Matt Damon om #Metoo: Ikke alle mænd er seksuelle rovdyr

- Vi er ved en milepæl, og det er godt. Men ikke alle mænd er usle, siger skuespilleren.

I forbindelse med et interview om filmen 'Downsizing' fortalte Matt Damon, at man ikke skal glemme alle de mænd, der ikke krænker kvinder. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Harvey Weinstein, Kevin Spacey, Brett Rather og mange flere.

I de seneste måneder er flere og flere mænd dukket op på listen over mænd, der har krænket andre. Og nye mænd bliver stadig beskyldt for seksuelle krænkelser.

Men vi er nødt til at huske på, at ikke alle er sådan.

Det siger den amerikanske skuespiller Matt Damon, som advarer om, at vi glemmer, at der også er mænd, som ikke krænker.

- Vi er ved en milepæl, og det er godt. Men jeg synes, at der er en ting, vi ikke taler om. Og det er den store gruppe af mænd, og størstedelen af de mænd, jeg har arbejdet sammen med, som ikke opfører sig sådan, siger Matt Damon til det amerikanske medie Business Insider.

Kritik af Damon for at rangere overgreb

Matt Damon har tidligere markeret sig i #Metoo-debatten, hvor han blev kritiseret for at sige, at der var forskelle på, hvor alvorligt handlingerne var.

- Der er forskel på at klappe en på ballerne i forhold til at begå overgreb mod et barn. Begge ting skal konfronteres og udryddes, men de bør ikke sidestilles, sagde Matt Damon i sidste uge.