Netflix vil overtage fantasy-tronen med ny storserie: 'Det ser pænt sygt ud'

Den stort anlagte fantasyserie The Witcher med danske Lars Mikkelsen har premiere i dag.

Superman-skuespilleren Henry Cavill spiller Geralt af Rivia - en ensom lejesoldat, der jagter monstre. (Foto: Katalin Vermes)

De seneste måneder har fantasyfans holdt vejret (og nogle gange råbt og skreget), mens Netflix har sluppet små bidder af information ud om deres nye kæmpesatsning, 'The Witcher '.

Grunden til, at der er så meget opmærksomhed omkring den nye serie, er, at den er baseret på et univers, som mange har tilbragt uhyggeligt meget tid i. Der er en hovedsaga på fem bøger af den polske forfatter Andrzej Sapkowski og derudover et lille hav af noveller og enkeltstående romaner.

Det vildeste er næsten computerspilsserien, hvor jeg har hørt folk sige, at de har brugt over 3000 timer på bare et enkelt af spillene. (Treeren. Hvis du skal spille ét af dem, så spil treeren).

Det vigtigste for Netflix lader til at være at undgå enhver sammenligning med 'Game of Thrones', HBO's overnaturlige blockbuster af en serie, der sluttede i år. Alle vil lave den nye 'Game of Thrones', men ingen kan leve op til 'Game of Thrones'.

Jeg har fra en pålidelig kilde, at hvis man laver noget for Netflix vedrørende 'The Witcher', så får man streng besked på ikke at nævne netop 'Game of Thrones'.

Oven på den unævnelige series uhyrlige succes kan det godt virke som en borgerpligt at skulle elske fantasy. Det er det ikke. Det er ok, hvis du ikke gider at jagte monstre med Geralt af Rivia. Men her er tre ting, jeg alligevel synes, du skal vide om 'The Witcher', så du bedre kan tage stilling til, om serien er tiden værd for dig.

Lars Mikkelsen er en magtsyg troldmand

Lars Mikkelsen er - blandt meget andet - kendt for sin rolle som Ruslands præsident Viktor Petrov i 'House of Card', hvor han spillede overfor Kevin Spacey og Robin Wright. (Foto: Katalin Vermes © Netflix)

Mads Mikkelsen var faktisk én af de skuespillere, der var mest populær hos fans, når de blev spurgt, hvem de gerne ville have til at spille hovedrollen som monsterjægeren Geralt. Den rolle gik dog i stedet til 'Superman'-skuespilleren Henry Cavill.

Men storebror Lars, der for nylig spillede den magtfuldkomne russiske præsident Petrov i 'House of Cards' fik til gengæld rollen som en anden magtfuldkommen mand med skumle planer. Nemlig troldmanden Stregobor.

Han er faktisk den første, der prøver at hyre Geralt i serien, og også den første vi ser blive pillet ned af hans tørre signaturhumor, efter at han har prøvet at sige noget dybt om skæbnen:

- Troldmænd er alle sammen ens. I vrøvler, mens I laver kloge og betydningsfulde ansigter. Tal normalt!

Stregobor har en paranoid teori om nogle unge kvinder, der er forbandede, og som han derfor er nødt til at fange og lave modbydelige eksperimenter på.

Superman har plaget sig til en hovedrolle

'The Witcher' kommer på Netflix i dag. Der er allerede annonceret en sæson to af serien. (Foto: Katalin Vermes © Netflix)

Geralt af Rivia er en ensom lejesoldat, der jagter monstre. Han er stærk, intens, intelligent og altid god for en tør kommentar til den brutale, absurde fantasyverden, han lever i. På den måde bliver han også en vigtig ventil for seeren, når monstrene og trylleriet bliver for meget.

Henry Cavill er mest kendt for at spille Superman i Zack Snyders relativt humorforladte DC-film. Men han har åbenbart længe drømt om at spille Geralt. Han har fortalt, at han har plaget sig til rollen ved at blive ved med at ringe og ringe til produktionsselskabet og seriens showrunner, Lauren Hissrich.

Han gør, hvad han kan med materialet, men serien kunne godt have skruet lidt op for humoren for min skyld. Til gengæld har han tydeligvis fysikken i orden og laver efter sigende sine stunts selv.

Witchers er trænet til at slås mod monstre, der ofte kan dræbe med en enkelt berøring. Derfor har de en kampstil, der stikker helt vildt ud i det ellers tunge middelalderunivers med store sværd og rustninger. De snurrer og undviger på livet løs, og det lykkes Cavill med, uden at det ser fjollet ud.

En lang kampscene i første afsnit er decideret hæsblæsende og noget af det mest imponerende action på tv længe. Der er blandt andet et øjeblik, hvor Geralt jager sværdet gennem øjet på en fjende, og så flækker kraniet i to indefra. Det ser pænt sygt ud.

Fascinerende uhyrligheder fra østeuropæisk mytologi

Jodhi May spiller en af de gennemgående roller som dronning Calanthe. (Foto: Katalin Vermes)

Seriens skaber Lauren Hissrich har haft særdeles travlt med at gøre fuldstændigt klart, at serien var en filmatisering af bøgerne og ikke computerspillene. Klip til første scene i 'The Witcher':

Vi møder Geralt i skoven, hvor han skal slås med et kæmpestort computerlavet edderkoppemonster. Og han får selv et tydeligt lag af computergrafik på ansigtet, fordi det skal ligne, at han er helt blæst på en eller anden styrkeeliksir. Han hugger dens ben af, som den bruger til at angribe med, før han får dræbt den ved at ramme hovedet.

Jeg sværger, mine hænder ledte efter en controller i sofaen.

Men retfærdigvis skal det siges, at det da også må være svært at undgå mindelser om computerspil, når man har at gøre med en historie, der handler om at jage og dræbe monstre.

Senere hen er flere af monstrene også lavet med dukker og robotter. Og monstrene er faktisk noget af det sjoveste ved universet, også selvom man ikke lige mærker det i første hug.

De fleste er nemlig baseret på slaviske myter. Edderkoppen fra første scene viser sig for eksempel at være en kikimora - en afart af maren, det kvindelige væsen, der rider på én om natten og giver mareridt.

Nogle af de andre vi kan glæde os til er en leszy, der er et børnekidnappende skovvæsen med hjortehoved og -gevir. Eller hvad med poroniec, der er groteske zombie-babyer, der ikke kan få fred for deres vrede over at blive aborteret?

Første sæson af 'The Witcher' er i otte afsnit og er på Netflix fra 20. december. Anden sæson er allerede annonceret.

(© Netflix)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk