Laura fra 'Matador' fylder 90: Hun gav en whisky, hvis hun lavede fejl

Elin Reimer oser af varme og livsvisdom, fortæller en af skuespillerens 'Matador'-kollegaer.

Elin Reimer har netop rundet et skarpt hjørne. I onsdags fyldte hun nemlig 90 år.

De fleste kender nok bedst skuespilleren for kokkepigen Laura i 'Matador', og det var også i tv-serien, at skuespiller Birgitte Bruun mødte hende for første gang.

Birgitte Bruun spillede nemlig tjenestepigen Ester og brugte mange timer i køkkenet med Elin Reimer.

– Hun var så vidunderlig, når hun spillede, og jeg troede virkelig på hende. Hun var så ydmyg overfor det, og om hun nu havde lært replikkerne godt nok. Hun gav whisky, hvis hun lavede en fejl, fortæller Birgitte Bruun.

Men Elin Reimers liv har budt på meget andet end 'Matador'.

I forgrunden står tjenestepigen Ester (Birgitte Bruun) og taler til Laura (Elin Reimer) i baggrunden. (© (c) DR)

Den jyske karriere

Hun blev uddannet skuespiller fra De Frederiksbergske Teatres Elevskole i 1948, og de første mange år brugte hun på Aalborg Teater og senere Aarhus Teater.

Hun var 35 år, da en ny teaterscene ved navn Svalegangen slog dørene op i Aarhus sammen med skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist og John Hahn-Petersen i spidsen. Her var Elin Reimer fast inventar på scenen helt fra begyndelsen.

Teatrets mission var at skabe anderledes og gerne danske teaterforestillinger i den jyske hovedstad. Teatret forestilling nummer to hed 'Fri for lur', og herunder forklarer Preben Harris og Gyrd Løfqvist, hvad det er for en forestilling – efterfulgt af en lille smagsprøve med Elin Reimer:

Varme og visdom

Elin Reimer var over 40 år, da hun flyttede fra Aarhus til København. Her var hun blandt andet ansat på Gladsaxe Teater, Folketeatret, Det Kongelige Teater og fik så endelig sit folkelige gennembrug med rollen som Laura i tv-serien 'Matador'.

Birgitte Bruun husker tydeligt, hvordan det var at optage scener med Elin Reimer.

– Stemningen var uhyre koncentreret, og der var ikke noget med privat snak. Jeg var jo ung, og derfor var jeg lidt bange for Erik Balling og de berømte. Men man passede sit arbejde, og der osede en enorm varme ud af Elin. Som alle andre var hun vanvittigt koncentreret, men hun viste hele tiden sin menneskelighed, fortæller Birgitte Bruun.

Der er særligt én ting, som Birgitte Bruun er taknemmelig for, når hun tænker tilbage på de år, hvor hun arbejdede med Elin Reimer.

– Hun anbefalede mig til en rolle på et teater. Jeg vil ikke sige, hvad det er, for jeg fik den ikke. Men at anbefale nogen til et teater, det er meget sjældent. Det har jeg aldrig glemt hende for. Jeg har altid sat pris på hende som menneske, selvom jeg ikke kender hende privat. Men hun oser af varme og livsvisdom, siger hun.

En ekstra-mormor

Skuespilleren Laus Høybye har også arbejdet sammen med Elin Reimer.

Som barn spillede han nemlig hovedrollen i 'Krummerne'-filmene, hvor Elin Reimer medvirkede som den skrappe fru Olsen, som boede en etage under Krummes støjende familien.

– Jeg husker Elin som meget rar og kærlig. Hun skulle jo spille en sur dame overfor mig, men i virkeligheden var hun meget mild og også lidt sky, skriver Laus Høybye i en sms til DR.

– Hun var sådan en, jeg gerne ville have som ekstra-mormor. Hendes latter kan jeg især huske. Den havde sin egen varme, lidt sprøde klang.

Laus Høybye spillede hovedrollen i de første film om Krumme sammen med Elin Reimer. (Foto: BENT MIDSTRUP)

Elsker træerne

En af de sidste journalister, som fik lov til at følge Elin Reimer, inden hun besluttede, at det var slut med interviews, er Søren Ryge Petersen. Manden, som i årtier har lavet haveprogrammer for DR med et hav af personligheder.

Tilbage i 2007 lavede han et program med Elin Reimer om hendes kærlighed til alt det grønne – nærmere bestemt træerne.

– Jeg havde fået et tip om, at Elin Reimer var meget glad for træer. Hun er ikke bare glad for dem, men hun snakker med dem. Det var en sød vinkel, som var lige mig. Jeg vidste ikke, om der ville være til fem minutter eller en halv times fjernsyn. Men jeg kunne hurtigt høre, at der var godt med stof, fortæller Søren Ryge Petersen.

Når man er Søren Ryge Petersen, møder man mange mennesker, som værdsætter naturen. Men de færreste har haft en passion som den, Elin Reimer har, fortæller han.

– Jeg har ikke mødt det så specifikt hos så mange. De fleste synes også, det er dejligt med et gammelt egetræ, men med Elin var det lidt ud over det sædvanlige. Hun kunne udpege, at dér var et lindetræ, og dér var et egetræ. Der havde vi virkelig noget til fælles og noget at snakke om, siger han.

– Hun har en helt spontane glæde ved det grønne og træerne. Vi hyggede os og talte sammen, som om vi havde kendt hinanden hele livet.

(© dr)

Ikke død endnu

Elin Reimer er i dag pensioneret, men hun nyder stadig træerne og det grønne, fortæller hun, da DR's journalist ringer til hende.

Hun ønsker dog ikke at stille op til et interview, for det er et overstået kapitel for hende. Inden hun lægger på, når hun dog at sige, at der er én ting, som journalisten gerne må citere hende for.

– Du kan skrive, at hun i allerhøjeste grad er levende. At du har talt med hende, og at hun ikke er død endnu.

Facebook
Twitter