Mikkel Boe Følsgaard er med i første danske Netflix-thriller: Jeg havde mareridt om natten

I Netflix' første danskproducerede tv-serie, 'The Rain', har en virus næsten udslettet Skandinavien.

København er smadret og ligger øde.

En brutal virus, der bliver overført til mennesker via regnvand, har udslettet størstedelen af befolkningen i Skandinavien.

I en bunker har et søskendepar holdt sig skjult i seks år, og da de vælger at forlade den, finder de ud af, at verden ikke længere er den samme som før.

Sådan begynder 'The Rain', der er Netflix’ første dansksprogede tv-serie, som får premiere på streamingtjenesten 4. maj.

Loading preview...

Se traileren til 'The Rain' ovenfor.

Skuespiller: Det har været crazy

På rollelisten er blandt andre Mikkel Boe Følsgaard og Alba August, hvor sidstnævnte spiller den ene del af søskendeparret. For dem begge har det på mange måder været markant anderledes at være med i 'The Rain'.

Loading preview...

- Det har været crazy og meget anderledes, fordi vi ikke er vant til at lave sådan noget i Danmark. Jeg har lavet meget familiedrama og noget, der var mere realistisk.

- Genremæssigt er det meget nyt, og det var jo grunden til, at man ville være med. Og så er det skidesjovt at få lov til at rende rundt i København med en gun og lade som om, at verden er gået under, siger Mikkel Boe Følsgaard, der tidligere har spillet med i 'Arvingerne'.

Læs også

Ingen kundeflugt trods prisstigninger: Netflix skovler penge ind

- Jeg gik direkte fra at filme et tungt drama, og det var vildt dejligt at komme ind i det her univers, hvor det bare var megafysisk og fyldt med action, siger Alba August, som netop har spillet Astrid Lindgren i filmen 'Unge Astrid'.

Loading preview...

Kommentar til flygtninge- og klimakrise

Selvom den dystre handling umiddelbart ligger langt fra en ganske almindelig onsdag i april, så har de omkring seks måneders bag kameraet sat tanker i gang hos dem.

- Jeg kan huske de første par dage, efter vi havde optaget, da havde jeg totalt mareridt om natten og havde apokalyptiske drømme, siger Mikkel Boe Følsgaard.

Han fortæller dog, at serien kan langt mere end bare at skræmme og ser den også som en kommentar til klima- og flygtningekrisen.

Netflix-entré kan dræne dansk talent

Til trods for at den nye Netflix serie skaber muligheder for de to danske skuespiller og forhåbninger om, at den internationale streaminggigant vil kaste flere kroner i dansk drama, så kan Netflix' indtog på det danske marked også medføre ulemper.

Det vurderer Claus Bülow Christensen, der er medieekspert og stifter af festivalen Copenhagen TV Future..

Læs også

Netflix siger 'non!': Dropper kendt filmfestival

- Vi har en potentiel invasion af kæmpe amerikanske streaminggiganter med store økonomiske muskler, som kan spille vores lokale aktører af banen, siger han og peger på, at det danske talent hurtigt kan blive utilgængeligt for produktionsmiljøet herhjemme.

Loading preview...

Desuden vurderer han, at konsekvensen kan blive mere ensartede tv-serier, fordi streamingtjenesterne i jagten på størst mulig succes skaber mere ’glat', amerikansk tv frem for nyt, overraskende og kunstnerisk indhold.

Skuespiller: Vi skal tage imod Netflix med kyshånd

Den frygt har Mikkel Boe Følsgaard dog ikke, der kalder mikset mellem dansk og amerikansk indhold for interessant. Han siger, at Netflix i produktionen af 'The Rain' har været interesseret i, at de danske filmfolk skulle bidrage med deres viden.

- Jeg synes, vi skal tage imod det med kyshånd, når en gigant som Netflix vil investere i en dansk tv-serie, som får mulighed for at komme ud på en så stor en platform, siger Mikkel Boe Følsgaard.

Du kan høre mere om, hvordan det var at være med i 'The Rain' i interviewet med Mikkel Boe Følsgaard og Alba August øverst i artiklen.

Facebook
Twitter