Nervepirrende thriller er Danmarks bud på en Oscar-vinder

’Den skyldige’ er blevet udvalgt som den danske Oscar-bejler i kategorien for bedste udenlandske film.

Jakob Cedergren spiller den altoverskyggende hovedrolle som politibetjenten Asger. (Foto: Nikolaj Møller © Nordisk Film)

Gustav Möllers thriller ’Den skyldige’ er Danmarks bud på en mulig Oscar-vinder, når prisshowet finder sted i Los Angeles til februar.

Det har en dansk Oscar-komité bestående af syv filmfolk besluttet på et møde torsdag eftermiddag.

’Den skyldige’, som er Gustav Möllers debutfilm som instruktør, foregår over en enkelt nat – og udelukkende på en alarmcentral. Her følger man en politimands jagt på en kvindes kidnapper. Filmen har allerede fået publikumsprisen på filmfestivalen Sundance i USA.

USA har allerede hyldet filmen

Indtil i dag dystede 'Den skyldige' mod 'Lykke-Per’ og ’Vinterbrødre’ om at blive udvalgt som Danmarks bud på en Oscar-film.

Per Juul Carlsen, der er filmanmelder i DR, mener, at det er den mest oplagte af de tre film.

- Der er ingen tvivl om, at den har den største chance. Amerikanerne har allerede vist, at de kan lide filmen ved at give den en pris til Sundance-filmfestival. Og så er ’Den skyldige’ en slags europæisk arty udgave af en genre, som amerikanerne har opfundet – nemlig krimifilmen.

Men bare fordi spændingsfilmen er den mest oplagte af de tre film, så tror Per Juul Carlsen, at det kan blive svært for det danske bud at nå hele vejen.

- Vi lever i en tid, hvor politisk korrekthed og de rigtige meninger har stor indflydelse på, hvem der stikker af med Oscar-priser. Der har ’Den skyldige’ ikke meget at byde på. Der mangler nogle stærke kvinder eller nogle, der er undertrykte, for at den er en oplagt Oscar-vinder, siger Per Juul Carlsen.

Stadig lang vej til statuetten

Selvom det danske bud er fundet, så er der stadig lang vej, før at filmholdet kan stå med en Oscar-statuette.

Hvert land kan indstille én film til nominering i kategorien, der består af ikke-amerikanske film – og det var der sidste år hele 92 lande, der gjorde.

Fra 1. oktober vurderes de indstillede film af en komité, der skal udvælge seks film. En anden komité tilføjer derefter yderligere tre film, for at sikre at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på listen.

Kort før jul offentliggøres den samlede liste på de i alt ni film. Derefter skal en komité på USA’s østkyst og en på vestkysten se de ni film og udvælge de fem film, som endeligt bliver Oscar-nomineret.

De fem oscarnominerede film i kategorien bedste ikke-amerikanske film offentliggøres 22. januar. Selve Oscar-showet finder sted søndag 24. februar.

'Den skyldige' af Gustav Möller (tv.) modtog publikumsprisen til Sundance Film Festival i år. Jakob Cedergren (th.) spiller rollen som betjenten Asger. (© Getty Images)

De seneste ti danske Oscar-indstillinger

  • 2018: 'Du forsvinder'

  • 2017: 'Under sandet' (Oscar-nomineret)

  • 2016: 'Krigen' (Oscar-nomineret)

  • 2015: 'Sorg og glæde'

  • 2014: 'Jagten' (Oscar-nomineret)

  • 2013: 'En kongelig affære' (Oscar-nomineret)

  • 2012: 'Superclásico' (Oscar-shortlistet)

  • 2011: 'Hævnen' (Oscar-vinder)

  • 2010: 'Frygtelig lykkelig'

  • 2009: 'To verdener'

Facebook
Twitter