Lars von Trier om optagelser til ny film: Jeg har det ad helvede til!

’The House That Jack Built’ er ifølge den danske instruktør en - tendentiøs - film om ondskab.

Den danske instruktør føler både angst og alderen trykke.

Man skulle tro, at i dag var en glædens dag for den danske filminstruktør Lars von Trier.

Han har ved et pressemøde netop fortalt om sin næste store film, ’The House That Jack Built, der begynder optagelserne i denne måned.

Samtidig er det i dag blevet offentliggjort, at der på rollelisten ud over Matt Dillon - kendt fra 'Crash' og som detektiven i 'Vild med Mary' - også står navnet Uma Thurman.

Men Lars von Trier er mere afmålt, selvom han var i sit sædvanlige drilske lune ved pressemødet.

- Jeg har det ad helvede til, siger han i et kort interview med DR's kulturkorrespondent, Mette Hybel, efter pressemødet.

- Jeg har simpelthen så meget angst. Jeg ved ikke... Jeg tror, jeg er blevet for gammel, siger den 60-årige instruktør.

- Bare det at skulle styrte rundt med nogle skinner og skuespillere er en udfordring af dimensioner - selvom de er supersøde alle sammen.

Von Trier: Måske min sidste film

Han siger, at han ikke tror, at han kommer til at lave flere film efter denne. Men tilføjer så, at det han han altid sagt.

Og ikke desto mindre er det gennem karrieren indtil videre blevet til ikoniske film som 'Breaking the Waves' (1996), 'Idioterne' (1998), 'Dogville' (2003), samt trilogien 'Antichrist (2009), 'Melancholia' (2011) og 'Nymphomaniac' (2013).

’The House That Jack Built' er fortællingen om den intelligente seriemorder Jack, der påstår, at hvert mord, han begår, er et kunstværk i sig selv. Mens politiet haler ind på ham, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.

Hovedrollen spilles af Matt Dillon, mens amerikanske Uma Thurman og danske Sofie Gråbøl spiller nogle af de uheldige kvinder, Jack møder på sit mordertogt.

- Der er en masse, der bliver myrdet, konstaterer Lars von Trier.

Han kalder det selv en - tendentiøs - film om ondskab.

- Jeg er opdraget med, at alle forbrydere skal forstås. Og de skal ikke slås ihjel, de skal ligesom hjælpes frem, og den holdning kan jeg ikke lade være med at bære videre, siger han.

Filmen forventes at have premiere i løbet af 2018.

De er med i filmen

  • Matt Dillon spiller seriemorderen Jack. Matt Dillon har tidligere været privatdetektiv i ’Vild med Mary’ samt medvirket i ’Crash’ mm.

  • Bruno Ganz, der blandt andet er kendt for sin rolle som Hitler i ’Der Untergang’, spiller rollen som den mystiske Verge, der udforsker Jacks tanker og handlinger.

  • Uma Thurman spillede i 2013 en birolle i Lars von Triers ’Nymphomaniac’ og har tidligere medværket i film som ’Pulp Fiction’, ’Farlige Forbindelser’ og ’Kill Bill’.

  • Sofie Gråbøl har arbejdet sammen med von Trier på ’Direktøren for det hele’ i 2006 og er desuden kendt for roller fra ’Forbrydelsen’, ’Nikolaj og Julie’ og ’Den Eneste Ene’.

  • Siobhan Fallon Hogan har blandt andet medvirket i ’Forrest Gump’, ’Men in Black’ og von Trier-filmene ’Dancer in the dark’ og ’Dogville’.

  • Riley Keough har blandt andet spillet over for Kristin Stewart i ’The Runaways’, haft en stor rolle i ’the Good doctor’ over for Orlando Bloom og spillet sammen med Matthew McConaughey i ’Magic Mike’.

  • Alle fire kvinder spiller uheldige ofre, som Jack møder på sit mordertogt.