Kongen af komik fylder 50: Se fem af Casper Christensens allersjoveste øjeblikke

Én af Danmarks sjoveste mænd har fødselsdag. Oplev nogle af de øjeblikke, der har formet Casper Christensens karriere – udvalgt af hans ven og kollega Lars Hjortshøj.

Hurra for manden, der knækkede sitcom-koden, bedre kendt som Casper Christensen. Han har underholdt os siden 90'erne og nu bliver han 50. (Foto: ERik Refner © Scanpix/DR)

Det er kongen af dansk komik, der i dag fylder 50 år.

For man kan ikke overvurdere den betydning, som Casper Christensen har haft. Ikke bare som stand-up-komiker, men også som skuespiller, manuskriptforfatter, tv- og radiovært og instruktør.

Det mener hans kollega og ven, Lars Hjortshøj.

- At Casper vandt Comedy Galla Æresprisen i 2016 taler jo næsten for sig selv, men det er så velfortjent. Han er en pioner inden for komik, en kæmpe inspiration for en hel generation af komikere, og han skal have credit for at være den første, der ligesom tog det videre, siger Hjortshøj, der har arbejdet sammen med Christensen i mere end 25 år.

- ’Langt fra Las Vegas’ og ’Klovn’ er nok det ypperste, Casper har lavet. For det er her, han gør det hele på én gang. Han skriver, producerer, og så er han også en fremragende skuespiller, mener Lars Hjortshøj.

Men inden Casper Christensen nåede så langt, havde han haft en lang række andre roller som vært og komiker på tv og radio.

Vi har bedt Lars Hjortshøj udpege fem højdepunkter i Casper Christensens tidlige karriere, der har formet ham til at blive dén comedy-konge, som han er i dag.

Hvaffor’ en hånd: High-five til børnene

Casper Christensen starter sin comedy-karriere i slutningen af 80’erne og bliver i 1991 vært på børneprogrammet ’Hvaffor’ en hånd’, der var en del af DR’s ’Fjernsyn for dig’.

- Det lavede han, da vi mødte hinanden, og mange voksede op med Casper i dén rolle, fortæller Lars Hjortshøj.

- Han har en forkærlighed for den syrede komik, som kom til udtryk her, og legesyg er han stadig i dag. Han lavede nogle gentagelser, som børnene elskede og så frem til, såsom at modtage en opringning fra sin far i næsten hvert afsnit. En scene, der står stærkt i min hukommelse, er da han bestiger et bjerg i studiet.

Transit: Absurd, aggressiv og i sit es

Casper Christensen skiftede børneprogrammet ud med ungdoms-tv i ’Transit’ i 1992. Blandt programmets andre kendte værter var Timm Vladimir og Gordon Kennedy.

- Casper kørte en helt ny værtstil, hvor han ligesom tog den hardcore sprogtone fra stand-uppen med sig og var ekstremt pågående i mødet med de unge. Jeg var selv inde over mange af programmets sketches, som jeg stadig i dag synes er vellykkede. Timingen var bare god, for folk havde ikke set den her absurde komik før, siger Lars Hjortshøj.

Husk lige tandbørsten: Gennembrud og forbandelse

Casper Christensen fik sit folkelige gennembrud som vært i underholdningsprogrammet ’Husk lige tandbørsten’ i 1995 og ’96. Det var en dansk udgave af et engelsk tv-show, og trak 1,5 millioner seere hver fredag.

- Det blev på samme tid hans forbandelse, for mange forventede, at han ville blive ved og ved. Men det var ikke det, han drømte om: At være Danmarks nye krigsklovn, fortæller Hjortshøj.

- Da det stoppede, gik vi i gang med serien ’Safari’, som ikke ligefrem blev noget publikum-hit. De troede, at de fik noget lig ’Husk Tandbørsten’ – og det gjorde de bestemt ikke. Det var et forsøg på at dyrke det pointeløse og glemme reglerne om de klassiske punchlines. Det var dét, han brændte for, og på den måde var han kompromisløs.

Tæskeholdet: Radioprogram laver knock-out

Casper Christensen lagde den folkelige tv-underholdning bag sig, da han i 1996 startede det satiriske radioproghram ’Tæskeholdet’ på P3 sammen med kollegerne Jan Gintberg, Mads Vangsø og Søren Søndergaard.

- Her fik vi en bid af Caspers frygtløshed. Programmet var populært på trods af, at det var voldsomt provokerende. Man havde ikke set det før, at et radioprogram i den genre nåede så mange. Det viser Caspers mod, at han turde tage den helt ud og eksperimentere – ikke bare med humor, men også med formater. Han er den modigste komiker, jeg har arbejdet sammen med.

Casper og Mandrilaftalen: Abefesten under kontrol

Casper Christensen blev et kultfænomen i det absurde talkshow ’Casper og Mandrilaftalen’ på DR2. Her lavede han sammen med komikerkollegaerne Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer og Frank Hvam knap 70 programmer fulde af excentriske personligheder.

- ’Mandrilaftalen’ var Caspers baby. Han havde set det hele i drømmesyn med de stærke farver og rammerne. Han viste, hvor dygtig en styrmand, han er. Han sætter holdet og tager det kolossale ansvar på sig. Heraf hans øgenavn: Kaptajnen, siger Lars Hjortshøj.

Facebook
Twitter