Mere snasket end sexet: Kontroversiel pornoserie er tilbage

Sæsonaktuelle ’The Deuce’ handler om sexarbejde i 70'erne med tyk streg under 'arbejde'. Og der er masser grund til at se med.

I anden sæson af 'The Deuce' kan man igen følge Maggie Gyllenhaals fantastiske Candy og James Francos Vincent Martino. (© HBO Nordic)

Der er en god chance for, at mange blev skuffede over ’The Deuce’, HBOs kæmpesatsning sidste år, som snart er tilbage med sæson 2.

Ikke fordi den er dårlig, bevares, manden bag er David Simon, som tidligere har skabt mesterværket 'The Wire'.

Nej, det er mere, at man bliver lokket med, at serien handler om porno i 70’ernes New York - hvilket lyder betydeligt mere sexet, end det er.

I ’The Deuce’ er New York nemlig decideret ækel, farlig, tilrøget og godt gammeldags snasket.

Og sexscenerne er decideret ufrække: den første scene, man ser fra en pornooptagelse, involverer vikingeudklædning, der får 'Frost'-kostumerne i BR til at ligne noget fra Balenciagas nyeste kollektion. Og kold kartoffelsuppe i uhyrlige mængder sprøjtet i ansigtet under følelseskolde replikker:

- Lad være med at knibe øjnene sammen, det skal se ud som om, du elsker vikingesæd!

- Vikingesæd er fint. Men jeg hader kold kartoffelsuppe.

Hvis man forventede kuglerunde babser i baggrunden og smagfuldt belyste sexscener (som HBO tidligere er blevet anklaget for at fylde deres serier med for at holde på seerne), så bliver man slemt skuffet.

’The Deuce’ handler om sexarbejde med den tykkeste streg, du kan forestille dig, under arbejde.

Men det, der måske gør den svær at - beklager - sluge til at starte med, er faktisk nogle af de ting, der senere gør den værd at holde fast ved.

Her kommer tre gode grunde til at tage kampen op med første sæsons otte afsnit inden sæson to, der har premiere nu på HBO Nordic.

1

Maggie Gyllenhaal som Candy

(Foto: Paul Schiraldi © HBO Nordic)

Midt i et vildt underholdende og evigt fascinerende persongalleri står Maggie Gyllenhaals rolle som den selvstændige prostituerede Eileen, der går under navnet Candy, som den mest udfoldede.

Hun har ingen alfons og masser af erfaring med at tage beslutninger selv. Det gør, at hun har lettere ved at skifte branche end de fleste af hendes kollegaer på gaden.

Hendes vej fra gadeprostitueret til pornoskuespiller til instruktør er seriens hjerteblod og det mest begejstrende i et ret mørkt og trøstesløst univers.

Maggie Gyllenhaal selv spiller også en vigtig rolle som producer på showet som bevis på, at det ikke bare er endnu en serie lavet af mænd, der gerne vil tjene penge på at fortælle historier om nøgne kvinder og de mænd, der befamler dem.

Allerede før #MeToo-skandalerne rullede, så udtalte skuespilleren dette om seriens potentiale:

- Det her er en mulighed for at kigge på kvindehad med omtanke og kløgt. Det betyder, at vi kommer til at se nogle ting, der er voldelige og ubehagelige. Men hvis ikke vi kigger på det, klart og tydeligt, så kommer det aldrig til at ændre sig.

2

Et helt nyt (serie)blik på sexarbejde

(© HBO Nordic)

Onde tunger vil mene, at tv-seriernes popularitet ikke skyldes, at de er en særligt sofistikeret fortælleform, men snarere at de er lavkulturel underholdning pakket ind i høj produktionsværdi.

En stor del af det argument hviler på brugen af sex og nøgenhed i serier som ’Game of Thrones’, ’Sopranos’ og ’True Blood’, hvor der ofte er afklædte - især kvindelige - kroppe uden nogen vigtig funktion i handlingen.

Så da HBO offentliggjorde, at de var på vej med en serie, der handlede om pornoens opblomstring, var der mange, der rullede øjne.

Men blikket fra ’The Deuce’ er først og fremmest et undersøgende, næsten journalistisk blik, der prøver at vise og forstå systemer og sammenhænge mellem forskellige grupper i berøring med pornografien.

Skuespillerne, instruktørerne, producerne, sælgerne og alfonserne, der mister deres indtjening. Det er relativt nyt i mainstreamkulturen, der ofte anlægger et mere moralsk og fordømmende blik på sexarbejde.

Uanset om du arbejder på gaden eller på settet er sexarbejde i ’The Deuce’ mest af alt bare benhårdt. Ikke særligt for sjælen, eller for ens værdi som kvinde, men først og fremmest som alt andet ufaglært arbejde uden social sikkerhed.

Sexarbejderne skal ikke reddes af andre for deres kristne sjæls skyld - eller for at få en mand; de prøver at redde sig selv fra manglende sundhedsforsikring, fordomme og dårlig løn.

3

David Simons knusende kapitalismekritik

David Simon (t.v.), Maggie Gyllenhaal and James Franco (t.h.) til premieren på første sæson af 'The Deuce'. (Foto: Jenny Anderson © WireImage / Getty Images)

I serieverdenen er der stadig ingen over eller ved siden af den tidligere journalist David Simon, når det kommer til at lave serier for voksne.

Serier, der kan få selv de mest konservative litterater og filmnørder til at anerkende, at serierne efterhånden har sin plads og fortjener at blive taget alvorligt.

Emnerne er dødalvorlige: Krig i ’Generation Kill’, genopbygningen af en by efter en katastrofe i ’Tremé’ og kriminalitetens samfundsdynamikker fra skolegården til det politiske system i ’The Wire’.

For David Simon er der kun en strategi, der virker, hvis man vil vide, hvordan verden hænger sammen: Følg pengene. Og det gør han som ingen andre.

Alle emner i David Simons bog bliver forklaret med, at penge kan få hvem som helst til at gøre hvad som helst.

Også i ’The Deuce’, hvor vi følger markedets stigende begær efter porno, hvilket lokker de prostituerede med en drøm om flere penge og sikrere arbejde.

Og et sådant køligt, strukturelt blik er ekstremt kærkomment i tv-verdenen, hvor man ellers har travlt med at skabe drama over menneskelige følelser, og episoder, der kan rundes af på 45 minutter.

Men hvis man skulle smide lidt malurt i bægeret kunne et lille ønske være, at menneskesynet blev åbnet lidt op, så man kunne forstå de ellers meget nuanceret fremstillede figurer lidt bedre.

Anden sæson af ’The Deuce’ springer fem år i tid, og hvis man skal tro traileren, bliver Maggie Gyllenhaals Candy endnu mere central, som hendes pornoinstruktørkarriere tager fart.

Sæson 2 af ’The Deuce’ har premiere på HBO Nordic 10. september.

Facebook
Twitter