Mælke-sang er set mere end 3 millioner gange: Sådan gik Tobias og Mika viralt

To unge venner fra Jylland er gået viralt på YouTube – med en sang om mælk.

I skrivende stund har er musikvideoen til 'Ikke mere mælk' blevet afspillet 3.825.804 gange på Youtube. (Foto: screendump)

- Vi ville bare gerne lave en sang om noget, som de fleste kunne relatere til – og det blev så til en sang om mælk.

Sådan forklarer 22-årige Tobias Madsen og 21-årige Mika Schulz starten på dét, der har vist sig at blive en sand viral succeshistorie.

Sangen 'Ikke mere mælk', der handler om... ja, manglen på mælk i køleskabslågen, er i skrivende stund blevet streamet på Youtube mere end 3,7 millioner gange.

Duoen lagde sangen ud på nettet tilbage i juli sidste år, men det er først for ganske nylig, at sangen er gået hen og blevet et vaskeægte hit.

Mika Schulz (th.) og Tobias Madsen mødte hinanden på deres efterskole. (Foto: Screendump fra musikvideoen)

Youtube-succes var et kæmpe chok

Den kendte youtuber Alexander Husum havde kommenteret videoen, og langsomt begyndte flere store danske youtubere at give sangen lidt opmærksomheden – og dét kunne mærkes på afspilningstælleren.

- Jeg tror, videoen havde fået under 50.000 visninger på et halvt år, og så i januar gik det lige pludselig helt amok, siger Mika Schulz.

- Jeg var på ferie, da Mika pludselig skrev til mig, at ’Ikke mere mælk’-videoen var begyndt at få mere end 10.000 afspilninger om dagen. Jeg tænkte bare ’What?!’. Det var jo helt vildt, siger Tobias Madsen.

De to Youtube-stjerner har tidligere lagt et par enkelte videoer med sjove sange på nettet, men det er først med ’Ikke mere mælk’, at succesen for alvor har taget fart.

- Det var et kæmpe chok, men også en mega fed følelse. Man bliver lidt afhængig af hele tiden at tjekke, hvor mange der nu har set videoen, siger Mika Schulz.

Mælkedrengene Mika og Tobias gæstede forleden Aftenshowet. Se deres interview her.

Flere virale hits på vej

De to venner fik idéen til deres mælke-hit i sommerferien sidste år, og brugte deres ferie på at optage musikvideoen hjemme hos Mika i Mariager.

Både Mikas mor og Tobias storebror optræder også i den populære video, ligesom Tobias lillebror har hjulpet med at filme.

- Vores venner og familie synes, at det er rigtig sjovt, at videoen har fået så meget opmærksomhed. De kender jo os og vores humor, og de støtter virkelig op om det, siger Tobias Madsen.

Mika Schulz og Tobias Madsen mødte hinanden, da de gik på efterskole sammen, men dengang lå det ikke i kortene, at de to kammerater skulle blive YouTube-stjerner.

- I starten kunne jeg næsten ikke fordrage Mika. Jeg var lidt vant til rollen som den sjove dreng, og så kom han pludselig og kunne det samme som mig. Så i starten skulle der lige kæmpes lidt, men til sidst fandt vi ud af, at vi klingede rigtig godt sammen, fortæller Tobias Madsen om makkerskabet.

I sangen mangler duoen både mælk til deres cornflakes - med agurk -, morgenkaffe og kakao. (Foto: Screndump fra musikvideoen)

I kølvandet på kæmpesuccesen med 'Ikke mere mælk' har duoen planer om at udsende flere sange, men lige nu skal de lige vænne sig til tilværelsen som viralt Youtube-hit.

- Der er en del pladeselskaber, der har kontaktet os, så vi skal lige have dannet os et overblik over det hele. Men der kommer helt sikkert en masse nye sange fra os på et tidspunkt, slutter Mika Schulz.

Du kan se musikvideoen til 'Ikke mere mælk' her. Fredag gæster drengene 'Ultra Factor', der sendes klokken 21 på DR Ultra og DRTV.

Facebook
Twitter