Manden bag Alien og Gladiator er tilbage: Her er 10 film fra stor filmfestival, du skal glæde dig til

Filmfestivalen i Venedig bugner med gode film, der lover godt for det danske biografefterår, mener DR's anmelder.

Skuespilleren Benedict Cumberbatch, der er kendt for sine roller i 'The Imitation Game' og 'Sherlock Holmes' spiller med i den nye film 'The Power of the Dog'. (Foto: Kirsty Griffin © 2021 Netflix)

Som sædvanlig er filmfestivalen i Venedig et stort udstillingsvindue for film, der kommer ud i biograferne – og på streamingtjenesterne – henover efteråret og vinteren.

Der er noget for enhver smag. Lige fra en science fiction-blockbuster over en skør satire om selvoptagede filmfolk til gys, western, ridderfilm og ungdomsminder fra en traumatisk opvækst i Napoli.

Dejligt, at biograferne er genåbnede.

1

'Dune'

'Dune' er instrueret af Denis Villeneuve, der også står bag film som 'Arrival' og 'Blade Runner 2049'. (© Venice Film)

Så er der blockbuster på den kunstneriske måde! Ligesom Christopher Nolan ('Tenet') er canadiske Denis Villeneuve en filmmager, der insisterer på, at en vild rutsjetur på film ikke kun skal smage af popcorn. Han stod bag science fiction-filmene 'Arrival' og 'Blade Runner 2049'.

Med 'Dune' filmatiserer han Frank Herberts klassiske roman fra 1963 om ørkenplaneten Arrakis, hvor der vokser et særligt bevidsthedsudvidende stof, som giver hovedpersonen Paul Atreides evnen til at se ind i fremtiden.

Selveste David Lynch floppede med sin udgave af 'Dune' i 1984. Det gør Villeneuve helt sikkert ikke.

Premiere den 16. september i biograferne.

2

'Mona Lisa and the Blood Moon'

'Mona Lisa and the Blood Moon' er instrueret af Ana Lily Amirpour, der også står bag film som 'The Bad Batch' og 'A Girl Walks Home Alone at Night'. (© Venice Film)

En kvinde af koreansk herkomst har været spærret inde på en anstalt i mange år. Pludselig en dag er hun i stand til at styre andre mennesker med tankens kraft, og så stikker hun af, ud i New Orleans, ud i livet, i selskab med en vred politimand, en stripper og stripperens lille, men kloge søn.

Det er den røde tråd i britiske Ana Lily Amirpours syrede, sjove og selvlysende fortælling om glemte skæbner på bunden af USA's samfund. Amirpour har tidligere været i de danske biografer med vampyrfilmen 'A Girl Walks Home Alone at Night'.

Premiere i biograferne i begyndelsen af 2022.

3

'Parallelle mødre'

Pedro Almodóvar har skrevet og instrueret 43 film gennem sin karriere. (© Venice Film)

Spanske Pedro Almodóvar har haft svært ved at ramme det niveau, der gjorde ham til verdensstjerne i 1990'erne med film som 'Tal til hende' og 'Alt om min mor'. Med 'Parallelle mødre' er han tættere på sine gamle høje standarder, end han har været de seneste 20 år.

Det er kulørt melodrama med en alvorlig og dybfølt klangbund, nemlig mange tusinder af nulevende spaniere, der aldrig har fået at vide, hvad der blev af deres savnede forfædre. De ved kun, at de formentlig blev henrettet og smidt i anonyme grave efter den spanske borgerkrig (1936-39).

Penélope Cruz er som altid en fornøjelse i filmens store hovedrolle.

Premiere i biograferne den 3. marts 2022.

4

'Official Competition'

Mariano Cohn og Gastón Duprat har instrueret en række film sammen. Blandt andet 'El Artista', '4x4' og 'El ciudadano ilustre'. (© Venice Film)

To af spansk films største stjerner, Penélope Cruz og Antonio Banderas, spiller sammen for første gang i den her vilde og skøre komedie om at lave film. Cruz er excentrisk instruktør, mens Antonio Banderas spiller en herlig parodi på sig selv som en spansktalende krukke, der har gjort karriere i Hollywood.

Han dyster vildt og inderligt mod en af argentinsk films stjerner, Oscar Martinez. Han spiller rollen en mindst ligeså stor og selvopslugt skuespilkrukke. 'Official Competition' er nok mest en film for filmtosser. De vil til gengæld have det skidesjovt.

Premiere i biograferne i begyndelsen af 2022.

5

'The Card Counter'

Paul Schrader er særligt kendt for film som 'Taxi Driver' og 'First Reformed'. (© Focus Features)

Amerikaneren Paul Schrader er mest berømt for at have skrevet manuskriptet til klassikeren 'Taxi Driver', men han har også en lang række kontante og revsende film om råddenskab i USA's sjæl bag sig.

