Kulturminister til Lars von Trier: Lav en film, der giver glæde og hylder livet

Mette Bock så gerne, at Lars von Trier laver film om alt det smukke i livet. Instruktørformand kalder hendes opslag for potentielt farligt.

Her ses Lars von Trier sammen med castet fra hans seneste film, 'The house that Jack built', under Cannes Film Festival i maj 2018. Det er samme film, som er udgangspunktet for kulturminister Mette Bocks udtalelse. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance har en drøm.

Hun drømmer om en Lars von Trier-film, hvor den verdenskendte danske instruktør tør at udfordre sig selv.

Opslaget kommer i forbindelse med, at Lars von Trier på torsdag er biografaktuel med sin nye film ’The House That Jack Built’. I filmen følger man seriemorderen Jack, der i en periode på 12 år myrder løs i kunstens navn.

Filmen er blandt andet blevet beskrevet som som yderst brutal og kvalmefremkaldende, men har også høstet store roser og flotte anmeldelser.

En 'potentiel farlig idé'

Christina Rosendahl, der er formand i interesseorganisationen Danske Filminstruktører, kalder kulturministerens opslag for en ’potentiel farlig idé’, selvom det kan virke engagerende og lidenskabeligt, at hun taler direkte til Lars von Trier.

- En så væsentlig kultur-gatekeeper bør ikke efterspørge specifik kunst. Risikoen er, at hun - uden måske at ønske det - får afgivet bestilling til kunstnerne: Hvis I vil have opbakning fra mig/staten, skal jeres kunst se sådan her ud.

- På den måde kan hun komme til at styre og kontrollere kunsten. Og det er jo ikke demokratiets adelsmærke, skriver Christina Rosendahl i en mail til DR.

Christina Rosendahl tror dog ikke, at Mette Bock i fremtiden kommer til at se en mere rosenrød film, når og hvis der kommer en ny Lars von Trier-film.

- Når Mette Bock beder Trier om en happy ending, bliver resultatet med sikkerhed det modsatte: Trier vil nu vil lave en film med en endnu mere grum, sadistisk, dødsdyrkende og ondskabsfuld slutning end ellers planlagt. For Trier er en mand i opposition til det etablerede, siger hun.

Det er Lars von Triers seneste film, 'The House That Jack Built', der har fået kulturminister Mette Bock til at drømme om en Trier-film med håb i stedet for mørke. (© Zentropa)

Peter Aalbæk, der var med til at stifte filmselskabet Zentropa, og som har arbejdet sammen med Lars von Trier i flere årtier, er ikke så nervøs for Mette Bocks kommentar.

- Jeg har prøvet at overtale ham til det samme i 35 år. Jeg synes, det kunne være forfriskende for hans kunstneriske karriere, hvis han kunne omfavne glæden og var en lidt mere munter dreng, lyder det Peter Aalbæk.

Hun blander sig ikke for meget?

- Jeg tager det som et udtryk for, at hun er et menneske, der interesserer sig for kunstnerne, og en minister, der vil i en bestemt retning. Jeg opfatter det som hendes egen personlige vurdering af nationens store søn, og det skal der også være plads til, siger han.

Mette Bock har sidenhen trukket i land og maner kritikerne til ro i et nyt opslag på Twitter:

Det har i skrivende stund ikke været muligt at få en kommentar fra Lars von Trier selv.

Facebook
Twitter