Mesterinstruktør imponerer med ny film: 'Jeg kan simpelthen ikke ryste synet af mig'

Anmelder kan se noget af sig selv i hovedrollen i 'Sorry We Missed You'.

Første gang, jeg kiggede på Ricky, så jeg en af de der arbejderklasseenglændere, som altid er med i socialrealistiske film, især i film af den Guldpalme- og Bafta-vindende instruktør Ken Loach.

En af dem, der slider løs fra morgen til aften, og som bander og svovler over de overklasseløg, som forhindrer ham i at få et bedre liv.

Men så kiggede jeg på Ricky igen og opdagede noget bekendt ved ham, de opspilede øjne, den grå hud og de sorte sadeltasker under øjnene.

Jeg så mig selv i spejlet og så alt andet end en arbejderklasseenglænder, der slæber kul op fra minerne, bygger grimme højhuse i beton eller kører pakker ud fra morgen til aften.

Jeg så en rødvinsmarineret middelklassedansker med bløde hænder, men med samme opspilede kighuller, grå hud og sadeltasker under øjnene.

Og jeg kiggede på mine venner og mine kolleger. Og jeg så det samme, i varierende grad – mennesker, der pisker sig selv for at give deres familie et bedre liv i uendelig lykke. Og som ikke opdager, at drømmen har præcis den modsatte effekt, at arbejdet vinder over familien.

Første gang, jeg så på Ricky, så jeg ét af fire familiemedlemmer under pres fra arbejdsmarkedet i England.

Niårig datter holder sammen på opløst familie

Ricky har ingen uddannelse, men har prøvet hundredvis af job. Nu vil han tjene ordentlige penge, han vil være pakkeuddeler hos et af de topsmarte firmaer, der fortæller medarbejderne, at de er deres egne chefer med egen bil.

Firmaerne glemmer bare at fortælle, at medarbejderne ikke har nogen rettigheder. Hvis de bliver syge, og hvis udstyr går i stykker under arbejdet, skal de selv punge ud.

Trods lange og opslidende arbejdsdage for ægteparret Abby og Ricky er der indimellem også tid til kvalitetstid med familien ved middagsbordet i 'Sorry We Missed You'. (© Scanbox)

Rickys kone, Abby, er hjemmehjælper med en så stram dagsplan, at der ikke er plads til gammeldaws medmenneskelighed. Eller bare tid til at nå planen. Det er ind at skifte ble, vaske, sætte mad på bordet og ud igen. Derudover skal hjemmehjælperne selv betale transporten.

Men Abby er et godt menneske, der gerne giver de ældre den opmærksomhed, de trygler om. Det giver en arbejdsdag på 14-16 timer og en indkomst så lav, at det knap kan betale sig at arbejde.

De lange, opslidende arbejdsdage går naturligt nok ud over den 15-årige søn, Seb, og hans niårige lillesøster, Lisa. Seb har klaret sig godt i skolen, men begynder at pjække og male graffiti med gutterne. Og Lisa bliver med tiden en lille husholderske, der forsøger at holde sammen på den opløste familie.

Et virkelig begavet manuskript

Første gang, jeg så Ricky og hans familie i Ken Loach' 'Sorry We Missed You', så jeg i høj grad et debatindlæg i en avis. Selvfølgelig så jeg mennesker, der talte sammen i deres køkken, som grinte sammen eller råbte ad hinanden, som græd og så deres liv køre af sporet.

'Sorry We Missed You' er en spillefilm, det er fiktion, men baseret på så grundig research, at Loach og hans makker og manuskriptforfatter Paul Laverty næsten har sovet på sofaen hos virkelighedens britiske pakkeudbringere og hjemmehjælpere.

Instruktøren Ken Loach hyldes af mange for sine socialrealistiske og samfundskritiske film om Storbritannien. (© Scanbox)

Ligesom forgængeren 'Jeg, Daniel Blake' virkede 'Sorry We Missed You' så stramt skruet sammen omkring fakta og research, at den mere var et oplæg til debat, ikke en historie.

Men anden gang, jeg så Ken Loach' nye spillefilm, der er hans 27. af slagsen, så jeg noget mere. Ikke bare et venstresnoet angreb på et effektivitetsoptimeret og menneskekøligt samfund, ikke bare en fortabt arbejderklassestakkel, men et portræt, der rækker langt ud over det britiske klassesamfund.

Jeg så et menneske, der er optændt af ønsket om ikke at være en fiasko som sin far og derfor løber løbsk i hamsterhjulet.

Jeg så en historie folde sig ud, jeg så et virkeligt begavet manuskript, der får to halvdele til at gå hånd i hånd, angrebet på et hjerteløst samfund og portrættet af familiemennesker fortabte i idéen om, at lykken gemmer sig for enden af de næste seks lønsedler.

Jeg så mig selv og alle i andre i Ricky. Og jeg kan simpelthen ikke ryste synet af mig…

(© Scanbox)