Den seneste er 'The Card Counter' med Oscar Isaac som en tidligere soldat, der har siddet i fængsel for at torturere fanger i Irak. De egentlige skyldige, hans overordnede, gik fri. Det forsøger ekssoldaten at fortrænge, mens han lever af at rejse rundt og score smågevinster ved kortspil.

Mon Schrader ripper op i hans sjælesår? Ha! Selvfølgelig gør han det.

Premiere i biograferne den 6. november.

6

'The Last Duel'

Ridley Scott har instrueret 'The Last Duel'. Tidligere har han også produceret film som 'Gladiator' og 'Blade Runner'. (© Disney Press)

Stjernerne Matt Damon og Ben Affleck slog igennem i 'Good Will Hunting', som de begge skrev og spillede med i. Nu, 24 år senere, gentager de kunststykket i ridderdramaet 'The Last Duel' om en kvinde, der anklager en mand for at have voldtaget hende og dermed sætter gang i Frankrigs sidste konge-godkendte duel.

Udover Damon og Affleck er Jodie Comer og Adam Driver på rollelisten. Instruktøren Ridley Scott – manden bag film som 'Alien', 'Blade Runner' og 'Gladiator' – er efterhånden blevet 83 år, men intet kan få ham til at geare ned, heller ikke en storfilm med slotte, riddere og hele baduljen.

Premiere den 14. oktober i biograferne.

7

'Spencer'

Pablo Larraín er en chilensk instruktør, der blandt andet har skrevet 'El club' og 'Jackie'. (© Neon)

Hvordan havde Lady Diana det i juledagene i 1991, lige før hun besluttede sig for at skride fra Prince Charles? Det giver 'Spencer' et bud på. Henover helligdagene kæmper Lady Di med holde sammen på sig selv, mens kulden i kongehuset stiger, og de mange juletraditioner bliver til et fængsel for hende.

Filmen kører i tomgang i samme stemning, men Kristen Stewart vandt alle hjerter i Venedig, boblende af liv og charme som Lady Diana Spencer.

Premiere i biograferne den 25. december.

8

'The Power of the Dog'

Instruktøren Jane Campion har en bachelor i antropologi. I 1993 skrev hun filmen 'The Piano'. (Foto: Kirsty Griffin © 2021 Netflix)

Benedict Cumberbatch plejer at få tildelt roller som sære og nørdede typer, for eksempel Sherlock Holmes og Doctor Strange. Her er han pludselig en højt begavet macho-cowboy, der benytter enhver lejlighed til at nedgøre mænd i kontakt med deres feminine sider.

Og det er han fremragende til i en fascinerende anderledes western, der foregår i 1925, hvor resterne af Det vilde Vesten banker knolden ind i moderne tider.

Instruktøren Jane Campion slog igennem med Cannes-vinderen 'The Piano' i 1993. Den matcher hun fuldt ud og mere til med 'The Power of the Dog'.

Premiere på Netflix 1. december. Kan formentlig ses i danske biografer inden da.

9

'The Hand of God'

Titlen 'The Hand of God' kommer af, at Diego Maradona under VM i 1986 scorede et mål med hånden mod England. Da han efterfølgende blev spurgt ind til det, forklarede han, at det var Guds hånd. (Foto: GIANNI FIORITO © Netflix)

Italienske Paolo Sorrentino er en vild billedmager, der elsker stort opsatte og spektakulære scener, sådan som i filmene 'Den store skønhed' og 'Youth'. Hvor kommer alle de idéer mon fra?

Det viser han i 'The Hand of God', en erindringsfilm fra 1980'erne, hvor fodboldguden Diego Maradona bringer hæder til Napolis fodboldhold, mens unge Sorrentino oplever sin første kærlighed, sin første sex (hver for sig) – og ikke mindst en familietragedie af de helt store.

De oplevelser, og mange flere, poder den unge mand med gnisten til at blive Italiens største nulevende filminstruktør.

Premiere den 15. december på Netflix. Kommer formentlig i danske biografer inden da.

10

'Last Night in Soho'

Anya Taylor-Joy, der spiller den ene hovedrolle som Sandy, er blandt andet også kendt for sin rolle i 'Queen's Gambit'. (© Focus Features)

Engelske Edgar Wright fik et stort gennembrud med sin livlige og legende actionfilm, 'Baby Driver'.

Nu skifter han genre til gyserfilm med 'Last Night in Soho', om en ung kvinde, der på mystisk vis har evnen til at rejse tilbage til 1960'erne i Londons forlystelseskvarter, Soho, hvor hun møder sådan en natklubsangerinde, hun altid har fantaseret om at være.

Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy har de to hovedroller.

Premiere i biograferne den 25. november.

FacebookTwitter