'Kvinden i buret' er dansk filmhåndværk i prima lækkertmuggen kvalitet

Alle i orkestret har markante roller i Mikkel Nørgaards gennemtjekkede 'Kvinden i buret'.

Måske har du bemærket, at når den danske filmbranche skal forklare hvorfor den vinder så mange priser og hvorfor danske filmfolk kan arbejde over hele verden, lyder forklaringen at håndværket i dansk film ganske er på et højt niveau, danske filmfolk er tiptop-professionelle, simpelthen, bl.a. fordi man i mange år bevidst har produceret et højt antal film og tv-serier herhjemme.

Velsmurt veludført og velarrangeret

Det kan man konstatere mange steder i dansk film og tv i de her år, men få steder så iøjnefaldende som i den første filmatisering af Jussi Adler-Olsens bestsælgende Afdeling Q-krimier, 'Kvinden i buret'. Fra start til slut, fra skuespil over lys og musik og lyd til manuskript og klip og design og billedbearbejdning, er 'Kvinden i buret' gennemført, tjekket, professionel, velsmurt, veludført, velarrangeret filmhåndværk.

Efterårsgul og undergangsgrå

Man kan forholdsvis nemt diskutere historiens originalitet og opfindsomheden i den hårdt prøvede hovedfigur, vicepolitikommissær Carl Mørck. Men held og lykke til den, der vil argumentere for at Eric Kress' billeder ikke er et univers i sig selv med deres bevægelige flader af dybdeuskarphed, at Rasmus Thjellesens production design ikke er en helt særlig oplevelse i tobaksbrun, efterårsgul og undergangsgrå eller at Johan Söderqvists smukke musik ikke er som at blive svøbt i en livmoder på ny, vel vidende at verden udenfor ER ond og fuld af pludselige farer.

Unikke detaljer

Det virker grundlæggende som om filmselskabet Zentropa og instruktør Mikkel Nørgaard, der er mest kendt for komedien 'Klovn - the Movie', har plejet og passet enhver detalje. Nikolaj Arcel, dansk filmfortællings Byggemand Bob, har strammet og trimmet Jussi Adler-Olsens krimi så den passer ind i en billedfortælling på 97 minutter. Hver scene står skarpt og præcist, med små unikke detaljer, der gør at man husker dem, som da Carl Mørcks teenagesøn knepper med kæresten til høj techno og skælder faderen ud, da han åbner døren. Eller da Mørcks assistent, Assad, spørger om Mørck har tænkt sig at være så hård og forknyt hele tiden og Mørck bare ignorerer ham og fortsætter med at gennemgå den gamle sag, de er ved at genåbne.

Manden i regnfrakken

Beretningen om Carl Mørck, der ender i Afdeling Q for lukkede drabssager efter en traumatisk opgave, bliver drevet ubarmhjertigt frem scene efter scene, fra Mørck møder sit modstykke i den optimistiske Assad til han finder sagen om politikeren Merete Lynggaard, der forsvandt på en færge 5 år tidligere, til han følger sporet med manden i regnfrakken, videre over en traumatisk bilulykke til en indespærret kvinde.

Ikke et gram overflødigt fedt

Der er ikke et gram overflødigt fedt på Arcels manuskript. Hver figur, hver scene har en betydning for resten af filmen. Parret i midten, Carl og Assad, folder sig langsomt ud til et smukt venskab, der bliver holdt sammen af knastør humor og en fælles stædighed. Nikolaj Lie Kaas har en imponerende balance mellem kulsort livstræthed og endnu sortere humor. Og svenske Fares Fares har en særlig evne til at sige sine replikker så troværdigt, at han står tydeligere frem som menneske for hvert ord. I det hele taget har Kaas og Fares så meget kemi sammen, at de burde kunne blive par i enhver romantisk komedie. Ved deres side stjæler Søren Pilmark konstant billedet som den faderlige men vrede chef, der forsøger at hjælpe Carl Mørck tilbage til lyset. Og der er markante biroller til bl.a. Sonja Richter som den indespærrede kvinde, Mikkel Boe Følsgaard som hendes evnesvage bror og Patricia Schumann som sekretær.

Sammenvredne øjenbryn

Et sted i midten, et sted hvor man hele tiden kan mærke ham, men ikke se ham, står Mikkel Nørgaard og dirigerer det hele. Der er ikke et Hitchcocks fingeraftryk på 'Kvinden i buret'. Der er ingen detaljer, der får historien om den martrede politimand på jagt gennem tilværelsens altfortærende ondskab, til at skille sig tydeligt ud fra tidens øvrige nordic noir. Men der er en tydelig perfektionisme, en ihærdig indsats for at gøre 'Kvinden i buret' til så vedkommende et stykke underholdning som muligt. Hver lille musikant i det store orkester ser ud til at have fået en skarpt defineret opgave. Eric Kress' billeder, Rasmus Thjellesens farver, Johan Söderqvists mol og Nikolaj Lie Kaas' sammenvredne øjenbryn - bare for at nævne en håndfuld eksempler - har alle deres markante plads i den færdige symfoni.

Lækkertmuggen farvepalet

Der er simpelthen gjort en indsats for at være noget særligt, ikke mindst at finde en helt ny tobaksbrun efterårsgul og lækkertmuggen farvepalet i modsætning til den klinisk stålblå tone, der har præget de populære nordiske krimier. Summen løfter sig højt op over det fedtede gennemsnit af nordic noir på film og tv, og så kan man altid begynde at diskutere om den konforme krimiform overhovedet er den rette til at fortælle om så store menneskelige traumer som 'Kvinden i buret' præsenterer. Man kan fundere over om en historie så voldsom overhovedet skal serveres som lækker underholdning.

Lækkert filmhåndværk

Det er en hel anden snak. 'Kvinden i buret' er i hvert fald en nordisk krimi, der er bevidst om sig selv, bevidst om ikke at være som de andre og ikke mindst bevidst om hvor lækkert filmhåndværk kan være når det virkelig ER lækkert og hvordan man fortæller en historie bedst muligt.

'Kvinden i buret' får dansk premiere torsdag den 3. oktober

Facebook
Twitter