuespillere gennem tiden har fortolket i vidt forskellige retninger.

Sean Connery

Den legendariske skotte var den første i rollen og efter manges mening er hans præstation som Bond stadig den stærkeste. Connery leverede fra første frame en uhørt suave 007, som altid var afslappet og tilbagelænet.

Samtidig var Connery intens, når det gjaldt, og hans fortid i body building gav Bond et fysisk nærvær, som i den grad klædte rollen. James Bond er jo oprindeligt militærmand, og der var noget soldat over Sean Connerys agent 007, som stod i fin kontrast til tweed, stiff upper lip og gentleman-manerer.

Connerys James Bond er farlig og lidt rå i kanten uden nogensinde at blive en primitiv voldstype. Han er snarrådig, mestrer den opfindsomme Bond-problemløsning, og så kan den store mand på troværdig vis levere et par ordentlige øretæver, hvis behovet skulle opstå. Med mesterværker som ’Dr. No’, ’From Russia With Love’ og ’Thunderball’ på cv´et støbte Sean Connery ganske enkelt det fundament, franchiset og Bond-figuren lige siden har hvilet solidt på.

George Lazenby

Efter fem film i rap som James Bond mistede Sean Connery interessen for rollen og trak sig fra franchiset. Det var i lang tid uvist hvem, der skulle forsøge at udfylde de gigantiske sko, Connery efterlod, og det kom mildest talt bag på folk, da valget i sidste ende faldt på den ukendte, australske skuespiller George Lazenby.

Lazenby var en nydelig mand, der så godt ud i smoking, men som fuldstændig manglede sin forgængers gennemslagskraft og karisma. Lazenbys endimensionelle og noget rigide James Bond betegnes da også generelt som seriens svageste. Australierens evner som skuespiller var begrænsede, og det stod hurtigt klart for enhver, at han simpelthen ikke var i stand til at løfte den vægtige hovedrolle, som allerede på det tidspunkt var blevet ikonisk.

Måske var George Lazenby også selv bevidst om den kendsgerning, han sagde nemlig selv op efter ’On Her Majesty´s Secret Service’, der således blev hans eneste, selvom kontrakten oprindeligt lød på hele syv Bond-film.

Roger Moore

George Lazenby fik rollen, da han var 30, og blev den yngste Bond nogensinde. Da Roger Moore overtog sædet i 1971 var han 45 år gammel og han stoppede først i en alder af 57, hvilket gør ham til den ældste Bond til dato.

Roger Moore-æraen løb over 12 år og syv film, og selvom der er hæderlige film som ’Live and Let Die’ og ’For Your Eyes Only’ iblandt, er perioden præget af en mere fjollet og corny stil, som tager til i gakkethed løbende og når et lavpunkt i franchisets måske ringeste film ’Moonraker’ i 1979.

’Moonraker’ var folkene bag 007-filmenes forsøg på at ride Star Wars-bølgen, og det kunne have været skønt, om den ide var forblevet i skrivebordsskuffen. Roger Moores James Bond er en besynderlig skabning; Han er høj, spinkel og akavet, men samtidig har han en sær, lapset boarding school-charme, som rent faktisk fungerer glimtvis.

Når Moore er sjov, så sker det med afsæt i en tør, halvkikset britisk humor, som har været en del af romanforlægget siden side 1 i Ian Flemmings første bog, men derudover er der ikke meget af den oprindelige Bond i Roger Moores portræt.

Timothy Dalton

I 1987 indså folkene bag filmserien, at det var på tide at blande kortene på ny. James Bond var efterhånden blevet en komisk figur, og franchiset fortjente at vende tilbage til noget, der mindede bare en smule om Ian Flemmings oprindelige materiale.

Timothy Dalton blev den nye James Bond, og han gav rollen en maskulinitet og en power, som gav mindelser om Sean Connerys agent 007. Daltons Bond var hård i filten, han var nærværende og han var kold. Den lapsede playboy blev omsider lagt på hylden, og en dybere og mere nuanceret James Bond så dagens lys.

Med Dalton i rollen som Bond ændrede filmenes stil og indhold sig også. Man søgte nu en mere realistisk stil med mindre fokus på skøre opfindelser og kiksede replikker. Resultatet blev de to film ’The Living Daylights’ og ’License to Kill’ hvoraf især den sidste var god.

Filmen er helt anderledes og meget mørkere end de foregående Bond-film. Dalton gav James Bond en vildskab og hårdhed, som end ikke barske Daniel Craig har formået at genskabe, og det er en skam, at juristeri og retssager forhindrede, at Timothy Dalton fik lov at lave flere Bond-film.

Pierce Brosnan

Efter flere års juridisk tovtrækkeri blev Bond-franchiset i 1995 relanceret med Pierce Brosnan i hovedrollen. Brosnans første film var ’Goldeneye’, og den blev et stort hit. Filmen genskabte med et slag James Bond som et popkulturelt fænomen, og Pierce Brosnan var god som Bond. Brosnans Bond er enormt britisk med et ganske forsigtigt strejf af lægeroman. Den corny humor truer hele tiden med at knuse foretagenet, men fordi der både er tilstrækkeligt med mand og skuespiller i Pierce Brosnan, bliver de kiksede oneliners aldrig klæge på samme måde, som de gjorde i Moore-æraen.

Desværre falder de fire film, som Brosnan har hovedrollen i, gradvist i kvalitet, og især den sidste ’Die Another Day’ fremstår latterlig og drukner fuldstændig i grim halvfemser-CGI. Der er ikke tale om noget kønt ridt, men en enkelt rank rose skød heldigvis frem af møddingen og var med til at bane vejen for det næste stærke kapitel i Bond-sagaen; i ’The World is Not Enough’ fra 1999 ser vi for første gang skønne Judy Dench i rollen som M.

Daniel Craig

I 2006 rebootede man James Bond-franchiset endnu engang, og denne gang var der tale om en gennemgribende forvandling af hele universet. Den nye Bond kom til at hedde Daniel Craig, og selvom folk i første omgang var skeptiske overfor den rå, blonde fyr, så stod det hurtigt klart, at man havde fundet manden, der kunne tage James Bond figuren ind i fremtiden.

Craig og holdet bag ’Casino Royale’ formåede at genaktualisere Bond i en post-9/11 virkelighed, hvor agenter og spioner havde fået en ny relevans. ’Casino Royale’ gjorde op med en masse af de klassiske motiver og handlingselementer, som havde præget Bond-filmen som koncept siden ’Dr. No’, og resultatet var en frisk, tidssvarende actionthriller med en tredimensionel helt, som gik rent hjem hos biografgængere verden over.

Craigs 007 er fuldstændig ligeglad med, om hans martini er shaken eller stirred, den skal bare ned. Han er rå og kompromisløs, og der er kun sjældent tid til at fyre en rap bemærkning eller en dårlig joke af. Sidst men ikke mindst gav Daniel Craigs formidable fysik 007 en korporlig tyngde som virkelig klæder figuren.

I 2008 fulgte ’Quantum of Solace’, og som desværre ikke var helt så god som Craigs første Bond-film. Herefter kom Sam Mendes til som instruktør, og det var som om han fra første færd forstod Craigs Bond fuldt ud. Både ’Skyfall’ og senest ’Spectre’ er vidunderlige actionfilm, der placerer sig blandt de bedste Bond-film nogensinde og slår en tyk streg under det faktum, at Daniel Craigs modernisering af en af filmhistoriens vigtigste figurer har været totalt vellykket.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk