Kritik: Ny film om Grace Kelly er historisk ukorrekt

Monacos fyrstedømme tager nu officiel afstand fra en ny film om afdøde Grace Kelly. Filmen er ren fiktion og historisk ukorrekt, mener de.

Monacos fyrstedømme tager nu officiel afstand fra en ny film om afdøde Grace Kelly. Filmen er ren fiktion og historisk ukorrekt, mener de.

En ny stor Hollywood-produktion om Grace Kellys liv som prinsesse af Monaco er stødt ind i uventede problemer.

Fyrst Albert af Monaco er nemlig ikke helt tilfreds med, hvordan hans afdøde mor, Grace Kelly, skildres i den kommende film 'Grace of Monaco'.

Ingen tilknytning til projektet

Derfor har han sammen med sine søstre, prinsesse Caroline og prinsesse Stéphanie, udsendt en erklæring, hvori de tager stærkt afstand til filmen.

- Vi har absolut ingen tilknytning til dette projekt, som hævder at skildre vores forældres liv, siger de tre søskende i erklæringen.

- Denne film bidrager ikke til et biografisk værk, men portrætterer kun en lille del af vores mors liv og gør det på en overdreven glamourøs måde.

- Filmen indeholder historiske ukorrektheder samt scener, der er pure fiktion, tilføjer de.

Døde i en bilulykke

Grace Kelly var en af verdens mest kendte filmstjerner, indtil hun giftede sig med fyrst Rainier 3. af Monaco i 1956 og fik titlen fyrstinde af Monaco.

I løbet af sin Hollywood-karriere medvirkede hun blandt andet i en række Hitchcock-film. Og hun huskes især for sine filmroller i 'Telefonen ringer kl. 23', 'Skjulte øjne' og 'Fang tyven'.

Den amerikanske skuespillerinde blev dog kun 52 år gammel, da hun døde i en bilulykke i 1982.

I 'Grace of Monaco' ser vi australske Nicole Kidman i rollen som Grace Kelly. Tim Roth spiller fyrst Rainier 3., og filmen er instrueret af franske Oliviér Dahan.

Filmen forventes at premiere i Danmark engang i 2014.

/ritzau/

FacebookTwitter