Jeg lagde en story op på Instagram om, at jeg var ved at skrive om det danske julegys 'Nisser' på Netflix. Straks dukkede der spørgsmål op om, hvorvidt man kan se den med børn, og hvor gamle de skal være. Så lad os starte der.
Hvis jeg skulle sætte en konkret alder på, ville jeg nok sige cirka 10 år, men det kommer selvfølgelig fuldstændigt an på de pågældende børn og forældre.
Personligt er jeg faktisk lidt tilhænger af, at børn ser uhyggelige ting tidligt, men sammen med en vågen og kærlig forælder, der er klar til at snakke de uhyggelige ting igennem bagefter. Netflix selv skriver 13+, så fortsæt på eget forældreansvar, selvfølgelig.
Der er en del suspense med uhyggelig musik og et enkelt afhugget hoved. Men der er også en superenkel historie med klare temaer og et ekstremt nuttet væsen, der er al uhyggen værd.
Herunder er tre grunde til at se Netflix' nye julegyser i december:
Creepy-cute coming of age
Jeg elsker den krydsbestøvning, der er sket de seneste år mellem vores julekalendertradition for børn og andre genrer som fantasy, sci-fi og gys. Også selvom det ofte giver anledning til semi-rasende debatindlæg om manglen på nisser.
De nordiske guder i 'Jul i Valhal', tidsrejserne i 'Tidsrejsen', engle og dæmoner i 'Juleønsket' og så selvfølgelig sidste års 'Julefeber', der foregreb 'Nisser' på en del punkter.
'Julefeber' var også en coming of age-fortælling, hvor nisserne ikke bare var nogle søde små nørder, der gemmer sig på loftet og sørger for, at det bliver jul. I 'Julefeber' var det barnets kropslige vokseværk, der var det creepy element. Bjørn, der pludselig ikke kunne styre sin krop i forandring.
I 'Nisser' er det snarere det mentale vokseværk, der skaber uhyggen. Josefine og hendes bror Kasper vil begge gerne være store. Der er noget voksent, der presser sig på.
Josefine vil gerne tage sig af noget, men hun må ikke få en hund. Hendes forældre tror ikke på, at hun kan tage ansvar:
- Hver gang du gør, hvad du vil, brækker du en arm, siger de til hende.
Men de skulle nok have ladet hende få en hund. For i stedet finder hun et sært væsen i skoven, som hun skjuler på loftet af laden på den gamle gård, hvor de holder juleferie.
En krydsning mellem Mogwai og Baby Groot
Væsenet, som Josefine finder, har forældrene har ramt med bilen på vej til gården, hvor de skal holde juleferie.
De har lejet et sted langt ude på landet på en isoleret ø for rigtigt at få fred for byens larm og have kvalitetstid med familien.
De stikker af fra den slagne vej og kører gennem et mystisk aflukket naturområde, hvor de rammer noget levende, der tilsyneladende stikker af, men efterlader en gusten, klæbrig, sort væske på bilen.
Forældrene insisterer på, at der ikke er noget. Men Josefine ved bedre, så hun finder væsenet og passer på det. Men væsenet har omvendte E.T.-vibes. Den starter med at være sød, modsat E.T., der starter med at være uhyggelig, hvorefter børnene hen ad vejen finder ud af, at den er sød. Så kan du selv gætte, hvordan det går i 'Nisser'.
En af de afgørende overgange fra barn til voksen er, at man finder ud af, at man kan have hemmeligheder for sine forældre. Men konsekvenserne er jo uoverskuelige for et barn og dermed pisseuhyggelige. Især hvis det, man holder hemmeligt, ikke bare er et stjålet tyggegummi fra kiosken, men et rovdyr med store nuttede øjne, dræberpotentiale og et kegleformet hoved.
De har gjort sig umage med væsenet, hvilket virkelig er afgørende med den centrale rolle, det spiller. Det er tydeligvis lavet på computer det meste af tiden, men det har et meget livagtigt, dukke-agtigt udtryk, der lander et dejligt nuttet-klamt sted mellem Mogwai fra 'Gremlins' og Baby Groot fra 'Guardians of the Galaxy'.
Nordic noir-jul
I det større kulturelle billede er 'Nisser' en slags moderniseret folkeeventyr. Altså en opdatering af historierne fra dengang, hvor de havde til formål at få børnene til at makke ret og følge de sociale spilleregler, fordi verden var sygt farlig, og det var ekstremt upopulært at være anderledes.
Det moderniserede folkeeventyr har spredt sig ind i vores kulturkreds de seneste år, især litterært og på film. Blandt andet gennem forfatteren John Ajvide Lindqvists historier, der både tæller forlægget til Ali Abbasis 'Grænse' og Thomas Alfredsons 'Lad den rette komme ind'. Begge er fortællinger, der prøver at opdatere mytologiske væsener til en genkendelig nutid.
Det moderniserede folkeeventyr er ofte mere indfølende end de gamle folkeeventyr.
De handler ikke altid om at skubbe det uhyggelige fra sig, så naturens orden kan bestå, men snarere om, at vi skal rumme det og lære af det. Men det er i sagens natur en uhyggelig proces.
Som voksen kan det være svært at huske, hvordan overgangen fra barn egentlig var. Mødet med det indre pres for at vokse, der må opleves ekstremt fremmed, måske endda monstrøst.
Det går samtidig op for én, at de voksne har holdt alt muligt hemmeligt. At julemanden ikke findes. At seksualitet findes. At klimaet er fucked. Hvad har de ellers skjult for os? Den tanke kan man få et solidt gys ud af, og det gys giver 'Nisser'.
'Nisser' kan ses i seks afsnit på Netflix.