Mesterværk eller kejserens nye klæder? Fans er splittede efter sidste afsnit af Twin Peaks

- Den nye 'Twin Peaks' er langt smallere og mere abstrakt end den oprindelige, siger en David Lynch-kender om den nye sæson af tv-kultserien, der bliver afsluttet i dag.

Legendariske Agent Coopers (spillet af Kyle MacLachlan) forsvindende lille rolle i den nye serie er blandt skuffelserne i den nye 'Twin Peaks: The Return' (© HBO Nordic)

Den oprindelige serie af Mark Frost og David Lynch tonede frem på skærmen i 1990 og blev med det samme en tv-klassiker af kultstatus.

Da rygter om den nye 'Twin Peaks: The Return' blev bekræftet, var det til stor glæde og tilnærmelsesvis fanssammensmeltning.

I dag vises finaleepisoden, men har den nye sæson levet op til den oprindelige series status?

Instruktør Mads Rosenkrantz Grage er blandt de fans, der måtte give op efter de første dele af 'Twin Peaks: The Return':

- Jeg er jo stået af, fordi jeg er så sur på den.

David Lynch: verdens bedste hypeman

Men før vi dykker ned i Mads Rosenkrantz Grages skuffelse, så lad os tage et blik på den mangeårige hype, der gik forud for premieren i år:

Tilbage i 2014 bliver rygter om en ny sæson bekræftet, da Showtime offentliggør, at de vil producere 18 afsnit med David Lynch og Mark Frost som manuskriptforfattere - og Lynch som instruktør.

https://twitter.com/DAVID_LYNCH/status/519147574381379584

Fans verden over er i ekstase. I april 2015 udtaler David Lynch så, at han tvivler på hele projektet.

https://twitter.com/DAVID_LYNCH/status/584855237946552320

Alle holder vejret.

Den første trailer rammer verden i december 2015 - nu ser det for alvor ud til at blive en realitet. Men hvornår får vi premieredatoen?

I januar 2016 bliver det, efter mange udsættelser af premieredato, offentliggjort at serien vil komme i første halvdel af 2017.

22.maj 2017 rammer den længeventede og nu vanvittigt hypede serie os så endelig. Og alle medier er i månederne op til premieren gået bersærk i alle tænkelige (og utænkelige) vinkler på premieren.

Min største frygt blev bekræftet

Dagen for premieren kommer, folk sætter sig til rette foran skærmen, kritikerne klapper i hænderne og står i kø for at kalde 'Twin Peaks: The Return' et mesterværk.

I dag rammer så finaleafsnittet. Men levede den op til de tårnhøje forventninger? Og tør vi indrømme det, hvis den ikke gjorde?

Inkarneret fan, David Lynch-ekspert og cand.mag. i filmvidenskab Andreas Halskov afviser præmissen om kejserens nye klæder og forklarer:

- Blandt dem, der har hypet den, er der sikkert nogle, der er faldet fra. For serien er noget helt andet, end den oprindelige serie var. Det er ikke en serie, der inviterer tilskueren indenfor på samme måde.

Det kan Mads Rosenkrantz Grage skrive under på:

- Jeg havde set frem til den sæson mere end noget andet i meget lang tid.

Desværre blev hans forventninger til serien ikke indfriet. Det blev hans frygt dog:

- Jeg havde hele tiden en frygt for, at det ville være den nye David Lynch, vi ville opleve. En mand, der nu er meget holistisk og fuldstændigt har tabt jordforbindelsen, og som mediterer på film.

- Og det fik jeg bekræftet i det første afsnit. Et afsnit, som jeg i øvrigt så af tre omgange, før jeg så det til ende. Det var først, da jeg så det tredje gang, at det gik op for mig, at jeg faktisk havde set det til ende de to gange tidligere. Jeg havde bare ikke kunne fastholde min koncentration de første to gange, forklarer Mads Rosenkrantz Grage, der stod af serien efter at have set de første par afsnit.

Fremmedgørelsen er komplet

Men selvom hypen potentielt set skabte så stor en interesse, at de millioner af fans, der i 90'erne sad klistret fast til tv-skærmen for at følge Agent Cooper og dramaet i Twin Peaks, var klar til at hoppe på Lynch-vognen igen, så var meningen ikke at tilfredsstille det brede publikum:

- Den nye 'Twin Peaks' er langt smallere og mere abstrakt end den oprindelige serie, og den passer derfor godt til det medielandskab vi har nu, hvor mange forskellige udbydere bejler til forskellige nichepublikummer, forklarer Andreas Halskov og forsætter:

- Hele serien dyrker en meget fremmedgørende stil, så som seer føler jeg stor afstand til det, jeg ser. Jeg græder ikke med serien. Jeg griner nogle gange med serien. Jeg gyser lidt - men slet ikke på samme måde, som med den oprindelige serie.

Og det er måske denne afstand mellem serien og seeren, der har fået de mange forventningsfulde stemmer til at forstumme.

- David Lynch har selv udtalt, at han har lavet en spillefilm i 18 dele, hvilket viser at det er en anti-tv-serie. Så den skal altså ses med nogle helt andre briller på. Men de briller får jeg bare aldrig forklaret, hvor er, siger Mads Rosenkrantz Grage.

Mads Rosenkratz Grage gør meget ud af at forklare, at han altså ikke har set hele sæsonen, og derfor har han dannet sin holdning om den nye sæson på baggrund af de første afsnit. Men når det så er sagt:

- David Lynch fik tilbudt at lave den i otte afsnit, men så spillede han hard ball og truede Showtime med at gå, hvis han ikke fik 18 afsnit. Der tror jeg måske, det havde klædt den meget godt liiiige at være lidt strammere...

Pengemaskinen kører ufortrødent

Men som Andreas Halskov pointerer, så skal det på ingen måde ses som en fiasko for netværket Showtime, at den store hype ikke at resulteret i tocifrede million-seertal:

- Den har fået rekordmange til at abonnere på Showtimes streamingtjeneste. Så selvom den rammer et smallere publikum, så er der tale om nogle seere, som er villige til at oprette sig som betalende brugere. Den er derfor ikke nogen succes i flow-tv, men kan godt alligevel regnes som en succes for Showtime på tværs af platforme, konkluderer Anders Halskov.