Netflix vil have flere danske serie-succeser: Laver talentskole i Danmark

Netflix og fire danske filmværksteder laver samarbejde for at finde den nye 'The Rain'.

Netflix har lavet flere dansksprogede serier. En af dem er 'The Rain' med Mikkel Følsgaard og Alba August. (© Netflix)

Vi har fået danske serier som 'The Rain' og 'Equinox', og serierne 'Nisser', 'Chosen' og 'Kamikaze' er på vej. Men der skal endnu mere fut under de danske serier på de store streamingtjenester som Netflix.

Derfor er Netflix og de fire danske filmværksteder, som ligger geografisk spredt ud over hele Danmark, gået sammen om at lave et talentudviklingsforløb, som skal føre til endnu flere danske tv-serier.

Talentforløbet hedder Serieskolen og begynder allerede nu, hvor der laves flere såkaldte masterclasses over Zoom.

28. februar er der så deadline på at indsende en idé til en ny serie, som man får hjælp til at arbejde videre på ved hjælp af foredrag, vejledning og workshops med blandt andre serieeksperter fra Danmark og fra Netflix. I sidste ende bliver tre talenthold udvalgt til at skabe et pilotafsnit, som de hver får 100.000 kroner til og kan låne udstyr til at producere.

Kæmpe gave til vækstlaget

Jeanette Reutzer, der er direktør for Fonden Filmtalent, som er en paraplyorganisation for landets fire filmværksteder, glæder sig over, at de sammen med Netflix har kunnet lave talentudviklingsforløbet.

- Det er et fantastisk samarbejde, og vi er glade for, at Netflix med dette initiativ vil investere i det danske økosystem. Det er en kæmpe gave til det danske vækstlag, når en verdensførende serieproducent er med i det her projekt, siger Jeanette Reutzer og peger på, at samarbejdet er baseret på input fra begge parter.

Forløbet begynder allerede om en uge med såkaldte masterclasses, som er åbne for alle. Men når udvælgelsen begynder i slutningen af februar, så skal man have en "et par produktioner på cv'et for at komme videre", som Jeanette Reutzer udtrykker det. Men modsat skal ansøgerne heller ikke være for rutinerede.

- Man skal have en passion for at arbejde med serier, men man skal ikke allerede arbejde professionelt i branchen. Målet er, at vi gerne vil have nye talenter til at komme tættere på branchen og på Netflix, siger hun og håber også på, at der vil komme ansøgere ind fra hele landet.

Netflix har fortrinsret

I forbindelse med udvælgelsesforløbet vil repræsentanter fra filmværkstederne og Netflix udvælge de serieforslag, som er mest unikke, overraskende og originale, men som også fortæller historier fra Danmark, som vi ikke hidtil har set.

Udvælgelsen af de tre talenthold, som kan låne udstyr og får 100.000 kroner til at producere et pilotafsnit, bliver fundet til juni efter en åben pitch, hvor Netflix og produktionsselskaber fra hele landet kan dukke op. Dog har Netflix fortrinsret til at tilbyde hver af de tre endelige talenthold en produktionskontrakt, siger hun.

Danica Curcic (th.) spiller Astrid i serien 'Equinox', der kom på Netflix i slutningen af december 2020. (Foto: Tine Harden © Netflix)

- Men planen er, at det skal være til gavn for hele branchen, men også for talenterne. For det er jo talenterne, der ejer ideen, og vi håber på, at der også kan skabes andre matches mellem producenter og talenter, siger Jeanette Reutzer.

Netflix-ros fra Filminstituttet

På Det Danske Filminstitut har man længe talt for, at Netflix bidragede mere til dansk indhold. Derfor roser instituttets direktør, Claus Ladegaard, at Netflix nu går med i sådan et samarbejde.

- Det er fremragende, og jeg har kun stor ros til Netflix for at gå ind i et talentudviklingsforløb omkring filmværkstederne. Filmværkstederne er et alternativt talentudviklingssystem, som udvikler talenter til film- og tv-branchen, og når der kommer en spiller som Netflix og hjælper, så vil det gavne udviklingen, siger Claus Ladegaard.

Filminstituttet har tidligere opfordret til, at Netflix og andre streamingtjenester skal betale en andel af deres omsætning i Danmark til filmstøttesystemet. Det skyldes, at salget af dvd'er og bluray tidligere gik tilbage til filmselskaberne, som så kunne finansiere nyt, dansk indhold. Derfor ser Claus Ladegaard Serieskolen som et positivt skridt i den rigtige retning.

- Vi er ikke nået hele vejen endnu. Vi skal have streamingtjenesterne til at medfinansiere dansk film i fremtiden og til at arbejde mere sammen om talentudvikling og festivaler. Men jeg er virkelig, virkelig glad for, at Netflix nu går ind i det her samarbejde, og jeg ser det som starten på noget, som kan sikre endnu mere supergodt dansk indhold, siger han.

Flere danske skuespillere var med i tredje sæson af 'The Rain', som blev vist på Netflix. (© Netflix)

Jeanette Reutzer mener også, at Netflix nu viser, at de er klar til at investere i det danske vækstlag.

- Netflix har investeret i dansk indhold, så det er naturligt for dem at investere i det kreative miljø nu, og der passer filmværkstederne godt ind, fordi vi også investerer i talentudvikling. Derfor glæder det os, at Netflix vil være med.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk