Manden bag 'Blinkende lygter' vender tilbage med ny stjernespækket film

Anders Thomas Jensen har samlet det gamle hold af stjerner efter flere års pause som instruktør.

Holdet bag den nye film er (fra venstre) Nicolas Bro, Lars Brygmann, Anders Thomas Jensen, Mads Mikkelsen, Andrea Heick Gadeberg og Nikolaj Lie Kaas. (Foto: Anders Overgaard)

Efter fem års fravær fra instruktørstolen er det danske vidunderbarn i grovkornet filmsatire tilbage med et stjernehold inden for dansk skuespil.

25. december i år får Anders Thomas Jensens film 'Retfærdighedens ryttere' nemlig premiere.

Filmen handler om den udstationerede militærmand Markus, hvis kone dør i en togulykke.

Ulykken tvinger Markus til at tage hjem til sin teenagedatter Mathilde, hvor han møder matematiknørden Otto og hans to excentriske kolleger, Lennert og Emmenthaler.

Efter mødet indser Markus, at togulykken måske ikke er blot var et uheldigt tilfælde, men i stedet et attentat.

Det er lykkedes Anders Thomas Jensen at få flere af de største danske skuespillere med på rollelisten, som blandt andre Nicolas Bro, Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas, der også har været med i flere af instruktørens film, som sidenhen er blevet moderne klassikere.

Spraglede og småtossede typer

Anders Thomas Jensen har siden 90'erne været manden, der har lavet film om de lidt skæve originaler.

De fleste vil nok huske Nikolaj Lie Kaas' oplæsning fra (T)ove Ditlevsens bog i filmen 'Blinkende lygter', Ulrick Thomsens hidsige nynazistiske hovedperson Adam i 'Adams æbler', eller Mads Mikkelsens 'Svend Sved' fra 'De grønne slagtere'.

'Adams æbler' vandt blandt andet en Robert i 2006 for årets danske spillefilm. (Foto: Rolf Konow © Nordisk Film)

Og det er netop den type film og de uforglemmelige oneliners, som Anders Thomas Jensen har så godt styr på, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen.

- Han kan lave film om de her spraglede og småtossede typer, som vi blandt andet ser i 'Blinkende lygter' og 'Adams æbler'. Det er fantasifulde film, men om mennesker, som vi alle kender fra gadebilledet i forvejen. Han giver dem bare en overdrevet kulørt tone.

Per Juul Carlsen kalder Anders Thomas Jensen for udfordrende, fordi han går lige til grænsen med figurerne i filmene. Blandt andet peger han på, at flere fra 'Mænd og høns' fra 2015 havde læbe-ganespalte.

- Sådan noget laver man normalt ikke sjov med i nutidens Danmark, og det var også noget, han fik kritik for dengang. Jeg synes, det er forfriskende at udfordre det, man ikke må. Det håber jeg også, at han har mod til at gøre i sin kommende film, selvom det er svært at sige på nuværende tidspunkt. Men alene det, at der er en fyr med, som hedder Emmenthaler, peger i retning af, at det bliver sjovt, siger filmanmelderen.

Skriver manuskripter til Susanne Bier

Seneste film, som Anders Thomas Jensen instruerede, var 'Mænd og høns' fra 2015, men han har også skabt sig en stor karriere med at skrive manuskripter for andre instruktører.

Han har blandt andet været med til at skrive manuskript til filmen 'Ser du månen, Daniel' efter forlæg fra DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgårds bog af samme navn.

Mads Mikkelsen spillede også med i 'Mænd og høns'. (© Scanpix)

Desuden arbejder han tæt sammen med en af landets største filminstruktører.

- Anders Thomas Jensen og Sussanne Bier er som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. I modsætning til de film, han selv instruerer, så giver han her publikum, hvad man forventer, de vil have, og han aer dem med hårene. Den Anders Thomas Jensen fortjener også stor respekt, selvom jeg selv holder mest af hans grovkornede film, lyder det fra Per Juul Carlsen.

Med på rollelisten i 'Retfærdighedens ryttere' er også Gustav Lindh, som også spillede med i 'Dronningen', Roland Møller, der spillede med i 'Valhalla', samt Andrea Heick Gadeberg, som spillede med i 'Ser du månen, Daniel'.