Michael Jackson-fans kalder ny dokumentar for karaktermord: 'DR bryder samtlige presseetiske regler'

Filmen, der anklager popstjernen for seksuelt misbrug af børn, deler vandene. 'Leaving Neverland' kan ses nu på DR TV.

Wade Robson (nederst til venstre) var syv, år gammel, da han blev ven med Michael Jackson. I dokumentaren fortæller han, at Michael Jackson misbrugte ham. (© Wade Robson archive/Amos Pictures)

Tusindvis af Michael Jackson-fans og boet efter superstjernen er i øjeblikket rasende over den kontroversielle dokumentar 'Leaving Neverland', der bliver vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og på DR TV.

I dokumentaren hævder James Safechuck og Wade Robson, at de som små blev seksuelt misbrugt af Michael Jackson.

Filmen har fået ros af både de internationale og de danske anmeldere, efter den havde premiere på filmfestivalen Sundance i januar.

- Du kommer aldrig til at lytte til Michael Jackson på samme måde igen. Faktisk kommer du måske aldrig til at lytte til Michael Jackson igen nogensinde, skrev magasinet Indiewire, mens den har fået fire af seks stjerner herhjemme i blandt andet Berlingske og Kristeligt Dagblad og fem hjerter i Politiken, der skrev:

- Det er en ubønhørlig film, der er svær at se, men netop derfor bliver den vigtig også ud over sin kontekst. At ofrenes historie fortælles af dem selv gør mere indtryk, end det gør at se Michael Jacksons gudestøtte blive væltet i støvet.

Jackson-fans: Det er karaktermord

Ifølge Michael Jacksons danske fanklub Moo-Walkers begår DR karaktermord mod Jackson ved at vise filmen, fordi anklagerne ikke holder.

- DR bryder samtlige presseetiske regler, når de fremviser den ensidige 'Leaving Neverland'. Påstandene i filmen er yderst skadende for Michael Jacksons eftermæle og er udelukkende baseret på to personer, som har store økonomiske interesser i sagen, og som i en retssag mod Michael Jacksons bo tidligere har løjet under ed, siger Christina Madsen, der er talskvinde for fanklubben Moo-Walkers.

Wade Robson sammen med Michael Jackson. (© Kew Media)

Hun fortæller, at Michael Jackson flere gange har bevist sin uskyld, blandt andet under en større retssag i 2005,hvor lignende anklager er bevist falske.

- Nogle af deres forklaringer er modstridende, og den enes historie ser endda ud til at være en gengivelse af en gammel fiktionsbog om Michael Jackson. Den bog blev allerede bevist falsk i 1990'erne, hvor Michael Jackson sagsøgte forfatteren og vandt. Alligevel fortsætter medierne i samme stil som dengang med at antage hans skyld og videregive anklagerne uimodsagt.

- Når et public service-medie som DR ikke er kildekritisk og alligevel vælger at vise så problematisk en film, så er det et samfundsproblem. For DR springer med på fake news-bølgen og skyller kildekritikken ud med badevandet, siger Christina Madsen.

Retssager mod Jackson faldt til jorden

De første anklager mod Michael Jackson, der døde i 2009, begyndte allerede tilbage i 1990'erne.

I 1993 beskyldte den 13-årige Jordan Chandler sangeren for overgreb. Det endte med et forlig i retten, hvor Jordan Chandler fik en ukendt økonomisk kompensation, selvom Jackson erklærede sin uskyld.

I 2013 anklagede James Safechuck og Wade Robson, hvis udsagn den aktuelle dokumentar er baseret på, Michael Jackson for at have misbrugt dem, mens de var børn. Anklagerne kom, selvom både Wade Robson og James Safechuck tidligere havde forsvaret Michael Jackson i lignende sager.

I dokumentaren fortæller de dog, at de oprindeligt afviste anklagerne for Michael Jacksons skyld. Desuden siger de, at Jackson havde fortalt dem, at de alle risikerede at komme i fængsel, hvis Safechuck og Robson fortalte om misbruget.

Michael Jacksons advokater kaldte dengang anklagerne 'skandaløse' og 'ynkelige', og det endte med, at Michael Jackson ikke blev dømt, da begge sager blev afvist af tekniske årsager.

'Bygger på utroværdige personers forklaringer'

Christina Madsen har endnu ikke set filmen, men har forsøgt at få lov til at se den under en særlig pressevisning i DR. Det afslog DR imidlertid, da man ifølge aftale med filmens distributør kun måtte vise den for journalister.

Hun siger, at hverken hun eller nogen anden kan garantere, at Michael Jackson ikke har gjort nogen fortræd. Men i takt med at hun har undersøgt sagen dybere ved hjælp af retsbogsudskrifter og mediedækningen, er hun blevet overbevist om, at han er uskyldig.

Hun mener, at man har pligt til at være kildekritisk og undersøge troværdigheden af så alvorlige anklager grundigt, før man viser en film som 'Leaving Neverland'. Især når den anklagede er død.

Michael Jackson har flere gange skullet forsvare sig mod anklager om seksuelt misbrug. (© Wade Robson archive/Amos Pictures)

- Det er en meget kompleks sag. Men det er dybt problematisk, at man sender en såkaldt dokumentar, der kun er bygget på to dybt utroværdige personers forklaringer, som har sagsøgt Michael Jacksons bo for milliarder, siger Christina Madsen.

De fleste seere ved godt, at han blev renset for anklagerne tidligere. Nu vælger de to så at stå frem og fortælle hele deres historie, som, de mener, er korrekt. Kan man så ikke som seere selv vurdere, hvad man mener, når man har set dokumentaren?

- Filmen bruger følelser og malende beskrivelser til at overbevise seeren, og det er rigtig svært at gøre modbeviser lige så forførende. Man kan ikke forvente, at en seer vil bruge mange timer på at sætte sig ind i detaljerne i de sager, der har været ført.

- Det forventer man, at journalisterne på et public service-medie gør, inden de viderebringer sådan et program. Men det er bare ikke sket. DR vil hellere have mange seere end at sætte sig ind i sagen og formidle fakta, siger Christina Madsen.

DR-redaktør: Væsentlig film om et alvorligt emne

Når DR viser den kontroversielle dokumentar, så er det, fordi man mener, at den er væsentlig for danskerne at se.

Sådan lyder det fra Anders Bruus, der er dokumentarredaktør i DR.

- Det er en dokumentarfilm om to unge drenge, der nu står frem og fortæller deres historie om, hvordan de er blevet udsat for seksuelt misbrug. Det en væsentlig film, der lader dem og deres familier komme til orde om et alvorligt emne, der rækker langt videre end den konkrete sag. DR har indkøbt denne dokumentar, lavet af en prisvindende instruktør, netop af den grund, siger Anders Bruus.

Han forstår godt, hvorfor filmen vækker så stærke følelser, men mener, at den belyser sagen fra flere sider, fordi den indeholder optagelser af Michael Jackson selv, hvor han afviser anklagerne – også hvad angår de to medvirkendes.

Wade Robson var syv år, da han blev ven med Michael Jackson. (© Wade Robson archive/Amos Pictures)

'Målet er ikke at afsige dom over nogen'

'Leaving Neverland' er et indkøbt program, hvor DR ikke har haft indflydelse på indholdet.

- Men DR står naturligvis på mål for at sende dokumentaren som et redaktionelt valg, siger Anders Bruus.

Men når man ser et program hos DR, må man vel forvente, at programmet er så objektivt som muligt. Synes du, dokumentaren i sig selv fortæller historien objektivt og nuanceret nok, når den bygger på to personers anklager, som tidligere er blevet afvist af en domstol?

- Seerne vil selv kunne bedømme de to medvirkendes vidnesbyrd i filmen, og filmen har ikke som mål at afsige dom over nogen. Vi tager altid en samlet redaktionel vurdering, når vi indkøber dokumentarer, og det har vi også gjort i dette tilfælde.

'Leaving Neverland' er tilgængelig nu på DRTV.

Facebook
Twitter