Mads Mikkelsen tabte 7-8 kilo under optagelserne til ny film: 'Det var helt sindssygt'

Den danske stjerne spiller - næsten - alene og uden replikker i 'Arctic', der er optaget på Island.

- Vi havde 30 dage til at skyde, men vi fik kun 19 ud af vejret, fortæller Mads Mikkelsen om tilblivelsen af 'Arctic'. (Foto: HELEN SLOAN SMPSP © UIP)

Mads Mikkelsen har prøvet det meste.

Han har både spillet skurk i en James Bond-film, hovedpersonens far i en 'Star Wars'-film og haft bærende roller i de Oscar-nominerede danske film 'Efter brylluppet', 'En kongelig affære' og 'Jagten'.

Men selv om Mads Mikkelsen tilhører den absolutte superliga, når det kommer til danske stjerner med international gennemslagskraft, så har han alligevel sjældent spillet med i en film stort set uden replikker.

Det ændrer han på med sin medvirken i den biografaktuelle 'Arctic', som han tidligere har kaldt den sværeste film i sin karriere.

- Det er jo at tage et enormt redskab væk fra os som skuespillere, fortæller Mads Mikkelsen.

I filmen har han lærredet fuldstændig for sig selv i rollen som Overgård.

Efter en tragisk flyulykke i den arktiske ødemark kan han enten vælge at blive i ly ved sit ødelagte fly – og dø af sult – eller tage på en strabadserende tur gennem det snedækkede og barske landskab i håb om at komme frem til en bemandet base.

Filmen blev optaget på Island i løbet af blot 19 dage.

- Vinden var vanvittig. Vi måtte aflyse 11 dages optagelser. Vi mistede bildøre, når vi åbnede dem - de knækkede af og fløj væk. Så det var op ad bakke med naturen. Omvendt kan man sige, at naturen spiller hovedrollen, så den gav os også nogle gratis gaver, fortæller Mads Mikkelsen.

Glemte at spise

Naturen er anderledes rolig udenfor Hotel Skt. Petris mure i det indre København, da vi møder ham for at høre mere om hans medvirken i den biografaktuelle film, der er instrueret og skrevet af brasilianske Joe Penna.

- Jeg var meget alene, og det var underligt at være i en hel film alene, siger Mads Mikkelsen.

- Og så spiste jeg heller ikke lige den bedste mad, for det har man ikke tid til, og man glemmer det, plus at jeg lavede så meget fysisk, så det var bare hårdt. Jeg tabte mig syv-otte kilo på ingen tid. Det var helt sindssygt.

Selv om barsk natur og voldsomt vejr gjorde filmen hård at indspille, pointerer Mads Mikkelsen, at 'Arctic' var velsignet med et godt, islandsk crew.

- Vi havde nogle meget, meget fornuftige mennesker omkring os, der kendte noget til og vidste noget om det her. Som sagde: 'Nej, i dag gør vi det ikke.' Det var fornuftige, dygtige folk, men vi overholdt næppe alle regler og overenskomster i forhold til arbejdstider.

- De er benådet ved ikke at have nogen fagforening. Fagforeningerne er der af en rigtig god grund, men med nogle ting kan du bare ikke have fagforeningen rendende, for så kommer du ingen vegne.

Holdet var blandt andet udfordret af ikke at kunne have biler stående, da mange af filmens skud blev filmet i 360 grader.

- Vejret skifter jo hele tiden deroppe. Fra det ene smukke til det andet smukke, men det er jo altid noget brutalt vejr, fortæller Mads Mikkelsen. (Foto: Mika Cotellon © UIP)

'Det er altid mig, der får sneen lige i krydderen'

Og så er der dét med at skulle filme midt i en snestorm.

- Jeg kan jo ikke vende mig om og få snestormen i nakken, for så havner al sneen i kameraet, og det kan vi ikke bruge til noget. Så det er altid mig, der får sneen lige i krydderen.

- Når de så råber: 'Åbn øjnene', så bliver man træt, griner Mads Mikkelsen.

Ud over voldsomt snevejr prøver Overgård undervejs i filmen også kræfter med en sulten isbjørn og falder flere meter ned i en underjordisk grotte gennem et hul i sneen.

Og selv om Mads Mikkelsen har haft rigeligt med korporlige udfordringer i forbindelse med 'Arctic' – han laver selv al det fysiske arbejde i filmen – har det også været specielt for ham at spille med i en film stort set uden replikker.

- Jeg har måske tænkt: 'Det interesserer ikke nogen, for jeg har ikke sagt noget endnu'. Men dér har jeg skullet holde fast i den oprindelige plan, for replikkerne er jo vigtige og tungtvejende, når de så kommer.

- Men man opdager noget håbløshed, hvor man bare er fortabt. Ensomhed og fortabthed blev lige pludselig meget nærværende for mig som skuespiller.

Forskel på at overleve og leve

Mads Mikkelsen er dog ikke mutters alene i hele filmen. Uden at røbe for meget af filmens handling, kan vi godt afsløre, at et andet menneske på et tidspunkt gør sin entré i den.

- Og så bliver der en anden type nærvær. Der er jo en enorm forskel på at overleve og være i live. Og han (Overgård, red.) er jo bare en overlever, når vi møder ham. Når den anden person træder ind i filmen, så begynder han at leve igen.

- Filmens postulat er, at man mister sin menneskelighed, hvis man ikke har andre mennesker omkring sig.

- Jeg synes, filmen er poetisk og rørende skrevet. Den falder ikke i de her Hollywood-fælder med flashbacks, eller at kvinden vågner op, og så skal vi have et forhold og tale om, hvem vi savner derhjemme.

Mads Mikkelsen mener, at der er rigtig meget 'Godt det ikke er mig' over filmen. (Foto: Mika Cotellon © UIP)

'Der er altid delte meninger'

Mads Mikkelsen rejser sig for at tage en cola, mens vi taler videre om alle de forskellige slags roller, han har spillet gennem sin karriere.

De roller spænder over alt fra livlægen Struensee i 'En kongelig affære' og Igor Stravinsky i 'Coco Chanel & Igor Stravinsky' til de socialt ubegavede, men elskelige hovedroller i 'De grønne slagtere' og 'Adams æbler'.

Nu lader han det være helt og holdent op til publikum at bedømme sin præstation i 'Arctic'.

- Man skal vide, at der altid er delte meninger. Og du kan aldrig gøre 1.000 mennesker glade på én gang.

- Der vil altid være 1, 3 eller 400, der føler sig stødt.

'Arctic' kan ses i biograferne nu.

(© UIP)
Facebook
Twitter