'Menneskeliv blev kvast på grund af forstokkede fordomme': Stærk film skildrer modbydeligt homohad

Filmen 'Grosse Freiheit' viser, hvordan pæne tyskere kopierede nazisternes tankegang efter krigen.

'Grosse Freiheit' har vundet adskillige priser rundt om i verden. Blandt andet Un Certain Regard-prisen i Cannes. (© Höhne Presse)

Vi har efterhånden vænnet os til, at Hitlers Nazityskland var leveringsdygtig i det mest afstumpede, menneskeheden kan udtænke.

Alt lige fra planer om at udrydde alle østeuropæere for at det tyske herrefolk kunne kolonisere områderne til at eksperimentere med lampeskærme lavet af menneskehud i koncentrationslejrene. Kun fantasien satte tilsyneladende grænser.

Men nazisterne var ikke alene. Og hvis en historiefortæller kan dokumentere, at pæne mennesker kopierede nazisternes tankegang, helt ned i detaljen, så er vedkommende godt i gang med et chokerende drama.

Det er præcis, hvad østrigske Sebastian Meise kan.

Kærlighed under opsyn

Med 'Grosse Freiheit' fortæller han om en ung mand, der bliver hentet ud af nazisternes koncentrationslejre, da Tyskland lå i ruiner ovenpå Anden Verdenskrig – men kun for at blive smidt i spjældet igen. Hvad har svinet dog gjort? Er han seriemorder? Sadistisk bøddel? Pædofil? Nej, han har en tendens til at forelske sig i andre mænd. Kort sagt homoseksuel.

Med sin underspillede spillestil er Franz Rogowski blevet et af de store navne i tysk film indenfor de seneste år, senest i 'Transit' og 'Undine'. (© Höhne Presse)

Det var ulovligt i Tyskland frem til slutningen af 1960'erne. Det var ikke bare ulovligt. Det var en lov, de tyske myndigheder håndhævede med iver og beslutsomhed. Homoseksuelle mænd fik ikke en kort straf. De røg ud og ind af fængslerne.

Det beretter Sebastian Meise om via Hans, en ung mand, der forelsker sig i sin Oskar og samtidig har et venskab – og lidt til – med Georg, en machotype, der først hader homoseksuelle, men får et bredere livssyn undervejs.

Hans' kærlighedsliv er under ingen omstændigheder frit. Det er afhængigt af myndighederne og om mændene, han holder af, er i fængsel på samme tid, som han selv er.

I det hele taget er 'Grosse Freiheit' et knivskarpt billede på et menneske, hvis kærlighed er under opsyn. Hans bliver simpelthen straffet for at elske et andet menneske. Blot fordi det er af samme køn som han selv.

'Grosse Freiheit' er instrueret af østrigske Sebastian Meise. Filmen er hans blot anden spillefilm efter 'Stilleben' i 2011. (© Höhne Presse)

Et liv i tomgang

Det er ikke verdens mest sindsoprivende spændende historie, Sebastian Meise har skruet sammen. Den har en uheldig tendens til at gå i tomgang – hvilket der heldigvis er en pointe med. Hans' liv kører også i tomgang, ud og ind af fængslerne, med eller uden overskæg og forskellige frisurer, fra 1945 og 20 år frem.

Og det er netop fornemmelsen af at være låst, at sidde fast, at blive spærret inde og blive overvåget, der gør 'Grosse Freiheit' til en stærk film.

Som et billede på overgrebenehomoseksuelle i Tyskland op til 1970 er den aldeles overbevisende. Ikke alene understreger den, at nazistiske tankebaner levede videre. Man sidder også tilbage med en klar og knugende fornemmelse af et menneske, hvis liv blev kvast på grund af forstokkede fordomme. Og intet andet end forstokkede fordomme.

Franz Rogowski spiller Hans med den helt utroligt underspillende stil, der er blevet hans varemærke. Han næsten hvisker sine replikker, læspende – tilsyneladende uden at gøre andet end bare at være til stede i filmen.

Det er ikke mindst hans skyld, at 'Grosse Freiheit' er så knugende en film, nærmest som om alt liv er pint ud af Hans og mændene omkring ham.

Franz Rogowski ville være et meget mærkeligt valg i rollen som superhelt, men som knust og kvast homoseksuel i Tyskland efter nazitiden fungerer han fortrinligt.

Og når 'Grosse Freiheit' er forbi, kan man fundere lidt over, at homoseksualitet stod på listen over registrerede sygdomme i Danmark helt frem til 1981. Og i den internationale sundhedsorganisation WHO frem til 1992.