Manden bag den måske mest sørgelige tegnefilm er død

Isao Takahata, der lavede tegnefilm for voksne, er død, 82 år.

Isao Takahata er død, 82 år gammel.

Han var en af animationsfilmens giganter - Oscar-nomineret og kendt for at have lavet den måske sørgeligste tegnefilm nogensinde.

I 'Ildfluernes Grav' fra 1988 fortalte han om to børns grusomme oplevelser, da Japan bliver ramt af brandbombardementer under 2.verdenskrig. Det er smukt, grusomt og meget gribende.

Oscarnomineret for prinsesse

Men faktisk tegnede Takahata ikke så meget selv. Han havde bare set, at tegnefilm kan noget, almindelige film ikke kan. Og i sin lange karriere lavede han både tegnede hverdagsdramaer som 'Only Yesterday' - og smukke, gådefulde eventyr.

Hans sidste film var 'Fortællingen om Prinsesse Kaguya' fra 2013, som blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.

I tresserne mødte han en yngre animator. Det var Hayao Miyazaki, der er 77 år i dag. Sammen stiftede de Ghibli-studierne, som siden da har produceret nogle af verdens mest berømte tegnefilm.

Miyazaki instryuerede her 'Chihiro og Heksene', 'Det Levende Slot' og 'Min Nabo Totoro' - der havde premiere samme dag som 'Ildlfluernes Grav'.

Artiklen fortsætter under billedet

Grave of the Fireflies fra 1988. (Foto: STUDIO GHIBLI / Ronald Grant Arc © (c) Scanpix)

Men selvom Miyazaki blev mere kendt, ville ingen af disse film være blevet til uden Takahatas enorme indsats.

Fik voksne til at se tegnefilm

Takahata mente ikke, at tegnefilm kun er for børn. Og han beviste sin påstand ved at lave en række film, der fik voksne i biografen til animationsfilm.

Han vil blive husket som en af dem, der sørgede for, at vi i dag ser på tegnefilm som en kunstart.

I anledning af Isao Takahatas død viser DR K Fortællingen om Prinsesse Kaguya torsdag d. 12.april kl. 23.00. I maj måned bliver den også vist på DR Ultra.