Mesterinstruktør er tilbage med effektfuldt krigsdrama: 'Mageløst at være vidne til!'

Terrence Malick genfinder sin storhed i 'A Hidden Life'.

- At se 'A Hidden Life' er som at træde ind i et tempel for selve tilværelsen, skriver Per Juul Carlsen. (© SF Studios)

På sin vis har Terrence Malick skabt den samme film igen og igen og igen.

Han har skabt én film, uanset om den hedder 'Badlands', 'Himlen på jorden', 'Den tynde røde linie', 'The New World', 'The Tree of Life', 'To the Wonder', 'Knight of Cups', 'Voyage of Time', 'Song to Song' eller 'A Hidden Life'.

Man kan såmænd skimte den røde tråd gennem titlerne.

Ord som 'himlen', 'verden', 'livet' og 'jorden' stikker ud.

Malicks film er stort opsatte, filosofiske udflugter, der er fortalt med et ydmygt blik ud mod det store, uudgrundelige univers, med besjælede, søgende skæbner i centrum.

Filmene må nødvendigvis ligne hinanden, når man som Terrence Malick er en enlig fugl i filmverdenen – en billedfilosof, der skaber film efter egen krop og sjæl.

Men hvis hans første film fra 70'erne og 80'erne viser en filmmager, der udforsker menneskets plads i det store univers, har han i de seneste år haft en tendens til at fare vild i sin egen bagdel.

Gennem 32 år, fra 1973 til 2005, skabte Malick kun fire film, der hver var en begivenhed.

Efter 'The Tree of Life' fra 2011, en åbenbaring af en film, der fortæller menneskets historie gennem en familie i Texas, gik der pludselig samlebånd i Malick. 'To the Wonder' og 'Knight of Cups' blev spyttet ud i kølvandet på 'The Tree of Life' og lignede mere eller mindre fraklip og gentagelser.

Franz Jägerstätter (spillet af August Diehl) med sin kone (spillet af Valerie Pachner), der sammen lever et simpelt og lykkeligt liv. Men da krigen bryder ud, splintres idyllen. (© Reiner Bajo/ SF Studios)

Den særprægede stil fra 'The Tree of Life' gik igen.

Fotografen Emmanuel Lubezkis vidvinklede kamera svømmede nærmest rundt mellem skuespillerne, forsvandt op i træerne og skuede op mod himlen.

Herefter svømmede kameraet tilbage til skuespillerne, som gik søgende og funderende rundt og talte med sig selv i voice over-monologer med en ordlyd, der ofte lå faretruende tæt på poesibogs-poesi.

Handling var der ikke meget af.

Endelig sluppet ud af sig selv

Malick har altid være mere optaget af meditation end fremdrift. Men med 'A Hidden Life' sker der (heldigvis) noget nyt.

I en alder af 76 år er særlingen Malick endelig sluppet ud af sig selv igen, fordi han har valgt at fortælle en historie fra den virkelige, håndgribelige verden.

En vaskeægte Malick-fortælling om en spirituel sjæl i krise, men først og fremmest en historie, hvor de store filosofiske tanker bliver spejlet i noget helt konkret: I en østrigsk bjergbonde, der nægter at gå i krig for nazisterne under Anden Verdenskrig.

Egentlig var det Franz Jägerstätters dybe kristne tro, der nægtede ham at dyrke nationalismen og gribe til våben. Den nedtoner Malick og gør i stedet Jägerstätter til et menneske i sync med kosmos og naturen.

Jägerstätter ved, at nationalismen, blodtørsten og magtbrunsten er hul og falsk. Det er kun barnestreger i forhold til tilværelsens essens: at indånde jorden og himlen i taknemmelighed.

Så konkret udtrykker Malick sig ikke. Det er den her anmelders fortolkning.

Filmen er baseret på virkelighedens Franz Jägerstätter, der i dag er et symbol for krigens samvittigheds-krigsbenægtere. (© Reiner Bajo/ SF Studios)

En anelse for lang - men effektfuld

Men Malick lader fotografen Jörg Widmers kamera svømme rundt i de østrigske alper og skabe nogle fantastiske, bogstaveligt talt bjergtagende billeder.

Der er ingen tvivl om, at den egentlige hovedperson i 'A Hidden Life' er himlen, naturen, eksistensen, kosmos og livet.

At se 'A Hidden Life' er som at træde ind i et tempel for selve tilværelsen.

Mens Jägerstätter ransager sin sjæl, udgyder de bøvsende lokale nationalpatrioter deres galde over den stakkels pacifist, der i bagklogskabens lys naturligvis havde ret.

Dermed sender Malick en temmelig tydelig besked ud til en verden, hvor polarisering, had og fjendebilleder marcherer bøvsende frem.

Malick havde nok ikke behøvet små tre timer til at servere den pointe, og der bliver jokket grundigt rundt i Jägerstätters store eksistentielle krise – at han ved, at nazisterne straffer pacifister med døden, og at han dermed må sige farvel til sin elskede familie.

Men den massive volumen og de monumentale billeder har en effekt.

Som tilskuer føler man sig virkelig som en hvirvlende sjæl i en verden, der er uendeligt meget større end en selvforelsket hærførers planer i 1940'erne.

Terrence Malick er sluppet ud af sig selv igen. Det er mageløst at være vidne til.

(© kino.dk)
Facebook
Twitter
Emner: