Netflix vil ændre måden, du ser nye film på - Danske biografer afviser modellen

Biograffilm er blevet et våben i streamingkrigen, mener Danske Biografer.

Tom Cruise under indspilningen af den syvende 'Mission Impossible'-film, som kun får 45 dage i biografen, inden den ryger på Paramounts egen streamingtjeneste, når filmen udkommer til efteråret. (Foto: Mondadori Portfolio © Mondadori Portfolio/Insidefoto/Samantha Zucchi)

Tendensen er taget til under coronapandemien.

Film har fået premiere på streamingtjenester, inden de er kommet i biograferne. Måske er de slet ikke blevet vist i biograferne.

Og det er vel naturligt nok, eftersom biograferne i perioder har været lukket.

Men Netflix håber, at biografernes historiske eksklusivitet på de store film fortsætter med at smuldre, også når biograferne har slået dørene op.

- Vi har støttet samtidig udgivelse i lang tid, sagde Greg Peters, der er COO og produktchef hos Netflix, på en virtuel mediekonference, ifølge BBC.

- Så vi er entusiastiske i forhold til i endnu højere grad at gøre det muligt. Og i sidste ende er det også der, vi er på vej hen. Det bliver svært at undgå den tendens, mener han.

Udmeldingen kommer efter en periode, hvor streamingtjenester har presset på for at mindske det såkaldte "biografvindue". Altså den periode der går fra biografpremieren, til filmene kan vises på streamingtjenester.

Direktøren for Danske Biografer, Lars Werge, håber ikke, at vi kommer dertil, hvor det bliver standard, at de store biograffilm får streaming-premiere på samme tid. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Dårligere kvalitet?

Det er en tendens, der får direktøren for Danske Biografer, Lars Werge, til at rynke på næsen.

- Det er ikke en idé, biograferne har fået, konstaterer han tørt.

For det vil formentlig presse biograferne, hvis de ikke længere kan holde på filmene, inden de kommer ud på streamingtjenesterne. Også selv om nogle måske vil holde fast i, at "film skal ses i biografen".

- Biograferne har ikke et ønske om, at det kommer til at gå, som Netflix ønsker, og jeg tror heller ikke, at det er i producenternes interesse, siger Lars Werge.

Hvorfor ikke?

- Hvis en storfilm går godt i biografen, så tjener den flere penge ind. Indtjeningen per seer er bedre i biografen end ved streaming.

Og det kan ifølge direktøren for Danske Biografer i sidste ende betyde, at filmkvaliteten daler, hvis streamingtjenesterne får deres vilje.

- Når der ikke er så mange penge i det for producenterne, vil filmprojekterne måske heller ikke blive så ambitiøse, siger Lars Werge.

Engangsbeløb fra streamingtjenesterne

Hos Producentforeningen er man enig i, at det bliver sværere at være biograf, hvis Netflix og co. får deres vilje.

Men ikke nødvendigvis i, at det bliver en dårligere forretning for producenterne.

- Det kommer jo an på, hvor godt projektet er finansieret fra start, og hvor dygtig man er til at styre projektet, så det holder sig inden for den ramme, producenten får, siger Jørgen Ramskov, der er direktør i Producentforeningen.

For han ser en tendens til, at streamingtjenesterne smider et engangsbeløb for at få produceret en film, og at de så får alle rettigheder til filmen.

Bagdelen for producenterne ved den betalingsform kan være, at de misser muligheden for at øge indtjeningen, hvis filmen klarer sig godt og for eksempel bliver solgt videre.

Men det er ifølge Jørgen Ramskov en model, der bliver mere og mere populær i streamingtjenesternes kamp for at lokke kunder til med eksklusivt indhold.

Og hvis de vælger at give filmene streaming-premiere først, eller samtidig med at filmen rammer det hvide lærred, så er de i deres fulde ret til det, konstaterer Jørgen Ramskov.

- Når Netflix betaler en film fuldt ud, så er det Netflix, der bestemmer.

Se traileren til sci-fi-filmen 'Dune', som Warner Bros. giver premiere på streamingtjenesten HBO Max.

Streamingtjenester udnytter 'speciel situation'

Og så må biograferne bare håbe på, at producenterne kan se en fordel i betalingsmodeller, hvor biograferne er tænkt ind.

For det vil være en fordel at få filmen i biografen, inden den kan streames, mener Lars Werge.

- De film, der har været i biografen først, får også et bedre efterliv, hævder han og peger på en film, hvor Netflix forsøgte det omvendte. Og hvor det ikke gik så godt.

Nemlig med Martin Scorseses 'The Irishman', der fik premiere på Netflix, inden den røg i biografen.

- Der var nogle biografer, som valgte ikke at vise den, fordi de ikke regnede med, at der ville komme særligt mange gæster, konstaterer Lars Werge.

Han ser streamingtjenesternes ønske om at få flere premierer som et våben i krigen om de betalende abonnenter, mere end at det er en krig mod biograferne. For det er to forskellige oplevelser, pointerer han.

Det er bare svært at argumentere for alle biografens fordele, når dørene er lukket.

- Når biograferne åbner igen, vil producenterne kunne se, at biografoplevelsen er i en liga for sig. Folk råber efter oplevelser og noget, som kan genskabe et fællesskab. Der er biogaferne vigtige, siger Lars Werge.

- Lige nu er det bare en lidt speciel situation, som streamingtjenesterne forsøger at udnytte.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk