Michael elsker ’X Files’: Fascinerende så meget serien afspejler virkeligheden

Michael Jeppesen har siden 1994 været fan af ’X Files’. Han ser stadig serien i dag og undersøger de myter, kultseriens episoder handler om.

Michael Jeppesen (i midten) er 44 år og har fulgt med i Scully og Mulders søgen efter sandheden, siden 'X Files' blev vist første gang i januar 1994. (© Getty Images og privatfoto)

Michael Jeppesen husker tydeligt, det første billede han så af et rumvæsen.

Det var i en bog, han fandt, da han var fem år.

Væsenet var klædt i en sølvpapirslignende dragt, og hans nysgerrighed fik ham til at dykke ned i alle mulige andre mysterier som ufo-styrt, Loch Ness-uhyret og myter om overnaturlige væsner.

Som barn troede han på det meste af det, han læste. Men i takt med at han blev større, blev han mere kritisk. Og det var der, han for første gang opdagede ’X Files’, som senere skulle blive en af hans yndlingsserier.

- Allerede da jeg læste om, at ’X Files’ ville blive vist på dansk tv, så glædede jeg mig helt vildt. Det tegnede til at blive en serie, hvor man ville få en masse mytiske historier, og noget, der virkelig var værd at se, siger Michael Jeppesen.

"Serien er brillant"

Dengang var han 22 år. I starten så han kun serien for underholdningens skyld. Det var først senere, han blev så opslugt af handlingen.

På internettet og i bøger opdagede han, at nogle af afsnittene var baseret på eksisterende myter og fortællinger, og det fik ham til at gå på opdagelse efter forklaringer på hændelserne.

- Selvom jeg er mere kritisk over for det i dag, så er ’X Files’ en af de helt store serier, fordi det bygger på myter, som man kan fordybe sig i. Serien er brillant, og den taler virkelig til mig.

- Den giver mig inspiration til at kigge nærmere på de episoder, handlingen bygger på, og jeg fordyber mig så meget i det, at jeg ikke kan lade være med at se næste afsnit. Og derfor er det en serie, jeg altid vender tilbage til.

Blogger om ufoer

Michael Jeppesen har en blog om overnaturlige hændelser og ufoer. Desuden er han medlem af Skandinavisk Ufo Information, som blandt andet indsamler uforklarlige objekter, der er observeret på himlen.

Derfor hænder det flere gange om året, at han sætter sig i sofaen og ser episoder af ’X Files’ fra morgen til aften i op til to dage, hvis der ikke er andet, han skal.

Derefter kan han bruge alt fra en dag til flere måneder på at undersøge de fortællinger, et afsnit kan være baseret på, som han efterfølgende kan skrive om på sin blog.

Bare for at finde frem til, hvad der kan forklares, og hvad der ikke kan.

Statslige hemmeligheder

Selvom han i dag har svært ved at tro på overnaturlige væsner, der f.eks. lever under jorden, og at ufoer flere gange har besøgt os, så er det mere end blot mysterierne, som drager ham.

- I serien snyder den ene den anden, fordi nogen vil have, at Mulder og Scully bliver ledt i en anden retning på grund af sammensværgelser og noget, som staten vil holde hemmeligt. Sådanne sager hører man også i virkeligheden, og det er også det fascinerende, at serien kan afspejle virkeligheden så meget, siger han.

En af de sager er den såkaldte Roswell-myte, hvor nogle mener, at den amerikanske stat gemmer et nedstyrtet rumskib ved den stærkt bevogtede militærbasen Area 51.

- Der er mange mysterier, som man ikke kan opklare, fordi det er statshemmeligheder, eller der er fejlinformationer, som bevidst er blevet sendt ud fra regeringer – kun for at mislede befolkningen. Det, tror jeg, stadig sker, og derfor er serien stadig relevant, siger han.

Håber på en større 'X Files'-historie

Derfor vil Michael Jeppensen også sidde foran tv’et, når de seks nye afsnit af ’X Files’ vil blive vist fra på torsdag på dansk tv.

Han håber, at spændingsniveauet vil være lige så højt som i de tidligere sæsoner, men han har også en lille frygt.

- Hvis det ender med, at der kun kommer seks afsnit, så håber jeg ikke, det bliver seks forskellige uforklarlige hændelser, afsnittet vil handle om. I stedet skal der komme noget, der afslutter serien og ’X Files’-universitet. Min største frygt er, at universet vil løbe ud i ingenting.

Den nye sæson af 'X Files' bliver vist i aften på amerikansk tv. På torsdag vil det første afsnit blive vist på TV 3+ og Viaplay.