Monty Python-skuespiller død i en alder af 77 år

Terry Jones var bedst kendt for sine mange roller i den britiske satiregruppe Monty Python.

Terry Jones (tv.) kendt fra Monty Python er død.

Den britiske skuespiller og komiker Terry Jones er død. Det oplyser hans agent ifølge BBC.

Terry Jones var medlem og en af grundlæggerne af den britiske satiregruppe Monty Python.

Jones var også manden bag kameraet i ét af gruppens mest kendte værker, nemlig 'Life of Brian', som han instruerede og spillede fem forskellige roller i. Filmen fra 1979 handler om Brian, der bliver forvekslet med Jesus, og den blev anklaget for blasfemi og blev forbudt i flere lande, men står i dag som en kultfilm.

Desuden har Terry Jones lavet historiske dokumentarer til tv og skrevet flere bøger - heriblandt næsten 20 børnebøger.

Ifølge BBC udtaler Jones' familie om dødsfaldet:

- Vi har alle mistet en venlig, varm, kreativ og urolig kærlig mand, hvis kompromisløse individualisme, rasende intellekt og ekstraordinære humor har givet glæde til millioner af mennesker igennem seks årtier.

- Hans arbejde med Monty Python, hans bøger, film og tv-programmer, digte og andet arbejde vil leve videre for evigt, skriver familien i en udtalelse.

Medlemmer af Monty Python - fra venstre: Eric Idle, John Cleese, Terry Gilliam, Michael Palin og Terry Jones fotograferet i London, 2014. (Foto: Paul hackett © Scanpix)

Blev diagnosticeret med demens

Dannelsen af Monty Python begyndte helt tilbage til 1969.

Her mødte Terry Jones, Michael Palin, John Cleese, Eric Idle, Terry Gilliam og Graham Chapman hinanden i et BBC-show. Sidenhen begyndte de at sende deres show under navnet Monty Python's Flying Circus, som ifølge The Guardian var med til at revolutionere britisk komik og inspirere andre komikere.

Terry Jones fik i 2015 diagnosen demens, hvorefter han flere gange har udtalt sig om livet med sygdommen.

Allerede i 2014 bemærkede fans og medskuespillere, at han havde svært ved at huske sine replikker, da Monty Python blev genforenet på de skrå brædder.

- Terry var altid virkelig god til at huske sine replikker. Men han havde store problemer dengang, og til sidst måtte han bruge en teleprompter. Dengang gik det op for mig, at det var noget mere alvorligt end bare hukommelsen, der svigtede ham, sagde kollegaen Michael Palin i 2017, da Terry Jones gav et interview om sin sygdom.