Maria Månson: 5 film jeg ser frem til på Cannes Festival

Blodsugende bæster i 'Only lovers left alive' og ultra voldelige 'Only god forgives' er på listen over film, som tv-værten glæder sig mest til.

'Only god forgives' af Winding Refn er en af de fem film, som vært på Filmselskabet, Maria Månson, glæder sig mest til - blandt andet fordi traileren lover mørke og ultra voldelige scener. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR)

'Only Lovers Left Alive' - Jim Jarmusch

Jarmusch har lavet en vampyrfilm – derfor glæder jeg mig til den!

Nej, jeg er faktisk lidt en sucker (pun intended) for vampyrgenren og har altid været det. Og hvis nogen kan give et nyt, anderledes og sikkert lidt ironisk bud på de blodsugende bæster, så er det Jarmusch.

Desuden har han fået stablet et virkeligt interessant cast på benene. Mia Wasikowska (Jane Eyre, Stoker) spiller over for Tom Hiddleston (The Avengers, Midnight in Paris) og som den androgyne eks-vampyrelskerinde fantastiske Tilda Swinton ('We need to talk about Kevin', 'Moonrise Kingdom').

Jeg håber på en stemning a la Tony Scotts 'Hunger' fra de melankolske 80'ere.

'Shield of Straw (Wara no tate)' - Takashi Miike

Miike har givet mig min voldsomste biografoplevelse nogensinde, da jeg var inde at se hans film 'Audition' (1999).

Halvdelen forlod salen undervejs, og jeg måtte simpelthen ud at have en skarp bagefter, så voldelig og modbydelig var den.

Men jeg elsker når film rykker grænser, og når man kan mærke sin krop, mens man ser film. Derfor ser jeg altid frem til Miikes film, og 'Shield of Straw' er ingen undtagelse. Og der er lagt op til masseslagterier, når en rigmand udlover en gigantdusør på en formodet gerningsmand, der selvfølgelig slår tilbage.

'Le Passé' - Asghar Farhadi

Instruktøren bag den fremragende 'Nadar og Simin – en separation' er tilbage med en film på fransk.

Det lyder måske umiddelbart som en lille fortælling om et forlist ægteskab med et strejf af trekantsdrama, men Farhadi er eminent til at inkorporere subtile og politiske undertoner, så jeg har høje forventninger.

Måske vil jeg endda gå så langt som at sige, at 'Le Passé' er et godt bud på en palmevinder.

'Only God Forgives' - Nicolas Winding Refn

Jeg er stor fan af Refns film og glæder mig også til denne.

En western i østen – sådan beskriver Refn selv sin film. At dømme efter traileren bliver den særdeles mørk, ultrastiliseret og ULTRA voldelig.

Jeg tror ikke den vinder Guldpalmen, men den skal nok få en masse opmærksomhed dernede.

'The Bling Ring' - Sofia Coppola

Coppola er ikke nomineret i hovedkonkurrencen, men i den næstfineste, Un Certain Regard, der har Thomas Vinterberg som jurypræsident.

Jeg har altid godt kunne lide Coppolas skæve stil både visuelt og fortællemæssigt. The Bling Ring handler om en gruppe unge, der (også i virkeligheden) i en periode plyndrede kendte Hollywood-stjerner som Paris Hilton og Lindsay Lohan.

Ud fra traileren ser det ungt og vildt og løssluppent ud, men med et Coppola-twist. Jeg tror det er en film, der bag den glitrende facade har rigtig meget på hjerte.

FacebookTwitter