Lisa Nilsson: I Danmark synes mange, at svensk ligestilling er gået for vidt - det er det ikke

Kvinder skal turde være 'unemme', siger sanger og skuespiller Lisa Nilsson, der i øjeblikket er aktuel i den nye danske dramakomedie ’Gud taler ud’.

(Foto: fotokollage: DR/Claus Bech © Scanbox/Scanpix)

- Jeg elsker, at mine piger gladeligt spiller luftguitar uden tøj på i sengen søndag morgen. At de har et godt og sundt forhold til deres krop og tør lave sjov uden at være generte eller forfængelige.

- Og jeg vil gerne give dem nøglerne til at reagere på deres instinkt. Hele tiden.

Lisa Nilsson har i mange år været en markant stemme i den svenske ligestillingsdebat, og nu er det danskernes tur til at få et feministisk indspark med på vejen.

Herhjemme kender vi hende nok bedst som sanger, der har hittet med numre som 'Himlen runt hörnet' og 'En kort en lang', men Lisa Nilsson har også vist et talent for skuespil i både teater, musical og film.

I øjeblikket er hun aktuel som den kvindelige hovedrolle i den danske film 'Gud taler ud', der er baseret på Jens Blendstrups selvbiografiske bestsellerroman af samme navn.

Feminisme er at turde tage diskussionen

Lisa Nilsson har gjort det til en mission dagligt at minde sine to døtre på seks og ti år om, at de skal give udtryk for deres følelser, uanset hvor ubelejlige de må synes at være.

Artiklen fortsætter under billedet.

Feminisme for Lisa Nilsson er at turde stå ved sine følelser og at turde tage de ubehagelige diskussioner. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Ifølge Lisa Nilsson har kvinder nemlig tendens til at undertrykke deres følelser, fordi andre - og særligt mænd - måske vil synes, de er uattraktive.

- Jeg synes, et af de største problemer i samfundet har været den her on-going censurering af kvinders følelser, siger hun.

- Derfor er jeg også meget opmærksom på at bekræfte mine døtre i, at det, de føler, er berettiget.

- Jeg prøver at lære dem, at det er ok at sige fra. Og jeg håber, at de så måske vil praktisere det i deres kærlighedsrelationer og på deres arbejdsplads senere hen.

- Det her med at turde være 'unem'. Det synes jeg er meget vigtigt.

Det er også noget, Lisa Nilsson prøver at praktisere i sit eget liv.

Her oplever hun nemlig, at mænd og kvinder handler - og bliver behandlet - forskelligt.

Det er ofte usynlige mønstre mellem kønnene, hvor for eksempel noget, der egentlig er ment som en joke, kan overskride din grænse.

- At man som kvinde i sådan et tilfælde for eksempel siger: 'Jeg ved godt, du laver sjov med mig. Jeg ved godt, du forsøger at give mig et kompliment, men jeg føler mig seksualiseret på en måde, jeg ikke kan lide.'

- Man må sige fra, for så kan det måske blive til en diskussion. Måske en ubehagelig diskussion, men den må man så tage. Det er feminisme for mig lige nu. At tale om det.

- I Danmark kan man ofte se på Sverige og synes, at alt det her med ligestilling måske er gået for vidt. Men det er det ikke, siger hun.

Kvindelist til kamp mod løgsuppe

I 'Gud taler ud' spiller Lisa Nilsson svenske Gerd Lillian, der er gift med den danske psykolog, Uffe (Søren Malling), eller 'Gud', som han bare kaldes inden for hjemmets mure.

Filmen foregår i 80'ernes Risskov, hvor 'Gud' regerer i et gulstenet parcelhus med hessianbeklædte vægge.

Umiddelbart lever de her et familieliv, der har underkastet sig excentrikeren Uffe, og Gerd Lillian og de tre sønner må finde sig i både en spraglet vennegruppe bestående af patienter fra hans praksis, soldatertidens rustikke løgsuppe og klare holdninger til alt fra religion til overvægtige mennesker.

Artiklen fortsætter under billedet.

