Manden bag 'Buffy' og 'Avengers' skuffer med ny serie efter anklager om upassende opførsel

Joss Whedon forlod 'The Nevers' efter længere tids uroligheder og anklager om grænseoverskridende opførsel på andre film og serier.

Joss Whedon har stået bag en lang række serie- og filmsuccesser. (Foto: Axelle/Bauer-Griffin © 2018 Axelle/Bauer-Griffin/Getty Images)

Joss Whedon er en interessant figur i en tid, hvor magtmisbrug og privilegieblindhed i underholdningsbranchen vælter frem.

Han var i lang tid én af dem, man kiggede på, hvis man ledte efter eksempler på, hvordan de priviligerede i Hollywood kunne bruge deres magt på en inkluderende og kærlig måde.

Whedon er blevet et kæmpe navn i Hollywood – og det er ikke på trods af, men netop i kraft af, at han er erklæret feminist.

Han er nemlig kendt for sin perlerække af kvindelige figurer, der både kan dele øretæver ud og have en personlighed på samme tid (havde du glemt, at det for kort tid siden faktisk var noget særligt, når det skete?).

De seneste år er der dog kommet flere og flere historier frem om et ubehageligt arbejdsmiljø omkring Whedon samtidig med, at flere er begyndt at stille spørgsmål ved karakteren af hans feminisme.

Og så er han begyndt at lave mindre gode film og serier. Hans nyeste, 'The Nevers', lader ikke til at gøre noget godt for sagen.

'The Nevers' understreger (med den tykkeste streg, man kan forestille sig) det træk ved hans feminisme, som i stigende grad bliver problematiseret nu: at han skaber seje kvindelige figurer, som kun kan være seje i kraft af deres traumer. De skal altid opleve noget meget ubehageligt for at blive stærke.

'The Nevers' handler om et børnehjem for kvinder i London i slutningen af 1800-tallet, der har forskellige superkræfter, men er udstødt af samfundet. Det er næsten, som om han har prøvet at skrive en rød klud til kritikerne, eller også er han simpelthen løbet tør for andre koncepter.

Hvis det så bare var en god serie. Men 'The Nevers' er noget forvirrende vrøvl.

Superkræfterne er et stort virvar. Et kæmpestort barn, en dygtig ingeniør, én, der kan få ting til at svæve, og én, der engang imellem kan se ud i fremtiden, når det lige er passende for manuskriptet. Og når afsløringen af, hvad der foregår, kommer i slutningen af første afsnit, så vil jeg næsten garantere dig for, at du vil være betydeligt mere forvirret end interesseret.

Jeg kan sige så meget, at det involverer en stor flyvende metalfisk og noget meget, meget grimt computerlavet tryllestøv.

I lang tid var Joss Whedon de feministiske nørders største helt. Det er han ikke længere.

Lad os derfor tage en lille tur gennem nogle af Whedons vigtigste værker og se, hvordan kritikken af både hans karakterer og ledelsesstil er kommet snigende.

Vil du have det korte overblik over Joss Whedons karriere, har vi lavet en lille matrix til dig.

1

Buffy - vampyrernes skræk

Castet til 'Buffy the Vampire Slayer' i 1997. Fra venstre er det Nicholas Brendon, Anthony Head, Sarah Michelle Gellar, Charisma Carpenter og Alyson Hannigan. (Foto: Fotos International © Getty Images)

Helt centralt for Whedons image er, at han stod bag 'Buffy the Vampire Slayer', der vendte op og ned på vores idéer om, hvad der sker, når en blond ung kvinde befinder sig i nærheden af en vampyr.

Sarah Michelle Gellar spiller Buffy Summers, der er født til at dræbe vampyrer. Hun får hjælp af sine skolekammerater på Sunnydale High, Xander og heksen Willow, der blev en af tv-historiens første queer hovedpersoner. Serien startede i 1997 og fik henover årene en gigantisk hardcore fanskare. Serien har kastet uddybende romaner, tegneserier, spil, spin-off-serier og overraskende mange akademiske analyser af sig.

Men da sæson seks udkommer i 2002, opstår der lidt dårlig stemning.

Der er bred enighed om, at den ikke lever op til seriens standard og udvikler sig nærmest sadistisk. Seksuelle overgreb og død bliver pludselig centralt for de kvindelige hovedpersoners udvikling. Marti Noxon, der på det her tidspunkt officielt kører serien, får det meste af skylden i offentligheden, men der er plantet et stort frø til, hvordan man senere har set på Whedons måde at skrive sine karakterer på.

2

Firefly

'Firefly' er en amerikansk space-western-dramaserie, der kun nåede at få vist 11 ud af 14 afsnit, før den blev fjernet fra sendefladen. Serien vandt dog en Emmy for sine visuelle effekter. (© 20th Century Fox)

Efter 'Buffy' og den ligeså populære spinoff 'Angel' skiftede Whedon genrespor fra gyser- til sci-fi-komedie i 'Firefly'. En af de mest charmerende og elskede serier nogensinde, og et typisk eksempel, man kan hive frem, hvis man skal vise, hvor godt det er, at serierne er sluppet ud af flow-kanalernes klamme greb. 'Firefly' havde så dårlige seertal, at Fox ikke engang nåede at vise alle afsnittene i første sæson i 2002.

Selvom 'Firefly' ikke fik en anden sæson, fik den en afsluttende film med 'Serenity', der lader værket fremstå som en fin lille afsluttet miniserie. Styrken ved universet ligger i relationerne og dialogen blandt medlemmerne på det gode rumskib Serenity, der tager ud på intergalaktiske eventyr. Så selvom effekterne, ligesom i 'Buffy', ikke er prangende, og ikke er blevet kønnere med årene, så holder serien stadig totalt vand, hvis du savner et godt rumeventyr og er færdig med 'The Mandalorian'.

Hvis du vil se det mønster, folk kritiserer i Joss Whedons samlede værker, så hold godt øje med karakteren River Tam. Hun er en ung kvinde, der har fået mystiske psykiske kræfter, efter regeringen har lavet skrækkelige eksperimenter på hende. Hun er meget mentalt ustabil, bliver behandlet som et barn og har brug for mandlig beskyttelse.

3

The Avengers

Marvels 'The Avengers' er blevet en kæmpe franchise med et væld af superhelte. Her er det fra venstre: Hawkeye, The Black Widow, Hulk (bagerst), Captain America og Iron Man. (© MVLFFLLC. TM & 2011 Marvel)

'Serenity' og 'Firefly' var givetvis en stor del af grunden til, at Marvel turde lægge deres måske mest afgørende film nogensinde i hænderne på Joss Whedon. Han beviste, at han kunne håndtere mange figurer på én gang og sætte dem sammen i et genreunivers, som nørderne elsker, men som lever og ånder af noget, alle kan forstå – nemlig fantastisk sjov og hurtig dialog mellem kvikke, menneskelige karakterer.

Det er svært at overvurdere den succes, 'The Avengers' fik i 2012, og den betydning succesen havde for den groteske superheltebølge, vi ser i dag, hvor alle film og serier skal flette sig ind og ud af hinanden. Og hvor de skal have både ekstremt avancerede inter-tekstuelle referencer og samtidig være enkle nok til, at alle kan se med.

Det var den sjette film i Marvels univers, og det var første gang, vi så en så stor gruppe af helte fra forskellige solo-film samlet på skærmen. Iron Man, Thor, Hulk og Captain America danner en supergruppe, der skal stoppe Thors bror Loke fra at underlægge sig jorden. Filmen blev modtaget ekstremt positivt af både fans og kritikere, og den blev en af de største kassesucceser nogensinde. På det her tidspunkt gik Whedon fra at være en respekteret manuskriptforfatter til et fyrtårn i underholdningsindustrien.

Fortsættelsen, 'Avengers: Age of Ultron', fra 2015 blev modtaget noget mere blandet, og en del af kritikken gik på en undren over, at Scarlett Johanssons' superhelt Black Widow ikke rigtig har noget at lave i filmen - ud over at tage sig af Bruce Banner.

I den forbindelse begyndte Whedon at slå fra sig i offentligheden: "Militante feminister har altid angrebet mig. Alle dele af feminismen angriber hinanden og gud forbyde, at de skulle arbejde sammen og kæmpe for sagen," sagde han til BuzzFeed i 2015.

4

Det seneste års anklager

'The Nevers', som Josh Whedon måtte trække sig fra under produktionen, handler om en gruppe victorianske kvinder, der har overnaturlige kræfter, som muligvis kommer til at ændre verden. (© HBO)

Herfra går det for alvor bananas med anklagerne mod Whedon.

Inden for det seneste år er adskillige skuespillere stået frem med historier om voldsom og grænseoverskridende opførsel. James Marsters, der spillede vampyren Spike i 'Buffy', fortæller, at Whedon har skubbet ham op ad en mur og truet ham. Ray Fisher, der spiller Cyborg i 'Justice League', anklager Whedon for at have opført sig "ubehageligt, grænseoverskridende og uprofessionelt" over for både skuespillere og teknisk personale på filmen.

I kølvandet på Fishers udmelding springer en anden skuespiller til tasterne. Charisma Carpenter, der spillede en populær, ondskabsfuld medstuderende på Sunnydale High i 'Buffy', beskriver på Twitter en række ubehagelige episoder fra settet. Hun skriver, at Whedon konstant har truet med at fyre hende, og at han blev rigtig styg, da hun blev gravid. Han skal have kaldt hende fed foran filmholdet og derefter iskoldt skrevet hende ud af serien.

Flere skuespillere fra serien støttede udmeldingerne om et ubehageligt arbejdsmiljø, og Sarah Michelle Gellar selv skrev, at hun er "stolt af at blive forbundet med Buffy Summers, men har ikke lyst til at blive forbundet med navnet Joss Whedon".

Joss Whedon har ikke svaret på anklagerne fra de forskellige skuespillere.

'The Nevers' kan ses på HBO Nordic. 'The Avengers' kan ses på Disney+. Syv sæsoner af 'Buffy the Vampire Slayer' kan ses på Disney+, Viaplay og Amazon Prime. 'Serenity' kan ses på Netflix og Amazon Prime.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk