’Matador er en født succes’: Det skrev aviserne om serien i 1978

Vi har været i arkiverne og fundet de gamle avissider fra 11. november 1978, hvor 'Matador' blev sendt for første gang.

Ghita Nørby sammen med (fra venstre), Jørgen Buckhøj, Bent Mejding og instruktør Erik Balling i forbindelse med optagelserne til 'Matador'. (Foto: Finn Frandsen)

I aften ruller 'Matador' over skærmen for 7. gang - og serien har vist efterhånden fået bevist, at den er en ægte folkesucces.

Men hvad blev der egentlig skrevet om Erik Ballings monsterhit, da serien havde premiere?

- Der er bred enighed. Den nye danske TV-serie, Matadoren, er startet lovende. Ja, nogle anmeldere noterer en ’født’ succes. Lise Nørgaard og Erik Balling har fat i den helt rigtige ende, skrev Ekstra Bladet, og afslørede her både begejstring og en let tvivl om seriens titel.

(Foto: Grafik Mie Hvidkjær © DR Nyheder)

Samlende midtpunkt lørdag aften

Også Berlingske havde dengang høje forventninger til Erik Balling og hans hold.

Her blev serien nemlig, allerede inden visningen af første afsnit, spået at skulle afløse en anden klassiker på den danske tv-scene:

- På forhånd er der stillet store forventninger til det, der skal afløse den elskede serie ’Huset på Christianshavn’ som samlende midtpunkt lørdag aften, og som sin idé har skelet til så internationalt kendte serier som den engelske ’Herskab og tjenestefolk’ og den amerikanske ’To brødre’.

- Et oprør er på vej

Matadors hovedrolleindehaver Jørgen Buckhøj, der spillede rollen som Mads Andersen-Skjern, var også fortrøstningsfuld efter at have set seriens første afsnit:

- Mine medspillere var pragtfulde, og jeg synes, det tegner til at blive en god serie, udtaler han til Ekstra Bladet to dage efter premieren.

Her varslede han også, at Mads Andersen-Skjerns rolige og tålmodige udstråling ville komme til at ændre sig senere i serien.

- Der er ikke det store spræl i figuren. Men jeg kan da afsløre, at han ikke tolererer at blive trådt på. Et oprør er på vej. Han bliver lidt barsk hen ad vejen.’