Lina Rafn klar til spritnyt program på DR1: Her skal man ikke være sur og pege fingre

De store følelser er på spil i DR's nye musikprogram 'En sang fra hjertet'. Men det bliver helt uden drama, lover producer Lina Rafn.

I 'En sang fra hjertet' hjælper fire af Danmarks mest kompetente producere danskere med at indspille personlige sange. Her er det Lina Rafn sammen med Camilla, der er en af de medvirkende. (© dr)

De sidste par måneder har hun kunnet opleves i bedste sendetid på DR1 som coach i musikprogrammet LIVE.

Men selvom LIVE nu er overstået, er det ikke slut for Lina Rafn med at lave tv.

Allerede nu på onsdag, den 24. oktober, dukker Infernal-frontkvinden nemlig op i et helt nyt program DR1 - 'En sang fra hjertet'.

I programmet skal fire af Danmarks mest kompetente producere i hvert program hjælpe forskellige danskere med at indspille en personlig sang til nogen, de har kær.

Én af de producere er altså Lina Rafn.

Hun har sagt ja til jobbet som forløsende producer, fordi det er et fundamentalt anderledes program end musikkonkurrencer som eksempelvis LIVE og X Factor.

- Mit ego er fjernet fra det. Jeg er kun fødselshjælper. Det hårdeste ved at lave X Factor er den indbyggede krig, der er mellem dommerne. Som dommer er man tvunget ud i den fejde, og det kan nogle gange påvirke ens dømmekraft meget mere, end hvad godt er, siger hun og fortsætter:

- I 'En sang fra hjertet' er der ingen grund til at være sur eller pege fingre. Deltagerne kommer af et rent hjerte og skal ikke bedømmes af seerne. Det produkt, de leverer, kan kun være noget folk, som modtager sangen, bliver glade for. Og den mission ville jeg gerne støtte op om.

Ud over Lina Rafn hjælper også Chief 1, Ankerstjerne og Cutfather danskere med at indspille sange. Se traileren til programmet her.

Ingen superstjernedrømme

Lina Rafn sagde også ja til at være med i 'En sang fra hjertet', fordi hun synes, programmet tjener et andet formål end gængse musikprogrammer.

- Jeg sagde også ja på baggrund af hele idéen om, at nogle fik adgang til nogle ressourcer, som de ellers ikke ville komme i nærheden af, for at vise deres hengivenhed eller taknemmelighed.

- Det, synes jeg, er et fint og smukt koncept, og det ville jeg gerne være med til, siger Lina Rafn og udpeger den store forskel på at stille op i 'En sang fra hjertet' og et talentshow.

- Det her handler ikke om folk, der håber på at blive superstjerner. Det handler ikke om dem, der er med, men om dem de synger til. De står med et håb om at vise modtageren, at de har været vigtige. De kommer ikke fra et sted, hvor de bedømmer sig selv eller iscenesætter sig selv. Hele deres energi er udadrettet og ikke indadrettet, siger hun.

Du kan se første afsnit af 'En sang fra hjertet' onsdag den 24. oktober klokken 20.45 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter