Legendarisk gyserhus har slået sig sammen med streaming-gigant, og det er nu blevet til hele otte film

Det legendariske produktionsselskab, Blumhouse Productions har indgået en aftale med Amazon Prime, og det er blevet til hele otte gyserfilm.

'Bingo Hell', der er en af de otte gys fra Amazon, byder på noget så sjældent som et overnaturligt bingo-mysterium. (© Amazon)

Vi er ikke engang nået til Halloween endnu, og der er allerede exceptionelt god stemning omkring gys og splat til masserne på streamingtjenesterne for tiden.

Mike Flanagan lykkedes med den klassiske okkulte stemning i 'Midnight Mass'. 'American Horror Story' er åbenbart så stor en succes, at den har fået en spin-off-antologiserie, 'American Horror Stories'. Folk går bananas over 'Kastanjemanden' og 'Squid Game', der begge har ret stærke morderiske splatter- og gyserelementer.

Et af de nyeste skud på gyserstammen er en række film fra det legendariske produktionsselskab, Blumhouse Productions, der af flere omgange har, hvis ikke revolutioneret, så i hvert fald sat tonen i moderne gys - uanset om man er til cola og popcorn eller saltmandler og naturvin.

De har nemlig både skabt gigantiske pengemaskiner som 'Paranormal Activity' og 'The Purge'-filmserierne, og de står bag anerkendte kritikersucceser som 'Get Out' og 'Insidious'.

Blumhouse har lavet en samlet aftale med Amazon om otte forskellige gys, udgivet henover et år, hvoraf de sidste fire netop er udkommet.

Jeg tror ikke, at der er så mange, der har fundet frem til dem herhjemme, men det er egentlig synd, for de er generelt lavet med ret meget charme og humor, og er ikke sønderrivende uhyggelige.

Perfekte til en laaaang Halloween-filmaften, hvor du sagtens kan have dine venner med, der ikke er hardcore gyserentusiaster, uden at de vil være traumatiseret for livet. Der er mere suspense, sjov og mysterie, end der er ægte horror.

Minder om kæmpesuccesen 'Black Mirror'

På denne plakat for 'Welcome to the Blumhouse', ser man billedet af et hus, hvor hver etage er fyldt med billeder fra én af filmene. (© Amazon)

'Welcome to the Blumhouse', som de kalder filmserien, er også lidt et indlæg i den umulige debat om grænsen mellem film og serier. På én af plakaterne for serien, ser vi billedet af et hus, hvor hver etage er fyldt med billeder fra én af filmene. Så filmene hænger sammen, men er alligevel hver sin ting.

På den ene etage flyver der et spøgelse rundt fra filmen 'Nocturne'. På etagen nedenunder sidder et barn krummet sammen i hjørnet af en sofa, mens en voksen i rummet ved siden af er spændt fast i en sær tandlægeagtig stol fra filmen 'Black Box'. I stueetagen sidder en rig familie fra 'The Lie' og har rigtig nedtur på. I garagen ved siden af står deres blodindsmurte SUV.

Så selvom historierne her er i filmlængde og ligger adskilt på Amazon, minder det mest om scifi-serien 'Black Mirror', hvor hvert afsnit har sin egen historie, men alle historierne er bundet sammen af et tema om, hvor galt det kan gå, når mennesket udvikler ny teknologi.

Blumhouse-filmene er mere bundet sammen af spørgsmål om ekstreme udfordringer af familierelationer og blodets bånd. Hvad gør du, hvis din datter begår et mord? Hvad gør du, hvis din mor bliver vampyr?

Bryster og vampyrer, bingogys og onde teenagere

'Black as Night' blander vampyrchok med temaer om gymnasieproblemer, seksualitet, hudfarve, hjemløshed og kollektive traumer efter orkanen Katrina. (© Amazon)

Det betyder også, at man kan starte, hvor man vil. Det er nok bedst, at man bare følger sin mavefornemmelse og tager dem, der umiddelbart taler mest til én. For der er ingen af filmene, der løfter genren til noget helt nyt og heller ikke nogen af dem, der er totalt spild af tid.

Men mine personlige præferencer vil pege dig i retning af 'The Lie', der er et velspillet, intenst lille kammerspil om familiesammenhold omkring en teenagedatter, der måske, måske ikke har gjort noget rigtig, rigtig slemt.

I den mere eksplosivt underholdende afdeling er jeg lidt vild med 'Black as Night', der skamløst blander vampyrchok med temaer om gymnasieproblemer, seksualitet, hudfarve, hjemløshed og kollektive traumer efter orkanen Katrina i New Orleans.

Filmen griber ikke halvdelen af de bolde, den smider op, men jeg kan personligt ikke stå for en film, der med fuld selvtillid starter med en replik som "Den sommer jeg fik bryster, var også den sommer, hvor jeg begyndte at slås mod vampyrer."

Men jeg vil også lige nå at give filmserien et par ekstra point for at have et par gysere med gamle mennesker i alle hovedrollerne - både det overnaturlige bingo-mysterium, 'Bingo Hell' og plejehjemsthrilleren 'The Manor'.