Kvinden bag filmen, alle taler om lige nu: Jeg har nærmest ondt af dem, der vælger at se den

Publikum skal gøres medskyldige i den brutalitet, de oplever i 'Dronningen', siger filmens instruktør.

Instruktør May el-Toukhy (til venstre) til gallapremieren på 'Dronningen' - flankeret af filmens hovedrolleindehaver, Trine Dyrholm. (Foto: Jonas Olufson © Scanpix)

En mor. En stedsøn. En forbudt affære.

Og nå ja, pænt meget nøgenhed og eksplicitte sexscener.

Den nye, danske film 'Dronningen' er ikke bange for at tage fat om store, eksistentielle og kontroversielle tematikker.

Også selvom det kan være voldsomt at overvære som publikum.

Faktisk kan 'Dronningens' instruktør, May el-Toukhy, få nærmest ondt af de mennesker, der har valgt at læne sig tilbage i de rødplyssede biografstole for at bruge to timer i selskab med Trine Dyrholm og Gustav Lindh i de altoverskyggende hovedroller.

- Jeg har nogle gange lidt ondt af publikum og det, de skal gennemleve, når de ser filmen, lyder det fra instruktøren med de karakteristiske, kulsorte krøller.

May El-Touky er uddannet instruktør fra den Den Danske Filmskole i 2009. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dr.dk har sat hende stævne hos Nordisk Film i Valby til en snak om hendes blot anden spillefilm, der allerede bliver kaldt 'et hovedværk i dansk film'.

Den karismatiske instruktør fortæller med begejstring om sin film, allerede inden vi har sat os til rette på hendes få kvadratmeter store kontor, der lige præcis har plads til to skriveborde og en lille sofa.

- Det har været min ambition, at man et langt stykke hen ad vejen er med på rejsen og at tale ind i den fortælling, som romantiserer relationen mellem ældre kvinde og yngre mand, fortæller May el-Toukhy.

- Lige indtil det punkt, hvor brutaliteten sætter ind - for eksempel i den første sexscene mellem dem.

Og når dén brutalitet sætter ind, gør den det med et jerngreb, der aldrig siden slipper taget i sit publikum.

Det er et helt bevidst greb fra May el-Toukhys side.

- Det har været min ambition at skabe en dramaturgi, hvor man som publikum instinktivt sidder og håber og hepper på, at det udvikler sig fysisk mellem dem. Men når det så sker, så opleves det overvældende brutalt.

- Jeg har ønsket at gøre publikum til en slags medskyldige i, at det sker. Der er én, der er magthaveren, og én, der er offer for magten. Men der er også en masse vidner, som stiltiende ser det ske.

Kønsrollerne er byttet rundt

'Dronningens' magttema har været vigtigt for May el-Toukhy, der tidligere har instrueret filmen 'Lang historie kort' (også med Trine Dyrholm i en af de bærende roller), samt tv-serierne 'Arvingerne' og 'Herrens veje'.

- Det er nemt at blive forført af magten; at blive korrumperet og selvretfærdig af at sidde på magten - uanset om det er i en privat eller professionel kontekst. Det, tror jeg, er noget, der vækker genkendelse hos mange mennesker.

I 'Dronningen' spiller Trine Dyrholm en succesfuld advokat, mor og kone, der vælger at forføre sin 17-årige stedsøn, spillet af svenske Gustav Lindh.

Og det står hurtigt klart i filmen, at det er Trine Dyrholms karakter Anne, der har magten i sin hule hånd – både på arbejdspladsen og over for Gustav (der både hedder Gustav i 'Dronningen' og i virkeligheden).

- Magtstrukturerne bliver tydeligere, fordi vi har byttet kønnene rundt og gjort kvinden til den magtfulde. Kønnet bliver underordnet. Og dermed står strukturerne tydeligere frem, mener May el-Toukhy.

'Vor tids mest geniale skuespiller' og 'Trine Dyrholm har aldrig været bedre' er blot to af de mange lovprisninger, skuespilleren har modtaget for sit portræt af advokaten Anne i 'Dronningen'. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

May el-Toukhy kalder kvinders magtudøvelse over for mænd for 'et stærkt tabuiseret emne', fordi hun mener, at det strider mod det, vi opfatter som værende 'traditionelt maskulint' de fleste steder i verden.

- Den sande feminisme, for mig i hvert fald, er også at turde beskrive kvinder, der er komplicerede, nuancerede og uforudsigelige igennem fiktion. Og som kæmper med alt muligt andet i livet end kun udfordringerne ved at være mor eller kone eller at være splittet mellem arbejds- og privatliv.

Hun oplever, at folk siger, at 'filmen sidder i dem', og at de tænker på den længe efter, at rulleteksterne er rullet over skærmen.

Filmen har da også både har vundet publikumsprisen på den prestigefyldte, amerikanske filmfestival Sundance samt tre priser ved Göteborg Filmfestival.

Men 'Dronningen' har ikke kun efterladt et stærkt indtryk hos publikum og ved de udenlandske filmfestivaler.

Filmen – og især Trine Dyrholm – har også fået masser af roser i både den danske og den internationale presse.

Trine Dyrholm er 'fuldkommen sublim'

Branchebladet Variety kalder filmen for 'et glat og fængslende melodrama', mens The Hollywood Reporter skriver om Dyrholms præstation, at: '(...) hun giver den hele armen følelsesmæssigt og fysisk som en kvinde, der gør, hvad hun vil, fordi hun tror, at hun kan slippe af sted med det'.

May el-Toukhy har også kun roser til overs for sin kvindelige hovedrolleindehaver, som hun kalder for en 'elitesportskvinde' inden for skuespilfaget.

- Trine har maksimal adgang til sit indre liv, når hun spiller, og det er en stor gave for alle instruktører, der er så heldige at få lov at arbejde med hende. Hun er fuldkommen sublim, siger May el-Toukhy og fortsætter:

- Hun er frygtløs i sin manglende forfængelighed som skuespiller. Forfængelighed er gift for skuespilkunsten, fordi forfængelighed er blikket udefra. Det blik skal man, hvis man kan, lade instruktøren have.

May el-Toukhy og Trine Dyrholm har tidligere arbejdet sammen på 'Lang historie kort'. Nu høster makkerparret roser både nationalt og internationalt for deres samarbejde på 'Dronningen'. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

17-årig stedsøn frarøves sin far

May el-Toukhys instruktør-blik har imidlertid ikke kun været rettet mod at blotlægge strukturerne mellem magthaver og offer, mellem kvinde og mand og mellem mor og stedsøn.

Hun har også ønsket at belyse den 'eksistentielle ensomhed', hun mener, vi alle bærer rundt på.

- Den ensomhed genkender Anne og Gustav i hinanden, og den er måske affødt af, at de føler sig som gæster i deres eget liv.

- Gustav er gæst helt konkret, fordi han i filmen ankommer til sit nye hjem. Han er fremmedgjort og utilpasset. Og jeg tror også, at hun på et ubevidst plan oplever sig selv som gæst i sit eget liv, fordi hun er havnet et sted, der er så langt fra det, hun selv kommer af.

Som affæren mellem mor og stedsøn skrider frem, frarøver Anne imidlertid Gustav muligheden for at være tæt på sin far.

- Og det er nok i virkeligheden faren, han har allermest brug for og længes efter, slutter May el-Toukhy.

'Dronningen' kan ses i biograferne nu.

(© Nordisk Film)
Facebook
Twitter