Mange har fået kvalme af Hollywood-stjernens far-datter-film, men denne anmelder er uenig

Filmen 'Flag Day' har fået mange tæsk, men det fortjener den altså ikke.

Det er ikke altid nemt at sætte ord på, hvorfor man kan lide en film.

Man kan ret hurtigt finde på klichéer om, at skuespillerne spillede godt, at replikkerne var gode og den slags. Men vores opfattelse af film stikker meget, meget dybere.

Vores følelser og instinkter kan lide noget i det, vi oplever, og bagefter forsøger vores intellekt at finde de rigtige ord som forklaring.

De to sider af vores komplekse natur kommunikerer ikke nødvendigvis supergodt. Følelseslivet er en utilregnelig stodder, der holder meget af at lyve for intellektet. Og omvendt.

Ordene kan hurtigt blive grebet ud af luften. Eller i sækken med slidte fraser og klichéer.

Også for en filmanmelder.

En mur af mukkerier

Hvorfor kan jeg for eksempel lide skuespiller og instruktør Sean Penns 'Flag Day', når filmen blev mødt af en mur af mukkerier ved sidste års filmfestival i Cannes?

Hvorfor forlod jeg filmen med en tilfreds mæthedsfornemmelse i maven, når de fleste andre fik kvalme af Penns melodramatik og hans flæbende beskrivelse af forholdet mellem far og datter, der i filmen bliver spillet af ham selv og hans egen datter, Dylan Penn?

Måske fordi jeg ikke spekulerede særlig meget over, at Penn havde sat sin egen datter til at spille en ung kvinde, der elsker sin far – spillet af Penn selv – højt. Det skal han vel have lov til.

Måske havde Sean og Dylan Penn lyst til at skabe en film sammen? Det skal de vel også have lov til. Især fordi 31-årige Dylan, der har optrådt som skuespiller gennem de seneste syv år, bestemt ikke spiller dårligt. Tværtimod.

Sean Penn har en tendens til at blive overfølende og flæbende i 'Flag Day'. Hans datter tager det dog henholdsvis stille og roligt.

Det er snarere farmand, der overspiller og flæber sig gennem 'Flag Day'.

Dylan, der har den bærende og centrale rolle i filmen, føler sig i stedet frem. Tavst – med undrende blik og hængende skuldre – forsøger hun at begribe faderen, der lyver, snyder, drikker sig og skændes gennem tilværelsen, mens han omfavner sine børn med ufiltreret kærlighed.

Når han altså er til stede.

Så primitivt og instinktivt fungerer vi mennesker jo

Der er ingen tvivl om, at jeg kunne lide kombinationen af Dylans buede næseryg og hendes blidt afrundede, let hængende underlæbe. Og at hun er et betagende syn i en let nedringet tætsiddende sommerkjole, mens hun går gennem en fuldmoden kornmark i solens sidste stråler.

Så primitivt og instinktivt fungerer vi mennesker jo også. Spørg bare de mange kvinder, der synes, at alle film med George Clooney er knaldgode.

Men først og fremmest – og nu lyver mit instinkt vist ikke for mit intellekt – nød jeg at se Dylan Penn, fordi hun har en naturlighed i rollen. Hun føles rigtig. Realistisk. Troværdig.

Hun er datter af en utilregnelig far, gamle Sean, der kan spille forfærdeligt og overbelæsset og hysterisk, men også være fantastisk som i Clint Eastwoods 'Mystic River' eller i Gus van Sants 'Milk'. Og som tilmed har vist sig at være en virkelig, virkelig dygtig instruktør med thrilleren 'Løftet'.

Dylan og Sean Penn har de altoverskyggende og allestedsnærværende roller i 'Flag Day', der er baseret på Jennifer Vogels erindringer om hendes kærlige, men utilregnelige og vanekriminelle far.

Et myldrende liv

Måske havde jeg en særlig begejstring for en del af filmens tema – datteren Jennifers undren over sin far, John Vogel. For det hører med til min tilfredse mavefornemmelse, at den er baseret på Jennifer Vogels erindringsroman 'The Flim-Flam Man' om hendes gådefulde far, John, der i 1995 røg i spjældet med et brag efter at have produceret falske pengesedler på i alt 19 millioner dollar.

Hvad sker der i sådan et menneske, der både er kærlig far, sjuft, stor elsker af klassisk musik og vanekriminel?

Det er et fabelagtigt godt spørgsmål, som ingen kan besvare. Vi kender det så udmærket. Vi kan leve store dele af vores liv sammen med forældre og børn, som stadig – i store træk – er gåder for os. Og bliver ved med at være det.

Og så er der ingen tvivl om, at jeg virkelig nød 'Flag Day' for dens organiske filmsprog.

Fotografen Daniel Moder har hygget sig med at slippe sit kamera løs og filme solnedgange, kornmarker, landskaber og butiksfacader. Og bagefter har klipperen Váldis Óskarsdottír (der har klippet flere af Thomas Vinterbergs og Søren Kragh-Jacobsens film) flettet musik, lyd og billeder sammen til et myldrende liv.

Men altså, det er ikke altid nemt at sætte ord på, hvorfor man kan lide en film.