Nazi-tatoveringer og mordtrusler skaber ravage i svensk 'Big Brother'. Nu er værter skredet fra programmet

De mange skandaler, der har plaget svensk 'Big Brother', blev til sidst for meget for programmets værter.

To af værterne på den svenske udgave af 'Big Brother' har trukket sig på grund af deltageren Sami Jakobsson (billedet), der har en fortid med højreekstreme holdninger og tatoveringer med nazisymboler. (Foto: Jakob Dahlstrom © TV4)

Hvor langt kan man egentlig gå i et realityprogram?

Ganske langt, tænker du måske.

Men selvom vi i Danmark elsker at se programmer med for eksempel Linse Kessler, Kasper Wettergreen og Janni Ree, der alle har domme i bagagen, så har 'Big Brother' i Sverige tilsyneladende formået at gå skridtet videre.

Programmet, der bliver sendt på den svenske kanal TV4, har været plaget af en sand tsunami af skandaler i den igangværende sæson.

Mængderne af skandaler har nu fået den konsekvens, at to af værterne på programmet, Adrian Boberg og Helle Schunnesson, har trukket sig. Det skriver Aftonbladet.

Men hvordan kom det så vidt? Jo, lad os tage den fra begyndelsen...

Den første skandale ramte programmet, da man så sig nødsaget til at smide to af deltagerne på porten på grund af antisemitiske udtalelser.

- Der er nultolerance over for den her slags udtalelser, lød det dengang fra programmets ledende producent, Joel Bendrik.

Nazitatoveringer fik bægret til at flyde over

Siden er en anden af programmets deltagere dog havnet i søgelyset.

Sami Jakobsson har nemlig åbnet op om sin fortid med højreekstreme holdninger og har fortalt, hvordan han har valgt at få overtegnet sine tatoveringer med nazisymboler.

Han siger, han fortryder sin fortid, men skandalen begyndte alligevel at rulle, da det kom frem, at TV4 har hjulpet ham med at få tatoveringerne overtegnet - og at det skete blot få dage inden deltagelsen i 'Big Brother'.

Derfor spekuleres der nu i, om tv-produktionen forsøgte at skjule Jakobssons højreekstreme fortid. Og noget kunne tyde på det, for hændelsen fik i hvert fald bægret til at flyde over for Adrian Boberg og Helle Schunnesson, der er to af programmets i alt fire værter.

- Jeg blev ikke informeret om en af deltagernes baggrund, før jeg selv kunne læse om det i medierne, lød det fra Adrian Boberg ifølge Aftonbladet, mens Helle Schunnesson udtalte:

- Antisemitisme og racisme er helt uacceptabelt for mig, og derfor har jeg valgt ikke længere at medvirke.

Som om værtsexit, jødehad og nazitatoveringer ikke var nok, så har en anden af programmets deltagere fået en advarsel, efter han udtalte, at han ville voldtage en af de nye deltagere. Det er efterfølgende kommet frem, at samme deltager skal have givet udtryk for at han ville slå én af de andre ihjel, skriver Expressen.

Nu er det så op til programmets to tilbageværende værter, Malin Stenbäck og Moa Wallin, at få vendt den skandaleramte reality-skude, der efter planen skal være på sendefladen de næste tre måneder.

'Big Brother's oprindelige værter: Moa Wallin, Adrian Boberg, Malin Stenbäck og Helle Schunnesson. Nu er der kun Wallin og Stenbäck tilbage. (Foto: Jakob Dahlstrom © TV4)

Rystet caster: 'Det lugter af sjusk'

Den danske caster og foredragsholder Elisa Lykke, der selv var med til at caste deltagerne til den første 'Big Brother'-sæson i Danmark, mener, at der er gået et eller andet rivende galt i forhold til castingprocessen hos vores svenske naboer.

- Jeg er rystet over, at man midt i programmet vælger at smide to personer ud og på den måde hverken står ved sit program eller sit cast, siger hun og uddyber:

- Det lyder til, at den gruppe mennesker, der er blevet castet til programmet, ikke har været fyldestgørende, og at man derfor måske har taget folk med i programmet, man ikke ellers ville have taget med. Det lugter af sjusk – både i castingprocessen og hele arbejdet omkring programmet – og vidner om en tydelig mangel på ledelse.

Elisa Lykke forklarer, at man både spørger ind til deltagernes politiske holdninger, familierelationer, fysisk og psykisk helbred samt kæreste- og familieforhold, når man caster deltagere til danske realityprogrammer.

- Vi ved endda, hvad folk stemmer.

Var ikke gået i Danmark

Hun medgiver, at man selvfølgelig oftest sætter folk sammen ud fra hensyn om at lave det bedste tv-program.

- Men mennesker med så rabiate holdninger var aldrig kommet igennem nåleøjet i Danmark. Du kan sagtens finde risikovillige og ufiltrerede mennesker uden den slags holdninger.

- Vi har et kæmpe ansvar. Det er også derfor, vi som castere altid hellere vil have to snakke frem for én snak. Alle skal have en chance, men ansvaret ligger i sidste ende hos castere, produktionsselskaber og tv-stationer.

Synes du, branchen lever op til sit ansvar?

- I 'Big Brother' vil man altid gerne have alle mulige forskellige typer til at mødes. Man vil både gerne have en badboy og naboens datter med. Folk skal have noget på spil og noget på hjerte. Men de behøver ikke at skulle have sådan nogle rabiate holdninger for at kunne gøre sig godt på tv.

'Big Brother' sendes i år i Sverige for første gang siden 2015. Vinderen af programmet inkasserer en million svenske kroner. Herhjemme har programmet ikke været sendt siden 2014.