Kritik af ‘The Jinx’ for at være sensationshungrende

Skaberne bag ’The Jinx’ beskyldes nu for at have fiflet med virkeligheden og tilbageholdt oplysninger i for lang tid for at skabe godt fjernsyn.

I dokumentarserien 'The Jinx' om den mordmistænkte Robert Durst er der komme nye beviser frem. Men nu beskyldes seriens skabere for ikke at holde sig til helt til virkeligheden. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

Sjette og sidste afsnit af dokumentarserien ’The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst' blev vist på HBO i søndags, og 24 timer inden blev seriens hovedperson, den mordmistænkte Robert Durst, anholdt for mord på baggrund af nye beviser mod ham.

Seriens instruktør Andrew Jarecki og producer Marc Smerling er nu kommet under beskydning af flere kritikere, der mener, at de to dokumentarister har iscenesat hændelser i serien og ventet for længe med at informere myndighederne om nye oplysninger.

Alt sammen for at få det bedste og mest dramatiske ud af tv-dokumentaren om Robert Durst.

Det skriver The Guardian.

Iscenesat virkelighed

Et af kritikpunkterne lyder på, at Andrew Jarecki og Marc Smerling har ændret på rækkefølgen af nogle afgørende begivenheder i ’The Jinx’.

I The Daily Beast undrer Jason Lynch sig over, hvad man prøver at skjule ved at ændre i rækkefølgen for, hvornår det sidste interview med Robert Durst fandt sted.

I ’The Jinx’ bliver det fremstillet som om, Robert Durst siger ja til interviewet, fordi filmskaberne hjælper ham, efter han er blevet anholdt for at komme for tæt på sin brors hjem i 2013.

I ’The Jinx’ bliver det derfor fremstillet som om, det sidste interview fandt sted i efteråret 2013, men ifølge the New York Times fandt det sted allerede i 2012.

Så der er noget med rækkefølgen af det sidste interview og Robert Dursts anholdelse, der ikke stemmer helt overens mellem virkeligheden og 'The Jinx'.

Andrew Jarecki og Marc Smerling har selv forsøgt at afdække en korrekt tidslinje over Robert Dursts liv og handlinger i forbindelse med mordbeskyldningerne, og derfor sætter det de to ’The Jinx’-skabere i et dårligt lys, at de måske selv har afveget fra virkeligheden.

For langsomme med afgørende beviser

Efter det omtalte sidste interview med Robert Durst, hvor han bliver konfronteret med afgørende beviser imod ham, trækker han sig ud på toilettet, hvor han har glemt at tage sin mikrofon af og siger til sig selv.

- Så er du afsløret. Hvad fanden gjorde jeg? Slog dem allesammen ihjel, selvfølgelig.

Ifølge The New York Times opdagede Andrew Jarecki og Marc Smerling først denne optagelse i sommeren 2014.

Så afhængig af hvornår det sidste interview fandt sted, så kan der været gået mellem ni måneder og to år, indtil de to ’The Jinx’-skabere opdagede lydoptagelsen.

Andrew Jarecki og Marc Smerling kritiseres derfor også for at have været alt for længe om at opdage og dele oplysningerne om den belastende lydoptagelse af Robert Durst.

Og spørgsmålet som flere kritikere stiller er, om 'The Jinx'-skaberne har ændret lidt for meget, for at få en ekstra dramatisk afslutning på tv-dokumentaren?

HBO udtaler til The Guardian, at man mener, at alt relevant information er blevet givet til politiet inden for den rette og den mest ansvarlige tid.

Facebook
Twitter