’Matador’-test taget 400.000 gange: Denne person ligner I mest

Ingeborg, Misse, Maude eller Elisabeth? Se her hvilken person fra serien, som flest af jer ligner ifølge vores populære 'Matador'-test.

Mon det er en af disse kvinder, som de fleste af jer ligner i vores 'Matador'-test? (Foto: © Rolf Konow, dr)

Er du en af dem, der har taget DR’s test, der viser, hvilken person fra ’Matador’ du ligner mest?

Så er du ikke alene.

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at enkelte har taget testen flere gange i ren og skær frustration over det første resultat, men testen er lige nu taget cirka 400.000 gange.

27 procent af dem, der har gennemført testen, ligner den gode og hjælpsomme Ingeborg Skjern mest, og dermed topper hun listen over dem fra serien, som DR’s brugere minder mest om.

På andenpladsen har vi hendes jordnære mor, Kathrine Larsen, der blev resultatet for 19 procent af jer, der har klikket jer igennem testen.

Det resultat bidrager tv-vært Ask Rostrup fra ’TV-Avisen’ og ’Langt fra Borgen’ dog ikke til. Vi fik ham til at tage testen, og du kan se resultatet i videoen her:

De fleste vælger familien

At flest ligner netop Ingeborg og Kathrine giver god mening for sociolog Bettina Bertelsen. Hun har hjulpet os med at vurdere 12 af de vigtigste personer fra den folkekære tv-serie til den populære test.

Både Ingeborg Skjern og Kathrine Larsen er nemlig hægtet på mange af de svar, der handler om familie.

- I dag er man ikke afhængig af familie på samme måde, men holdningsmæssigt betyder familien stadig noget. I familier hjælper man hinanden, og det ideal, tror jeg, at de fleste gerne vil stile efter, siger Bettina Bertelsen.

Melankolske Misse og Maude

Den bakterieforskrækkede og fine Maude Varnæs var dog nok gået op for at lægge sig, hvis hun hørte resultatet. Hende er der nemlig kun en procent af brugerne, der ligner.

Lige så kedeligt ser det ud for "den evige teenager" Misse Møghe, der står for bare to procent.

- På en måde er jeg glad for, at der ikke er mange, der er blevet Maude og Misse, for de repræsenterer noget tungsind og det melankolske. Og så er de også nogle lidt usædvanlige personer, siger Bettina Bertelsen.

Derudover er der i dag ikke de samme klasseskel, som vi ser i ’Matador’.

- I dag kan langt de fleste jo komme ind i tennisklubben. Måske er man ikke en del af det fine selskab, men alle kan komme i foreningen. Og så er det ikke længere så vigtigt for folk at komme der, hvor byens spidser er, siger Bettina Bertelsen.

Har du endnu ikke taget testen, så har du muligheden her: