Netflix stopper film med Mads Mikkelsen lige inden optagelserne

Ny film om 'kontroversiel' forfatter er lagt på hylden af streamingtjenesten.

I denne uge skulle den danske filmstjerne Mads Mikkelsen have taget hul på optagelserne af en ny film om den kendte norske forfatter Karl Ove Knausgård. Men optagelserne er foreløbig sat på pause. (Foto: Stephane Cardinale - Corbis © (c) Getty images)

Mads Mikkelsen stod øverst på rollelisten, og den Oscar-vindende Alexander Payne var hyret som instruktør.

Nå ja, og så havde den norske bestseller-forfatter Erlend Loe for længst skrevet manuskriptet.

Det så kort sagt ud til, at alt tegnede godt for den nye Netflix-film med Mads Mikkelsen.

Men nu er filmens fremtid uvis.

Netflix har nemlig været nødsaget til at aflyse optagelserne, der skulle have været begyndt i denne uge. Det skriver det amerikanske filmmedie Deadline - oplysninger, som DR efterfølgende har fået bekræftet fra den ene af filmens producere, svenske Lizette Jonjic.

Det er ellers kun en måned siden, at nyheden om filmen, der endnu ikke havde en officiel titel, kom frem.

Dengang kunne man læse, at Mads Mikkelsen skulle spille en dansk journalist, der tog på biltur med sin teenagedatter i USA, og at den skulle optages både i Danmark, USA og Sverige.

Men nu viser det sig, at filmen slet ikke handler om en dansk journalist – den handler i stedet om den verdenskendte norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i 2015 skrev en rejsereportage for New York Times.

Der er lange udsigter til den nye film om Karl Ove Knausgård. Her ses forfatteren i en anden sammenhæng, nemlig under en udstilling med den norske maler Edvard Munch på et tysk museum. Forfatteren havde selv udvalgt udstillingens værker. (Foto: FEDERICO GAMBARINI © Scanpix)

'En af årtiets mest omdiskuterede forfattere'

Ifølge Deadline har Netflix aflyst optagelserne, fordi Karl Ove Knausgård selv har trukket håndbremsen på projektet.

Han er da heller ikke en hvilken som helst forfatter.

I 2009 udgav han en kleppert af en roman med titlen 'Min kamp', og i de efterfølgende år fulgte yderligere fem i serien.

De i alt seks bind gjorde ham til et kontroversielt navn i bøgernes verden, fordi han skrev 'kompromisløst om sit privatliv', siger Klaus Rothstein, der er vært på 'Skønlitteratur på P1'.

- Han har været en af de seneste ti års mest omdiskuterede forfattere i Skandinavien. Ja, faktisk globalt, fordi han satte fuld strøm til genren autofiktion ved at tage et stort selvopgør og beskrive sit liv ekstremt detaljeret i seks romaner, siger Klaus Rothstein.

Karl Ove Knausgård beskrev alt lige fra sin opvækst til sit ægteskab – inklusiv hans hustrus psykiske sygdom. Han gik med andre ord hele tiden ekstremt tæt på, hvilket var 'kontroversielt', fortæller Klaus Rothstein.

Seks udleverende romaner blev en succes

'Min kamp' blev da også 'af uransagelige årsager' en kommerciel succes, siger Klaus Rothstein.

Bogserien blev derfor også forfatterens helt store gennembrud uden for Norden.

Den amerikanske instruktør Alexander Payne har blandt andet stået bag populære film som 'Election', 'Sideways' og 'The Descendants'. (Foto: Jason LaVeris © Getty Images)

- Forfattere har altid skrevet om deres egne livserfaringer og deres privatliv, men i Knausgårds tilfælde har det bare været et ekstremt massivt forløb på seks store romaner, siger Klaus Rothstein.

Han ville gerne have set Netflix-filmen om forfatteren, men nu er det som sagt meget usikkert, om den nogensinde bliver lavet.

Ifølge Deadline var der ellers allerede snak i branchen om, at filmen var et oplagt bud til nomineringer ved en kommende Oscar-uddeling.

Særligt fordi, instruktøren Aleksander Payne tidligere har modtaget to statuetter for sine manuskripter til filmene 'The Descendants' og 'Sideways', som han også instruerede.