Kvinderne strutter og smører sandwich, mens mændene er helte: Ny krigsfilm sætter udviklingen tilbage

Filmen 'Midway' har ingen udvikling eller interessante karakterer, mener anmelder.

- Hvorfor har I ikke fundet på en sideløbende fortælling, som man sidder og er usikker og nysgerrig på, om en soldat, der har en ven i Japan, eller hvad fanden ved jeg. Bare et eller andet, der løfter 'Midway' ud over det indlysende og gammeldags, skriver Per Juul Carlsen. (© Reiner Bajo/UIP)

Ej altså, Roland. Nu gik det lige så godt.

Nu var vi ved at opdage, at man faktisk kan hive mange mennesker i biografen til komplekse film med hovedfigurer, som kan forstås på mange måder, ligesom rigtige mennesker, i eksempelvis danske 'Dronningen'.

Og vi har vænnet os til en ny type krigsfilm, der ikke forsøger at bilde os ind, at krige har vindere, som lever lykkeligt til deres dages ende, men at krige bringer ulykke, traumer og hårde tider til alt og alle.

Vi har for eksempel set 'Saving Private Ryan' fokusere på at redde medmennesker fra krig i stedet for at slå fjenden ihjel.

Og vi har set 'Dunkirk' besynge heltemod som en kollektiv bevægelse.

Vi var også ved at vænne os til, at kvinder skulle have nye roller i moderne film.

De skal ikke bare være det yndige vedhæng, der altid står klar til at styrke en mandehelt med et kys eller en sandwich eller noget tredje, når kameraet er slukket.

I det hele taget er der mangt og meget, der tyder på, at menneskeheden udvikler sig. At den kan kapere mere og mere komplekse historier. At den godt ved, at mennesker ikke bare er helte eller kujoner, men at der findes 3.000 forvirrede følelser mellem de to yderpunkter.

Og så kommer du, Roland Emmerich, og vælter det hele med 'Midway'.

Instruktør Roland Emmerich har tidligere stået bag populære sci-fi-film som 'Independence Day' og 'Stargate' samt katastrofefilm som 'The Day After Tomorrow' og '2012'. (© Reiner Bajo/UIP)

Kvinderne reduceres til pinuppiger

Hvorfor?

Jeg er godt klar over, at når man bruger en halv milliard kroner på en film, skal man på en eller anden måde sikre sig, at pengene kommer hjem igen, og så er det nemmere at sælge filmen på den gammeldags facon, på heltemod og mandshjerte.

Men altså, alligevel, Roland.

Hvorfor vælge at præsentere slaget om øgruppen Midway, hvor USA formåede at stække den fremadstormende japanske krigsmaskine under 2. verdenskrig, som om det er fire-fem mænd, der fikser det hele?

I efterteksterne til filmen viser det sig jo alligevel, at de fire-fem mænd hænger uløseligt sammen med otte-ti andre mænd, der også ydede en stor indsats under slaget.

Og mon ikke de otte-ti mænd hænger uløseligt sammen med 1.000-10.000 mænd, som alle ydede en indsats i det, der tilsammen blev en succes?

Og hvorfor skal kvinderne rulles helt ud på sidelinjen som gammeldags pinuppiger fra 2. verdenskrig? Sexede, ulasteligt klædte kvinder, der tager sig af ungerne og altid er klar til at smøre en sandwich og strutte lidt med knaldrøde læber og opspændte ynder og sige bøvede replikker, mens smarte mænd redder nationen.

Dine slagscener og buldrende brag af eksplosioner ser fantastiske ud, Roland.

Det gør de jo altid, som i 'Independence Day' og 'The Day After Tomorrow'.

Ingen andre kan som du få en katastrofefilm, hvor alt og alle bliver smadret, til at fremstå som tryg underholdning.

Det er imponerende, selvom jeg nok synes, effekterne ser lidt billige ud hist og her i 'Midway', for eksempel i Pearl Harbour-slaget i begyndelsen, hvor det i hvert fald er en computer, der sætter ild til en soldats bukser.

Darren Chris, som du måske kender fra hit-serien 'Glee' og 'American Crime Story', er på plakaten sammen med store navne som Ed Skrein, Patrick Wilson, Woody Harrelson, Luke Evans, Mandy Moore, Dennis Quaid, Aaron Eckhart og sangeren Nick Jonas. (© Reiner Bajo/UIP)

Ingen udvikling i historien

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår dig, Roland.

De mange scener, hvor de amerikanske bombefly styrtdykker for at knuse de japanske hangarskibe, er så ekstremt infernalske, at det ligner computerspil.

Hvorfor egentlig?

Hvorfor ikke forsøge at genskabe en troværdig fornemmelse af at sidde i et fly, der ryster og skramler, uden et buldrende symfoniorkester i baggrunden, ligesom i for eksempel rumfilmen 'First Man'?

Det er jo effektivt i sig selv at være realistisk.

Du og manuskriptforfatter Wes Tookes insisteren på, at slaget om Midway blev vundet af fire-fem mænd, gør jo, at historien slet ikke udvikler sig.

De render bare rundt og viser deres ukuelige heltemod hele tiden, indtil det hele ender i det, enhver kan læse i en historiebog.

Hvorfor har I ikke fundet på en sideløbende fortælling, som man sidder og er usikker og nysgerrig på, om en soldat, der har en ven i Japan, eller hvad fanden ved jeg.

Bare et eller andet, der løfter 'Midway' ud over det indlysende og gammeldags?

Jeg spørger bare, Roland.

(© UIP)