Melvin er Danmarks mest hypede komiker. Nu har han fået sin egen tv-serie

Komikeren Melvin Kakooza lever nemt op til den hype, han er blevet ramt af det seneste år, mener serieekspert.

- Personligt blev min ellers voksende interesse for stortalentet et kort øjeblik overskygget af brændende jalousi, fortæller DR's serieekspert, om sin frustration, da Kakooza spontant fejrede sin fødselsdag med de to amerikanske comedygiganter Dave Chapelle og Jon Stewart. (© The Night Agency)

Det er sjældent, at en komiker er blevet så hurtigt hypet i Danmark, som Melvin Kakooza er blevet det inden for det sidste års tid.

Ud over, at hans navn lander perfekt mellem at være dejligt nemt at udtale, huske og lyde som 'bazooka', handler det om et kæmpe talent og en villighed til at tænke comedy stort og ikke snævert som ren standup.

Der er ingen komikerforfængelighed at spore, når han stiller op i 'Go' Morgen Danmark' til et interview om at komme fra Uganda eller siger ja til at spille over for en snotdum, bondeknoldsracistisk Lars Hjortshøj i sin nye komedieserie 'Sunday'.

Den 28-årige Kakooza har grebet chancen med stor selvsikkerhed og integritet ved at varme op for Tobias Dybvad på hans seneste danmarksturné og samtidig være med til at skrive serien 'Sunday', hvor han spiller hovedrollen.

Ikke som sig selv, men som en ret blåøjet kenyaner, der kommer til Fredericia for at spille fodbold.

Det er en vellykket måde at sætte sig selv i scene på og bruge mange af hans egne oplevelser med at stikke ud i et kridhvidt lokalmiljø, uden at man allerede på forhånd bliver træt.

Her kommer tre gange, Melvin Kakooza levede op til sin status som dansk comedys helt store håb lige nu.

1

Da han vandt DM i standup i 2017

DM i Stand-up har været afholdt siden 1992, hvor Lars Hjortshøj blev den første vinder. (© Mew/DM i Stand-up)

Melvin Kakooza var oppe imod andre stjernefrø som Natasha Brock, Jacob Taarnhøj og Jonas Brøndum, men han leverede bundsolide fem minutters historier om dansk-afrikansk identitet.

Han lægger ud med en af verdenshistoriens mest effektive åbningsjokes, hvor han kortslutter vittighedsstrukturen og laver en joke på kun én sætning.

Hans krop og hans hudfarve bliver setuppet til hans punchline, hvor den første linje, der kommer ud af munden på ham, er 'det bliver på dansk, bare rolig'.

Fra det sekund har han publikum i sin hule hånd, når han blandt andet leger med betydningen af udtrykket 'det mørke Jylland'.

Selvom han påstår, at han var nervøs, er det umuligt at mærke, og han står med en autoritet på scenen, der får alle til at glemme, at han var kommet ind fuldstændig fra højre i comedymiljøet.

Titlen som vinder af DM sætter ham i kategori med stjerner som Ruben Søltoft, Jonatan Spang og Lars Hjortshøj.

DM i standup 2017 kan ses på TV2 PLAY.

2

Da han fik sin egen komedieserie

Melvin Kakooza er både med til at skrive og spiller selv hovedrollen i den nye serie 'Sunday'.Flere af seriens historier stammer fra hans egen opvækst. (© YouSee)

De danske streamingtjenester har kastet sig ud i at betale for produktionen af egne serier og satser i flere tilfælde på dansk komik. Og gudskelov for det!

Det har allerede givet os den ekstremt velovervejede næsten-rigtig-voksen-komedie '29' og den lille terapiperle 'Misbrug, angst og andre sjove ting'.

Melvin Kakooza er den altoverskyggende stjerne i sin nye serie 'Sunday', hvor han spiller titelrollen som hurtigløberen fra Kenya, der bliver købt til at spille på det lokale fodboldhold i Fredericia.

Det er en meget klassisk præmis for masser af jokes om at have brun hud i et hvidt lokalmiljø.

Men skal man forstå Kakoozas standup ret, så kommer flere af historierne fra hans egen opvækst, inklusive nogle ekstreme pinagtigheder omkring de afrikanske dyr i Givskud Zoo.

Serien stråler, når perspektivet vendes den anden vej, og 'Sunday' bliver en prisme for observationer om Danmark.

Det er ret sjovt, når 'Anders' lyder som 'anus' i hans udtale, og det er virkelig, virkelig sjovt, når han genialt tørt dekonstruerer 'det sagde hun også i går'-jokes; 'So you are joking about basic information, you got from somebody else? Not funny at all.'

'Sunday' kan ses på YouSee Comedy.

3

Da han fejrede sin fødselsdag med Dave Chapelle og Jon Stewart

- Dave Chapelle og Jon Stewart brugte deres nat på at fejre min fødselsdag! Og gjorde den legendarisk!! Skrev Melvin Kakooza på Facebook til billedet her fra hans fødselsdag i oktober sidste år af ham selv og Dave Chapelle. (© Melvin Kakooza)

Da de to amerikanske comedygiganter Dave Chapelle og Jon Stewart var i Danmark for at optræde i Royal Arena 13. oktober sidste år, skete der noget aftenen før, der var fantastisk for de involverede og dybt frustrerende for os andre med dyre billetter til showet.

Der begyndte at florere tweets om, at de to legender havde indfundet sig på det meget mindre Comedy Zoo i København.

Her gav de et spontant show for et overrasket, begejstret og forvirret publikum, der bare havde regnet med at se en håndfuld danske komikere på scenen - blandt andre Melvin Kakooza.

For at det ikke skulle være løgn, kunne vi andre Chapelle- og Stewart-fans sidde med vores 500-kroners billetter brændende i lommen og følge med i hele forløbet på de sociale medier.

Først hvordan de giver en længere og meget mere intim oplevelse på den lille comedyklub.

Derefter, hvordan de bliver hængende og hygger sig med de andre komikere, og til sidst tager de guddødemig med i byen for at fejre Kakoozas fødselsdag.

Personligt blev min ellers voksende interesse for stortalentet et kort øjeblik overskygget af brændende jalousi.