Naturen i ny dansk film er for vild! Desværre bliver historien alt for voldsom

'Harpiks' er fuld af naturskønne billeder, men forfalder til amerikanske klicheer undervejs, mener anmelder.

Sofie Gråbøl spiller rollen som den tykke, gravide mor i 'Harpiks', der ifølge Per Juul Carlsen bringer minder om så forskellige film som 'Captain Fantastic' og 'Dogtooth'. (© Nordisk Film)

Knap havde denne anmelder svælget i den overdådige natur i sidste uges islandske premierefilm, 'En hvid, hvid dag', og undret sig over, at danske film så utrolig sjældent udforsker menneskets forhold til naturen - før 'Harpiks' dukker op.

Og så blev der lige justeret på udsigten, må man sige.

Som titlen lover, fylder den danske skovs herligheder meget i 'Harpiks'. Faktisk så meget, at den nærmest har en hovedrolle.

Den egentlige hovedperson er dog pigen Liv, der forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned.

Hun bor i et hus i en skov sammen med sin far og mor, hvilket jo lyder dejlig normalt - men derfra bliver alt usædvanligt. Hendes far har fingeret Livs død ved en drukneulykke for at forhindre, at myndighederne kan finde på at tage pigen fra de ikke helt typiske forældre, der nærer en dyb mistro til verden udenfor.

Den anden hovedperson i 'Harpiks' er faderen Jens, der forsøger at forhindre enhver kontakt mellem Liv og verden udenfor. Jens har været udsat for et stort traume gennem sin egen far, får vi at vide, hvilket har skabt hans mistro. Det er endda så stort, at han fyldes med modvilje, da hans gamle mor drister sig til at komme på besøg. Og det er endnu værre, når den lokale post forsøger at aflevere et brev.

Faren Jens spilles af Peter Plauborg, der blandt andet er kendt fra 'Skammerens datter', 'Borgen' og '1864'. (© Nordisk Film)

Kreativ leg med naturen

Oven på i skovhuset ligger Livs mor i en seng. Hun er så tyk, at hun knap kan bevæge sig. Og så er hun tilmed gravid. 'Hvad er et rigtigt liv?,' spørger Liv indirekte sig selv, mens hun går på hemmelige natteudflugter i den forbudte verden udenfor – eller helt præcist i baglokalet i en lokal beværtning.

Det bringer minder om så forskellige film som 'Captain Fantastic' med Viggo Mortensen som idealistisk hippiefar og græske 'Dogtooth' om en familie, der skærmer de sære børn fra verden udenfor.

Men den minder også om M. Night Shyamalans 'The Village', hvor en hel landsby skræmmer de unge med spøgelseshistorier for at få dem til at blive hjemme, samt den nyligt aktuelle 'Leave No Trace', hvor en far med PTSD fra Irak-krigen søger healing i naturen med sin teenagedatter.

Filmatiseringen af Ane Riels roman 'Harpiks' har imidlertid sit eget udtryk takket være instruktør Daniel Borgman og hans filmhold – ikke mindst fotograf Louise McLaughlin og lyddesignerne Anne Gry Friis Kristensen og Sigrid Aalbæk Jensen.

Billeder og lyd svælger i naturindtryk, helt ned på mikroplan i tjippende og blippende insekter, knasende blade og lyden af harpiks, der siver ud af et træ og omfavner og indkapsler en myre.

Det er her, i naturens kriblende og krablende favn, familien finder sin fred. Og i den kreative leg med naturen finder filmen sin egen stemning og sit eget udtryk.

Ud over Peter Plauborg og Vivelill Søgaard Holm spiller også Sofie Gråbøl, Ghita Nørby og Amanda Collin med i 'Harpiks'. (Foto: Luis Alberto Rodriguez © Nordisk Film)

Voldsomheden tager over

Herefter bliver harpiksen desværre mere uklar. Livs far handler af kærlighed og beskyttertrang, men hans opgør med civilisationen har en voldsom bagside.

I forhold til den bagside føles det logisk, men ikke særlig interessant, at voldsomheden får et klart overtag i filmens sidste halvdel. Og pludselig bliver det uklart, hvad filmen egentlig ville med sin nysgerrighed på naturen.

Det betyder ikke, at natur partout skal repræsentere noget positivt i de her klimatider, overhovedet ikke. Naturen kan som bekendt være både ond og brutal.

Men 'Harpiks' ender i en standardløsning fra amerikanske film, hvor folk, der søger det ukonventionelle, har store psykiske problemer… og hvad deraf følger.

Pointen er formentlig at vise et ungt menneske, der står tilbage med sin særlige oplevelse af kærlighed. Men slutningen gør afgjort Liv og hendes far mindre interessante, fordi de bliver til noget, vi kender alt for godt fra andre film.

Indtil da har Peter Plaugborg været en oplevelse at følge som faderen med den kærlige galskab. Og debutanten Vivelill Søgaard Holm bærer fornemt Livs nysgerrighed på sine smalle skuldre.

Og naturen, dén er for vild.

(© Nordisk Film)
Facebook
Twitter