Muskelbundtet over dem alle er tilbage! Ny actionkomedie er 'skidegodt tænkt'

Dwayne 'The Rock' Johnson er suveræn i veludført opfølger til 'Jumani'-filmen.

Per Juul Carlsen roser filmens skuespillere, der blandt andre tæller Kevin Hart, Dwayne Johnson, Karen Gillan og Jack Black, der her ses i en scene fra filmen. (Foto: Hiram Garcia © © 2019 CTMG)

Det er nok lige i overkanten at bruge ordet 'genialt'.

'Mesterligt' er også en overdrivelse.

Egentlig er det nok bedst at beskrive det som 'skidegodt tænkt'.

Men i en tid, hvor enhver film, der har hevet penge hjem fra biograferne, bliver fulgt op af en virkelig tyndt udtænkt sequel eller fem, er det svært ikke at blive eksalteret, når amerikanske filmmagere disker op med en toer, der faktisk giver mening.

'Jumanji 2: The Next Level' er det, som 'Godzilla 2', 'Men in Black 4', 'Angry Birds 2', 'Rambo 5', 'Maleficent 2', 'X-Men 4' og 'John Wick 3' ikke var – nemlig en skarpt udtænkt film, der genbruger det oprindelige koncept, men føjer nye, overraskende lag og idéer til.

Godt fundet på

I forvejen var Jake Kasdans 'Jumanji'-film simpelthen skidegodt fundet på.

Tænk, hvis rigtige, unge mennesker med lavt selvværd, pumpende hormoner og den slags havnede i et computerspil, hvor de fik nye kroppe og nye evner, som de skulle lære at håndtere – ellers slap de ikke ud af spillet og ud i virkeligheden igen.

Tænk, hvis nørden blev machohelt, den usikre pige blev en fitness-bimbo, Instagram-dullen blev en lille tyk biolog med skæg og så videre. Tænk, hvis de faktisk lærte noget nyt om dem selv, om hvordan de kontrollerede det svære følelsesliv og blev mere balancerede mennesker.

Jack Black og Karen Gillan gentager deres roller fra 'Jumanji: Welcome to the Jungle' som henholdsvis nørd og genert, ung kvinde. (Foto: Frank Masi © © 2019 CTMG)

Den oplagte idé fungerede fremragende og vildt underholdende i den første af Kasdans 'Jumanji'-film – faktisk langt bedre end i den oprindelige film med Robin Williams fra 1995.

Og den fungerede ikke mindst så godt, fordi det var sjovt at se dygtige skuespillere som Dwayne 'The Rock' Johnson, Karen Gillan og Jack Black agere henholdsvis nørd med lavt selvværd, genert pige i sexet bimbo-udgave og læspende overklassetøs i biolog-på-safari-udklædning.

Dejligt med 80'er-nostalgi

I sin sjæl pegede 'Jumanji: Welcome to the Jungle' direkte tilbage på den slags 80'er-eventyrfilm af Steven Spielberg og Robert Zemeckis, der kan få voksne mænd i 40-50-års alderen til at knibe en nostalgisk tåre til film som 'Tilbage til fremtiden', 'E.T.' og 'Skat, børnene er skrumpet'.

Det nostalgiske blik på 80'erne bliver holdt i live i toeren, 'The Next Level', der tilføjer et par små, ja… 'genialiteter' er nok for meget sagt – men skidegode idéer.

For det første savner nørden Spencer den selvsikkerhed, han havde som den muskelsvulmende eventyrer Blackstone i 'Jumanji'-spillet i den første film. Der er ikke noget, der fungerer for ham – heller ikke kærlighedslivet med Martha. Altså søger han tilbage til konsolspillet 'Jumanji' for at få et selvtillidsboost – hvilket sådan set er et, om ikke smågenialt, så skidegodt billede på, hvorfor piger og især drenge drages mod en digital verden, hvor alt bare er enklere.

Kevin Hart, Dwayne Johnson, Jack Black og Karen Gillan spillede alle med i den første af de nye 'Jumanji'-film. Nu er de tilbage. (Foto: Hiram Garcia © © 2019 CTMG)

Og for det andet introducerer 'The Next Level' et par gamle tosser i form af Spencers morfar, Eddie, og hans ven, Milo, spillet for fuld udblæsning af veteranerne Danny de Vito og Danny Glover. De fatter nul og niks af computerspilverdenen. Netop derfor er det skidesjovt at se dem forsøge at forstå Jumanji.

'Er vi i Florida?,' spørger Eddie, der i spillet er havnet i muskelbundtet Blackstones krop, igen spillet med suveræn komisk præcision af Dwayne 'The Rock' Johnson.

Lidt senere, da 'Jumanjis' koncept stadig ikke er feset ind, spørger Eddie: 'Er vi døde?'. Og kort efter: 'Er vi i helvede?'

'Jumanji'-konceptet bliver kort sagt tilført en ordentlig omgang ny logisk energi i toeren.

Det er ikke ligefrem dybt, det er ikke epokegørende, det er ikke genialt, men simpelthen skidegodt udført, og med nogle smukke, velturnerede pointer om selvværd, selvforståelse, alder og computerspillets velsignelser.

(© SONY)