I filmatiseringen af Jens Blendstrups bestseller 'Gud taler ud' spiller Lisa Nilsson hustru til excentrikeren Uffe (Søren Malling), der rammes af alvorlig sygdom. (Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN © Scanbox)

Gerd Lillian selv er hjemmegående og får hjemmet til at fungere i det daglige.

Men under hendes stille ydre gemmer sig der også både kvindelist, stædighed og sammenhængskraft, der er modstandsdygtig over for Uffes dominerende person.

- Den her form for familiekonflikt kunne let være blevet et forenklet billede, siger Lisa Nilsson om filmens familiekonstellation.

- Det kan nærmest blive lidt kliché: en undertrykt kvinde i offerrollen og en excentrisk, dominerende mand.

- Men jeg oplevede, at vi alle på settet havde lyst til at finde en balance, hvor karaktererne blev til ægte mennesker, og hvor de gode og dårlige sider går hånd i hånd.

Artiklen fortsætter under billedet.

I 'Gud taler ud' varetager Gerd Lillian som hjemmegående de mere jordnære opgaver, mens Uffe skriver på sine erindringer. (Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN © Scanbox)

Kønsroller i en brydningstid

Rollen som Gerd Lillian vakte faktisk lidt af en indre konflikt i Lisa Nilsson, da hun begyndte at læse på den.

For umiddelbart var rollen et billede af den slags kvinde, hun tidligere måske ville have set lidt skævt til.

I sin research dykkede Lisa Nilsson tilbage til sin egen skoletid i 1980’erne og huskede på de mødre, der gik hjemme.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvorfor de havde lyst til at gå hjemme og vente på børnene med madder og kakao, når de kom hjem om eftermiddagen?

Sådan en mor havde hun nemlig ikke selv. Lisa Nilssons mor var skolelærer og havde 30 andre børn at tage hensyn til, så hun havde sin egen nøgle og klarede sig selv om eftermiddagen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Rollen som Gerd Lillian fik Lisa Nilsson til at huske tilbage på sin egen skoletid i 80'erne, hvor mange af klassekammeraternes mødre var hjemmegående. (Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN © Scanbox)

Lisa Nilsson husker, at hun på én gang kunne være både jaloux på de andre børn og også være lidt stolt af sin egen mor, der var anderledes og lidt mere hippieagtig.

Dette modsætningsforhold kunne hun bruge i forhold til Gerd Lillian.

Efterhånden som hun lærte rollen at kende, tegnede sig nemlig konturerne af en moderne kvinde, der sad fast i de traditionelle kønsmønstre.

- Jeg tror, det er meget typisk for den tid, at mange kvinder her befandt sig i en brydningstid mellem tradition og fremtid, siger Lisa Nilsson.

Kan genkende sig selv i rollen

Men ved nærmere eftersyn er den traditionelle rollefordeling mellem mand og kvinde ikke noget, der alene hører til i fortiden, ifølge Lisa Nilsson.

Hun er i dag ikke længere sammen med den mand, hun har sine to døtre med, men da de levede sammen, var ligestilling et emne, som de begge gik meget op i.

Alligevel måtte de konstatere, at de ikke kunne finde ude af det. De faldt også ubevidst ind i det, Lisa Nilsson betegner som de usynlige kønsroller, selv under noget så hyggeligt som en tur i sommerhus.

- Så ser jeg lige pludselig mig selv tage opvasken igen, siger hun og fortsætter:

- Mens manden står for at kløve brænde og bygge ting, laver jeg frokost og vasker tøj. Altså, vi falder ind i sådan en gammeldags rollefordeling.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selvom Lisa Nilsson i dag ikke længere er sammen med faren til hendes to piger, er ligestilling i forholdet noget, de begge går meget op i. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Alligevel mener Lisa Nilsson, at det har været en stor fordel, at hun og hendes ekskæreste talte meget om ligestilling.

Om at give hinanden lige meget plads, som mand såvel som kvinde. Og det har gavnet dem efter, de ikke længere er sammen og stadig skal have et familieliv til at fungere.

- Nu, hvor vi ikke længere er sammen, kan jeg jo se, at alt det arbejde vi gjorde, mens vi var sammen, det lønner sig nu.

'Gud taler ud' kan opleves i biografer landet over nu.

FacebookTwitter