Kronprins Frederiks unge år bliver til film

En ny film om kronprins Frederiks unge år er på vej. Den bliver hverken et glansbillede eller en sladderfilm, men rå og realistisk siger instruktøren. Forsker er spændt på skurkeroller.

Filmen 'Frederiks Unge År' fokuserer på den nu 45-årige kronprins tid i 20'erne, som han bl.a. brugte i Frømandskorpset og Sirius-patruljen. (© Scanpix)

Hele Danmark får nu muligheden for at genopleve de unge år med kronprins Frederik - altså tiden før Mary, børnene og medlemskabet af den olympiske komité.

Anledningen er en ny film om kronprinsen, der dækker årene fra begyndelsen af 90'erne til begyndelsen af 00'erne.

Det skriver Politiken i dag.

Instruktør Christian Tafdrup, der lige nu arbejder på at færdiggøre manuskriptet, siger til Politiken, at filmen vil lægge vægt på afgørende begivenheder og centrale personer i kronprinsens liv.

Men der bliver ikke tale om en afslørende dokumentarisk beretning.

- Det er en kendt sag, at han ikke ville være konge, og at befolkningen til at begynde med heller ikke anså ham som særligt egnet til det. Så selvfølgelig handler filmen om en tronfølger, der skal påtage sig sin opgave. Men det er også en universel historie om et ungt menneske, der bliver voksen. For mig handler den om en ung mand i 20'erne, der kæmper med det, man ofte kæmper med i sine 20'ere: sin identitet og anerkendelse fra familie og omverden, siger Christian Tafdrup til Politiken.

Oplagt filmkarakter

Ifølge Niels Henrik Hartvigson, filmforsker og ekstern lektor ved Film- og medievidenskab på Københavns Universitet, så er den unge kronprins et oplagt valg som filmkarakter.

- Danskerne kan enormt godt lide ham grundet hans rolle og væremåde. Han er en almindelig person placeret i en ualmindelig situation. Hans liv er en underlig kombination af enorme muligheder og fastlåste rammer. På den måde er han en oplagt identifikationsfigur. Man ser en for sig, der virkelig har tacklet sin skæbne, siger han til dr.dk/kultur.

'Frederiks Unge År' placerer sig i en lang række af biopics - biographical motion picture - eller på dansk: biografiske film. Fælles for genren er, at de dramatiserer kendte menneskers liv med udgangspunkt i faktuelle begivenheder.

Han er stadigvæk levende

Udfordringen for en film om netop kronprins Frederik kan ifølge Hartvigsen være, at han hovedperson stadigvæk er i live.

- De kommer til at kæmpe mod danskernes opfattelse af ham. Vi kunne alle købe, at Mads Mikkelsen var Struense i 'En Kongelige Affære', da han har været død i 200 år. Ingen har noget forhold til ham, men vi har alle et forhold til kronprinsen, siger Hartvigson.

Senest i rækken af biografiske film om nulevende personer har bl.a. været 'The Social Network' om Facebook-grundlæggeren Marc Zuckerberg og 'The Queen' om den britiske dronning Elizabeth II's håndtering af prinsesse Dianas død.

Prins Henrik som skurk?

Netop 'The Queen' kan være et interessant eksempel, hvis holdet bag 'Frederiks Unge År' vælger en lignende dramaturgi.

Så vil der ifølge Niels Henrik Hartvigson blive brug for nogle mindre sympatiske karakterer eller skurke.

- Det bliver spændende at se, hvem han (Kronprinsen red.) skal spille op imod. Et hvert drama har brug for nogle negative elementer eller karakterer, som hovedpersonen skal overvinde. I 'The Queen' var der f.eks. lagt skurkeelementer på Prins Charles nye kone, samtidig med at dronningens mor blev fremstillet meget reaktionær. Hvem mon skal udfylde de roller i det danske kongehus? Måske prins Henrik?, siger Hartvigson til dr.dk/kultur.

Da Kongehuset ikke er involveret i projektet, har man ikke villet udtale sig om filmen.

Det er endnu ikke afgjort, hvem der skal spille kronprinsen og hans nærmeste, men hvis 'Frederiks Unge År' opnår produktionsstøtte, begynder optagelserne i 2014.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk