Louise var statist i ’Beverly Hills 90210’ men måtte kigge langt efter Dylan

’Beverly Hills 90210’-fan Louise Johansen fra Vejle har mødt Brandon, siddet ved siden af Valerie og fået autografer. Til gengæld gik hun glip af Dylan hele to gange.

Da Louise Johansen får en rejse til USA i konfirmationsgave, er hun slet ikke klar over, at den gave ender med at blive dobbelt så fantastisk.

For efter at have besøgt steder som Memphis og Hawaii ender den dengang 14-årige Louise på Venice Beach sammen med sine forældre og veninden Janne i 1994.

25 år med 'Beverly'

Søndag den 4. oktober er det 25 år siden, at første afsnit af ’Beverly Hills 90210’ blev sendt på amerikansk tv. I den anledning sætter dr.dk/kultur fokus på serien og dens betydning. Følg med på dr.dk over weekenden, hvor du blandt andet kan læse et eksklusivt interview med skuespilleren Carol Potter, der spiller Brenda og Brandons mor Cindy Walsh.

Det næste der sker, virker næsten for godt til at være sandt. Særligt når man som Louise Johansen er kæmpe fan af tv-serien ’Beverly Hills 90210’, der for 25 år siden fik premiere på amerikansk tv denne weekend.

”Dylan var jo the one

Hendes far får nemlig øje på en masse tv-vogne, som han går over for at se nærmere på:

- Og så kommer min far tilbage og siger: Er I klar over, hvad der er foregået her i dag, piger? Det var vi jo ikke, men hele holdet fra Beverly havde været der den dag for at filme, fortæller Louise Johansen til DR Kultur.

Reaktionen hos de to danske fans er først total begejstring. Men så rammer skuffelsen dem:

- Luke Perry, der spillede Dylan, var jo ’the one’, og han havde blandt andet været der den dag, så vi var helt oppe at ringe over det. Men så blev vi selvfølgelige ærgerlige over, at vi ikke havde været der noget før, fortæller Louise Johansen.

Her er det holdet fra første sæson af 'Beverly Hills 90210', der havde premiere på amerikansk tv 4. oktober 1990. Først to år senere kommer serien til Danmark. (© ap graphichs)

På morgentur til Pasadena

Til alles held er holdet bag serien dog langt fra færdige med deres optagelser.

Takket være Louise Johansens ivrige far, der falder i snak med en læge på settet, får de derfor et tilbud, der henrykker de to danske teenagepiger.

- Lægen tilbyder os, at vi kan følge optagelserne dagen efter. Vi ved ikke så meget andet, end at vi skal møde op et bestemt collage i Pasadena klokken 6.30.

Og Louise Johansens drøm stopper ikke der. For holdet vil gerne bruge de fire danskere som statister i en scene, hvor Brandon og Steve, der spilles af Jason Priestley og Ian Ziering, går forbi dem.

- Med meget god vilje kan man godt se, at det er os, der står der, men andet var der jo ikke i det. Kun at det var kæmpe stort for os dengang. Generelt tror jeg, at alle på min alder mente, at det var snyd, at vi fik lov til det.

Louise Johansen hilser på skuespiller Jason Priestley sammen med sin veninde og far under deres USA-ferie i 1994. (© Foto: Privatfoto.)

Og der sad Valerie og spiste frokost

Bagefter mødte Louise Johansen og hendes veninde, mor og far nogle af skuespillerne, og fik blandt andet taget billede sammen med Jason Priestley.

- Vi fik desværre ikke set Dylan, men vi så de andre, og de var bare så søde. Vi fik endda et manuskript med hjem hver, mig og min veninde, hvor de skrev autografer på, fortæller Louise Johansen, der i forvejen havde sit værelse plastret til med 90210-plakater.

Da folkeskolen skiftes ud med HF, skal hendes familie igen til Californien, og endnu engang får lægen fra filmholdet arrangeret, at de kan komme og følge optagelserne - dog uden at være statister.

- De skulle optage en scene i indkørslen ved Walsh-huset, så vi sad på græsplænen ude foran. På et tidspunkt sidder hende, der spiller Valerie, en meter fra mig og spiser frokost. Det står krystalklart i mit hoved, fortæller Louise Johansen.

Desværre går hun også denne gang glip af idolet Luke Perry.

"Serien er stadig god"

Men begejstringen for serien er på det tidspunkt - sidst i 90'erne - dalende hos den unge dansker. Brenda er skrevet ud af serien, og historierne fanger ikke længere pigen fra Vejle.

Alligevel vækker serien kun gode minder hos den nu 36-årige mor til to, blogger og kontoransatte jyde.

- Jeg synes stadig, serien er god, og den virker mere uskyldig – tror jeg – i forhold til, hvordan teenagere er i dag. Men dengang synes jeg, at det matchede ret godt de problemer og kærlighedssorger, man selv gik og sloges med.

Ser du stadig 'Beverly Hills 90210' ind imellem?

- Ja, jeg ser den stadig, og det er på Zulu og det er næsten hver dag! Jeg arbejder på deltid og får gerne fri der først på eftermiddagen, hvor det lige passer med at hente unger og se lidt Beverly.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve